Der er sten jeg snubler over undervejs

Jeg læser stadig om Shirley Maclaines rejse langs Caminoen. Den 800 km lange rejse, som hun gående har begivet sig ud på. Til en start i følgeskab med en veninde, som har gået turen før og som er spanskkyndig, siden alene, helt alene på sin vej udi ukendte egne, ind i ukendt land. Og det er der, man nogle gange må bevæge sig ud, eller der, jég nogle gange må bevæge mig ud, kommer jeg til at tænke under min læsning.

Jeg tog et meget stort skridt i efteråret 2010- og med det skridt er det faktisk som om jeg har begivet mig ud på en rejse, som har et mål, uden jeg helt kender rejsen hen mod det. Jeg opsagde mit faste job gennem mange år for at satse på at komme til at arbejde full-time som terapeut. Hidtil havde jeg praktiseret sideløbende med mit job, men tog så altså den beslutning. Jeg ville tage rejsen hen mod det, jeg i mange mange år har drømt om. Jeg måtte prøve min drøm af. Realisere den, og følge mit hjerte. Gå derhen, hvor mit hjerte ville ha' mig til at gå hen.

Det første skridt måtte ta'es. Og det tog jeg, da jeg med beslutsomme skridt gik ind til min chef, og lagde min opsigelse. Her statede rejsen for alvor. Jeg havde planlagt den i mange år. I mange, mange år. Helt tilbage fra min tidlige ungdoms drømmerier, da jeg sad på mit pigeværelse og tog en beslutning. En beslutning om, at jeg i en meget diffus fremtid skulle være én, der hjalp andre til at forny deres liv på samme måde, som jeg forestillede mig, hvordan jeg selv ville komme til at forny mít liv. Helt herfra har jeg undervejs lagt sten ud til den vej, jeg er på vej udad nu.

Den meget diffuse fremtid har indhentet mig, og er blevet til nutid. En nutid, hvor jeg har fornyet mig igen og igen og igen, og en nutid, hvor jeg har taget springet for at arbejde med andre menneskers udvikling. Det er nu, hvor det skal vise sig om alle forberedelser har været tilstrækkelige. Hvor det skal vise sig, om jeg er klædt passende på til rejsen. Om jeg formår at gøre mig forståelig selvom, jeg vil støde ind i mennesker, der taler et helt andet sprog end jeg. Om jeg er i tilstrækkelig i form til at udstå strabadserne. Om jeg er hårdhudet nok til at fortsætte min vandring trods vabler og smertende ankler eller en rygsæk, der gnaver sig ind i mine skuldre.

Der er sten, jeg snubler over undervejs. Der er dage, hvor jeg har lyst til at gemme mig, fordi jeg kommer til at føle mig forlegen og genert over min kejtethed og usikkerhed. Det møder jeg i mig selv. Men jeg møder gså noget andet. Efter de første kilometer, efter de første måneder er jeg slet ikke så lidt fortrøstningsfuld. Mit tempo er blevet mere stabilt. Jeg møder det fremmede mere vant. Der er kommet en vis rytme i min vandring. Og vablerne...de får et plaster - og så har jeg indstillet mig på, at de er en del af rejsen. For det er de. Men det er faktisk som dét skal være. Det er helt som det skal være - faktisk. Og jeg elsker elsker elsker at rejse :-)

Tænk engang!

Jeg overgår mig selv. D.v.s. Jeg har nået personlig rekord udi løb idag. Tog en tur på 6 km, som viste sig at være 6,5, da jeg kom hjem og målte den på I Forms ruteplanner. Sikke noget. Men noget godt noget, for jeg skal op på de 10. Og det skal jeg inden længe. For jeg har tilmeldt mig Spartas kvindeløb den 19. juni sammen med en veninde, som er rimelig hartcore. Men pyt med det. Jeg gør det bare i mit tempo, og jeg er svært godt tilfreds med mig selv lige nu.

Jeg har hørt, at det øger løbeglæden yderligere med lidt legetøj, eller gadgets, som det vist hedder på nydansk ;-) så jeg har bestilt mig et gadge. Jeg bestilte det i går, så hvor mange dage, der mon går, inden jeg modtager det med posten. Jeg glæder mig.

Indtil videre glæder jeg mig jo bare over, at jeg mærker forbedringer. Jeg glæder mig over lærkerne, der flyver henover hovedet på mig, og synger en lystig sang, der sætter yderligere fart i benene. Jeg nyder rådyrene, der springer, og jeg mener virkelig springer - højt op i luften henover markerne, når de opdager, at de ikke har markvejene for sig selv. Bliver forstyrret af menneskelyde. Vinden, der står som en stiv kuling ind fra vest og rammer min venstre kind, indtil jeg drejer af, og tager turen langs vandet, og jeg har den i ryggen som en kraft, der næsten løfter mig afsted. Jeg tog mig en god tur idag.

Gik ellers noget tøvende rundt hele dagen, og ventede på opholdsvejr, men på intet tidspunkt så det ud til at holde nok til, at jeg kunne nå tørskoet hjem igen, inden den næste byge satte ind. Lige indtil aften. Da troede jeg på det, og skoene, stod jo og ventede, så afsted med mig. 6,5 km! Jeg er tilfreds :-)

God weekend!

Der er en vej

Der er en vej, og så er der en spirituel vej. Faldt lige over denne bog i reolen, som jeg aldrig har fået læst. Jeg går i gang nu. Nu skal det være. Nu jeg lige har taget en lile bid af en camino. Ikke Santiago de Compostela Camino, men en anden. Den på Mallorca. Der findes mange pilgrimsruter. Også at gå lige i nærheden. Behøver ikke at rejse tusinder af kilometer væk. Men nu gik jeg altså en lille, en lille bitte bid i Spanien, Mallorca. Jeg har fået blod på tanden til at tage flere. Ikke at jeg har noget som helst mål om at gå den 800 km lange i nordspanien. Det har jeg ikke. Der er jeg slet ikke. Men det taler til mig at forbinde den kropslige udfordring med åndelig praksis. Men jeg tage det i bidder, mindre, som med tiden måske udvikler sig til at blive større. Men et skridt ad gangen. Og dem ta'r jeg.

Herfra hvor min verden går er mine skridt oftest løbende. Selvfølgelig går jeg ture til stranden, og holder meget af det. Selvfølgelig går jeg ture i skoven, og holder meget af det. Men tiere tager jeg i hverdagen løbeskoene på og løber en tur. Og det er selvfølgelig en tilsnigelse at kalde dem spirituelle. Det er de selvfølgelig ikke. Ikke som en pilgrimsvandring. Men ikke desto mindre har jeg nogle gange oplevelser, der tangerer spirituelle. I hvert fald oplever jeg igen og igen, hvordan "ånden" kommer over mig, hvordan jeg kan blive indhentet af en inspiration, en klarhed over en problematik, som lige pludselig kommer dumpende ud af det blå ingenting. Det der , da jeg tog hjemmefra, stod diset og gråmeleret bliver pludselig klart. Jeg behøver ikke at kalde det noget bestemt. Men det er det, der bl.a. kan være noget af en guldrod, der kan få mig til at trække i løbetøjet, selvom en vis indre underhund har travlt med at overbevise mig om, at der er vigtigere ting at foretage sig. Men det her er altså lige så vigtigt. Der sker noget i min hjerne, i mit sind, som kommer et sted fra og på en måde, som jeg ikke havde kunne sætte mig hen og gruble mig frem til. Noget kommer over mig. Måske nogen rent biokemisk kan forklare det. Jeg har ikke brug for det. Men jeg har har brug for den fysiske praksis i hverdagen til at holde mig mentalt og sjæleligt fit. Udover at jeg selvfølgelig også fysisk får en masse gevinster ud af det.

Jeg er spændt på, hvad Shirley Maclaine finder på sin reje under Mælkevejen. I hvert fald er det en traditionsrig vej vandret gennem årtusinder af helgener, syndere, generaler, munke, konger og dronninger med det formål at finde éns egen dybe åndelige mening.

Jeg er smuttet ;-)

Svien i huden og sugen i brystet

Vand. Klipper. Bjerge. Store landskaber. Storhed, vidder, voldsomhed. Et sted i norden. Brostensbelagte gader. Det ligger langt tilbage. En familie. En stor familie. Mange generationer. En søn, der vil ud på de store have. En søn der vil ud i den store verden. Han har levet sit liv i de brostensbelagte gader. Gode kammerater, jagtet af de større, hvor han har pisket afsted på sin cykel over stok og sten for at komme hjem i tryghed. Men ellers gode kammerater. I tryghed, hvor mormor altid var der til at tage imod. Har kysset sin første pige i lunden under de grønne bøge, en sommerdag. En god sommerdag et sted i norden. I lunden, der ligger højt hævet over byen, og hvorfra man kan skue udover havet. Ud i verden. Der er født en længsel. En længsel efter at komme ud. Hvad ligger derude i horisonten. En lige linie, der på klare dage skiller hav fra himmel, og på en diset dag flyder sammen, så man ikke kan se, hvad der er hvad. Hvad gemmer sig derude? Et mysterie. Findes der noget derude eller ender verden dér. Det er ikke til at vide, hvis ikke lige det er fordi, der findes vidner, der har været der. Været der på den anden side. Sømændene på havnen. Mænd, vejrbidte, brunlødede eller rødmossede i huden, i ansigtet og på hænderne. Der er et liv dernede, som han kan li'. Kan tusse rundt dernede i timevis. Han kigger og ind imellem er der en sømand, der be'r ham gi' en hånd med, én han falder i snak med. Her fødes længslen, her fodres drømmene om det der ligger derude. Det ukendte, som får en lille smule ansigt af det fortalte, han hører, og som sætter ekstra skub i længslen. Stadig en stor skoledreng, men med store drømme, store længsler. En lænsel, der suger i hans bryst, kildrer i hans mave, og gi'r ham pejling om, hvad han vil have, hvad han skal lave. Skal sejle. Han vil sejle. Han vil ud på de store verdenshave. Ud og se, hvad der venter derude i horisonten, som nogle gange står klart. Andre gange forsvinder i disen, tågen. Men han har set den, så selvom den er ude af syne, så véd han allerede, at den er der uanset hvad, og den er en materialisering af hans dragen. Der er ting, han skal afslutte. Der er forberedelser, der skal gøres, og det er han igang med. Han gør det, der skal gøres nu. Og defra véd han, hvad han skal bagefter. Han har mål. Han skal ud på søen, ud på de store have og opleve alt det, som han indtil nu kun har i fantasien og har af brudstykker som levet liv fra andre, fra sømændene på havet. Men han skal selv leve det. Leve det på åbent hav. Udse kyster og fremmede egne. Gå i land, hvor han har lyst, hvortil han er kaldet, passere det, som ikke synes at have noget med ham at gøre. Han kender det på en kalden i brystet. En kalden, som han har lært at gå efter, når han hører den. Tidlig læring, og som nu kalder ham ud. Ud fra stedet i nord. Det er nemlig herfra hans verden går. Og tiden nærmer sig...

Det er ikke mig, for jeg er jo ikke en dreng. Jeg bor godt nok i norden, men her er hverken bjerge eller fjelde. Her er hav. Her er lunde. Brostensbelagte stræder er her ikke. Men drengen, den snart unge mand, er én jeg kender. Jeg kender ham særdeles godt. Jeg kender længslen. Jeg kender appetiten på det uvisse, det der ligger ude i horisonten, som jeg ikke kan se, men som jeg altid har været overbevist om afslører fantastiske ting, når jeg nærmer mig. Jeg har altid troet på det, og jeg har ikke stået tilbage for at tage derud. Derud på søen for at komme tættere på, for på tæt hold at se, hvad det er. Og hvad har jeg ikke fundet undervejs. Wauw...det har været en rejse fra tidlig ungdom, fra det øjeblik, jeg begyndte at kigge opover kanten på reden, og opdagede, jeg kunne baske med vingerne, og forstod at de ville kunne bære mig ud. Ud af reden, ud i verden, ud over de store have. Fra det øjeblik vidste jeg, at jeg måtte udse mig mærker undervejs, som jeg kunne rejser efter. Og det har jeg gjort. Jeg har ladet mig inspirere. Jeg har suget til mig af læring og erfaring, som drengen på havnen har lyttet til hver en sømand, han kom i tale med. Jeg har slubret livet grådigt i mig, og jeg kan godt afsløre: jeg gør det stadig. Jeg har fundet mange kyster undervejs, hvor jeg har taget ophold. Jeg tager ophold, men har et åbent sind, og elsker stadig at ha' vind i sejlene og fare over søen for at se på den modsatte bred. Måske bli'r jeg hængende, måske vender jeg hjem igen, måske lander jeg et helt tredie sted. Jeg har mål og retning, men det er som med vejret: sigtbarheden skifter undervejs. Jeg er snart en erfaren søfarer, så når der er diset og tåget den ene dag, véd jeg godt, at den næste kan stå klar og solrig op fra en skyfri himmel. Det er sådan noget man lærer, når man har været ude i mange år, så det har jeg lært. Som en gammel sømand. Om de unge kan lære deraf, måske lidt. Nogle fif og indgyde lidt mod og håb, kan man vel altid, men de unge, drenge som piger. De må selv. De må selv derud, og mærke svien. Svien i huden fra det salte vand, og sugen i brystet, når de længes hjem. Drengen i nord, én af dem. Han kridter skoene, pakker bylten, og han drager snart afsted. Jeg siger bare: god vind med!

En bid af Caminioen

Tænke, tænke, tænke, skrive, skrive, skrive...sådan en arbejdsdag har det været idag. Kunne være rart med en løbetur lige nu, men nej, kroppen må hvile idag. Det må jeg respektere. Det meste af mig er klar på at hoppe i løbeskoene, men en enkel legemsdel siger fra. Og det er ikke den del, der nogen gange kan have svært ved at lette sig. Det er min ankel. Den er øm. En forstuvning, der ligger flere år tilbage plager mig stadig. Og den sætter sine begrænsninger i forhold til, hvad jeg kan kaste mig ud i. Irriterende, og samtidig en påmindelse om, at restitution er nødvendig. Det skal der til under alle omstændigheder.

Mens jeg således stadig sidder bænket her - i bogstavligst forstand - på min bænk midt i haven, tænker jeg tilbage, bare kort tilbage, som egentlig allerede virker som længe siden. Men det er faktisk lige 14 dage siden, vi vandrede i bjergene på Mallorca - min mand og jeg. For 14 dage siden vandrede vi en kortere tur - vi skulle jo lige igang - på 5 km omkring klostret Santuari de Lluc i Sierra Tramuntana bjergene. Klostret er berømt gennem hundredevis af år og besøges hvert år af tusinder af pilgrimme, der kommer for at tilbede den berømte Mariafigur, den sorte Madonna, der findes i den smukke kirke. Vi indtog en let frokost, da vi havde vandret. Der er en særdeles god restaurant på klostret - og vi overværede efterfølgende klostrets drengekor synge i kirken, inden vi igen kørte hjem. For dem, der er undervejs på Camina per Mallorca, pilgrimsruten, der strækker sig langs hele bjergkæden fra syd mod nord, er der mulighed for overnatning i refugiet, der også tilhører klostret.Det har jeg endnu tilgode.

Vi besøgte for anden gang dette kloster, der ligger i de smukkeste omgivelser, og jeg véd, at vi ikke har været der for sidste gang. Jeg drømmer om vandreture, der strækker sig, og kun afbrydes af overnatninger og hvil på refugier undervejs. Og dér er det, at jeg kommer til at gense Lluc, og finder en bænk der, om det er i klosterkirken eller i klosterhaven, og en seng selvfølgelig, så for at restituere til krop og sjæl er klar til endnu en etape, for de følger som perler på snor. Hele vejen fra Valldemosa i syd til Pollenca i nord. Det bli'r engang...

Mælkebøttefrø med morgenvinden

De har lovet regn...regn for søndagen. Det er vi indstillet på. Men hov, solen skinner jo. Positiv overraskelse en søndag morgen.

Mælkebøtterne er i fuld sving med at formere sig og sprede sine frø så det er en lyst med morgenvinden. Det er vist med at komme ud med plæneklipperen lige efter morgenkaffen. Hvis den lovede regn alligevel skulle finde på at ligge sin vej forbi, er det med at komme før den. Den er lunefuld, solen som regnen på disse breddegrader. Meget pludseligt kan det skifte fra skyfri himmel til bulder, brag og sjaskende regnvejr. Det er hændt før, og det skete også idag. Alt blev stille. Fuglene holdt inde med søndagskoncerten. Ikke en gren, ikke et blad rørte sig...og så...lige pludseligt startede det. Braget i det fjerne. Braget der blev til et mere og et mere, og bragene, der bare kom tættere og tættere. Og lynene dansede på himlen ind imellem alle bragene. Og så kom regnen. Piskende regn, der trommede mod taget, og samlede sig i små søer på terassen, som katten lystigt slubrede i sig. Ufortrødent og uanfægtet af uvejret omkring os. Jomfruelig vand direkte fra kilden. Er til hver en tid at foretrække frem for det, jeg stiller frem tappet fra hanen.

Tørsten ramte også mig. Dagens løbetur gik over stok og sten. Havnede ude på bondemandens kornmark, uden helt at vide, hvor jeg endte. Men fandt tilbage. Tilbage til det punkt, jeg hjemmefra havde udtænkt mig. Men en sjov tur, som endte ved udsigten udover det hav, jeg holder så meget af, og som jeg kan løbe langs, når bare jeg holder mig på de autoriserede stier. Dem fandt jeg gennemvarm og rørt i hver en muskel klar til at tage turen hjem i et mere monotont tempo. Men herlig tur...og det var før uvejret satte ind vel og mærket. Ikke at det skal holde mig tilbage. Det er bare lidt sjovere, når solen skinner, og en go' vind samtidig kan afkøle.

Derudover var der ikke så meget brug for afkøling idag. Tværtimod må vi have gang i brændeovnen. Men helt ærligt...så har det nu også sin helt egen sommerlige charme. Charme på dansk. Ligesom mælkebøtten. Sådan kan jeg ligeså godt ta' det. Nu, jeg ikke er født spansk. Dansk sommerlig charme. Dog er jeg ikke er helt sikker på, at naboen synes mine mælkebøtter er helt så charmerende, som jeg kan få dem til at tage sig ud. På en god dag. En go' søndag :-)

Fest og hverdag

Det var den konfirmation. Carl Emil er blevet konfirmeret. Min Nevø. Jeg skal tilbage i gængen igen. Har været væk meget længe. Sådan føles det. Været væk helt fysisk. Udenlands. Og mentalt den seneste uge. Har nemlig haft travlt. Dejlig travlt med klienter og dejlig travlt med forberedelser til Carl Emils konfirmation. Der var noget jeg gerne ville gi' ham. Og det skulle gøres ordentligt. Ordentligt med en go' tale og en sjov sang. Der er gået tid med forberedelser, og det har været en rejse tilbage i erindringen. Tilbage til sjove, dejlige, rørende momenter, som jeg har haft sammen med Carl Emil. Han står mit hjerte nær, så det gamle mosterhjerte har fået rørt sig så rigeligt. Smil på læben, en klump i halsen, en tåre i øjenkrogen. Ja det har ikke været bare-lige. Der har været lagt arbejde i det. Mentalt og følelses-arbejde. Men det har været alle anstrengelserne værd. Det er en glæde at gi' ham, selvom han bli'r genert ved at få. Kan ikke li' at være i centrum. Det er overvældende. Det sagde han selv, da han rejste sig for at sige tak til os, der var kommet for at fejre ham. Selvom der havde været taler, så havde det været ok. Talt fra hjertet - ærligt og redeligt som det var for ham. Det er et godt sted at starte. Fra hjertet.

Det bli'r hverdag igen. Alt er ved det gamle. Tilbage i sommerhuset. Flere uger siden vi forlod det, fordi et par større begivenheder stod for døren. Men nu tilbage. Synes vores lille landsbykirke så særligt smuk ud, da jeg kom kørende til "øen". Lå i et særligt lys. Et sommerlys? Ja, det er sommeren, der begynder at bryde igennem. Gennem regn, rusk og blæst har den kæmpet sig den seneste uges tid, men banker på for at komme ind igen. Og ind i stuen, følger den med, da jeg åbner dørene ind til sommerhuset, som har stået mennesketomt, siden vi forlod det for uger siden. Det er koldt at komme ind i, som det plejer, når det har stået ubeboet hen i længere tid. Virker underligt dødt, forladt. Skynder mig at åbne døre og vinduer, så forladtheden kan blive blæst ud og samtidig med, at der bli'r fyldt lidt i køleskabet, duften af nybrygget kaffe spreder sig i køkkenet, og solen lægger sig til rette henover plankegulvet er der snart pustet liv i huset igen. Ud i haven. kaffekoppen med og en grydefuld af nye kartofler, som jeg sætter mig i solen og skraber. De første forberedelser til aftensmaden, hvor grillen skal startes for første gang i år. En god kartoffelsalat bliver det til med olie-eddike-sennepsdressing og masser af purløg fra krukkerne på terassen. Purløgene kan klare lidt af hvert. Intet har jeg gjort for dem, for at de skal gi' afkast, og så villige er de til at bidrage til pynten og smagen i vores mad, om det er kartoffelsalaten, æggemaden eller den spanske tortilla. Jeg kan godt li' at lave mad, og med mad kan jeg rejse rundt i hele verden. Mad er en måde at rejse på. Mad er en måde at lave mine egne historier på. Iscenesætte mine forestillinger om verden på. Én dag tager jeg en tur til Indien, en anden en tur til Grækenland, og så er der Italien for ikke at tale om Spanien, Mexico, Frankrig. Nogle gange vil jeg bare gerne blive herhjemme. Så laver jeg en god dansk ret med gode danske sager. Jeg vækker minder. Jeg rejser i fantasien med den mad, jeg tilbereder. I aftes et middelhavscruise. En fransk kartoffelsalat, en græsk tomat-feta salat og som rosinen i pølseenden på ethvert grill-måltid hjemme hos os, står den på øko pølser fra Hanegal. Ingen grillmad uden pølser. Jeg har det bare ikke så godt med at indtage den slags, som indeholder ting og sager, jeg ikke har lyst til at vide hvad er. Jeg har en idé om, at Hanegal er hæderlig med råvarerne. Og så smager de fortrinligt ovenikøbet. En dejlig sommeraften foran grillen med slumretæpper omkring mig, et godt glas rødvin, og afsluttet i selskab med Barneby for jeg ved ikke hvilken gang. Men bare fordi...nu er alt ved det gamle.

Varme favntag

Mandag morgen. Det er stadig maj. Men hvilken kulde du har lagt henover landet. Har slet ikke lyst til at træde ud til dig. Bare lyst til at gemme mig. Gemme mig her bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Lukke mine øjne og drømme mig tilbage til der, hvor jeg lige kommer fra. Drømmeland. Et land, der venligt åbnede sine arme for mig. Tog mig i sin varme favn og skinnede på mig lige fra jeg trådte ind i det og til jeg igen måtte forlade det. For det måtte jeg. Ingenting varer evigt. Og det gjorde den varme omfavnelse heller ikke. Den varede en uge, og holdt ved indtil jeg igen sad i flyveren, og skulle retur. Retur til nord, kulde, regn og blæst. Det varede ved et stykke tid endnu, det varme tag om mig, mens jeg sad i flyveren - på vej hjemad. Jeg ku' mærke eftervirkningen. Det kunne jeg lige indtil luftkaptajnen over højttaleren meddelte, at han begyndte at lægge an til landing. Dér begyndte det at gå op for mig, at det sluttede. Den favn, der hvade gjort mig så godt i en hel uge, og som jeg havde vænnet mig til, som om det altid havde været sådan, var ved at slippe. "ja, vi er nu begyndt nedstigning...." sagde han, og dér vidste jeg, at der ikke længere var nogen vej tilbage. Vi ville ikke vende om, som om jeg næsten havde kunnet bilde mig selv det ind til da. Det kunne jeg ikke mere. Endnu mere mærkede jeg, hvordan den varme favn slap mig, da luftkaptajnen så også fortalte om de hjemlige temperaturer "og temperaturen ligger på ca. 12 grader" sagde han. Jeg gøs og vred mig i sædet over, at det virkelig var, hvad der ville vente mig, når jeg steg ud af maskinen. 12 grader, overskyet og regn. Jeg ku' godt se det. Der hang vanddråber på ruden lige ud for mit sæde og nu sagde han det også. Langt væk var allerede mit drømmeland. Landet med de varme vinde, sol, sommer og bare ben i sandaler og korte skørter. Jeg var landet i Danmark på en kold, blæsende dag i maj. Midt i maj, hvor sommeren skulle siges at være på vej.

"Naeejj....se" sagde min mand i bilen på vej væk fra lufthavnen "se, markerne er helt gule". Markerne gule, skoven grøn og himlen grå. Jeg kunne ikke finde mine solskinsbriller. De var væk. Jeg ledte febrilsk i tasken. De var der ikke. jeg kiggede ud. Solen skinnede ikke. Jeg ku' se, markerne var gule. Jeg ku' se, at skoven var grøn, men solen, nej, den var væk. Mine solskinsbriller var væk. Jeg lukkede mine øjne. Lukkede øjnene for det der var derude. Vendte mit blik indad. Der var noget, der var bedre at se på dér. Jeg vendte blikket ind og erindrede. Erindrede det der lå kun få timer borte. Erindringen om timelang henslængen under solens stråler med en god kop con leche, min bog, en pen og papir ved siden. Altid ved siden af mig. Erindringen om svage bølgeskvulpe mod molen, mens vi ser på solen, der går ned bag bjerget i vest. Erindringen om en stille stund i en skyggefuld olivenlund med summen af insekter og sang fra cikader. Erindringen om stunder under solen, i varmen, hvor sanserne vågnede op og cellerne begyndte at danse.

Der går nok et par dage. Et par dage, hvor jeg må lukke mine øjne og svømme ind i erindringens land og bort fra en vestlig kuling. En blid landing. Det må ta' tid. Det må ta' den tid, det ta'r - at lande igen. Men jeg nærmer mig landjord - trods alt - jo, jeg gør. Den danske danske landjord med en vestlig kuling, der fejer hen over grønne skove og gule, solgule marker :-)

Det summer og syder

Weekenden tegner godt. Ja, det gør den. Jeg er ved at pakke mine sydfrugter. Ikke sådan for at stikke af. Og det er der så nogen, der nok alligvel vil mene, jeg gør. Jeg runder et hjørne i morgen. Et af de skarpe. Men jeg stikker ikke af. Jeg gør bare noget andet end at fejre med pomp og pragt. I hvert fald i første omgang. For der skal nok blive fejret på et senere tidspunkt. Er august ikke perfekt til en havefest?? Jo den er. Så der skal være kalas i haven med kulørte lamper, grillretter, dans og musik til den lyse morgen. Det går ikke i maj, og det er sådan, jeg vil have det.I august.

I maj og lige nu er vejrguderne stadig meget lunefulde, og bare de seneste dage vidner om, hvor tvivlsomt det ville ha' været at arrangere havefest i Danmark til weekenden. Den lover dog igen de lunne temperaturer, men det havde været et sats, så når jeg nu bager mit kærlighedsbrød i dobbelstørrelse til de få, jeg har inviteret til at komme i morgen, så er jeg lykkelig over, hvordan jeg har fået arrangeret det hele. En let anretning til dem, der kommer i morgen, flyafgang til Mallorca på lørdag, og en ordenlig kalas af en fest i haven til august. Det tegner godt. Og jo, det er ganske vist. Et halvårhundrede! :-)


Så: vaske tøj, overveje hvilke kjoler, sko, bluser, der skal med i kufferten, indkøb, madlavning. En tur med støvsugeren. Det er som om, der kører en støvsuger rundt i maven lige nu. Eller er det en sommerfugl? Det har været sådan nogle dage nu. Næsten som en forelskelse. Vågner tidligt. Sover sent. energi. En fin og glad sommerfugl,der sværmer rundt inde i min mave og kildrer, så jeg må tage mig i at gå at smile og le for mig selv, mens jeg går rundt her i duften. Jeg nyder duften fra det nybagte kærlighedsbrød, at se forandringens processer, når et brød bliver til. Fra den lille klat gær, der opløses i det flydende element, det bløde mel mellem hænderne, brødet, der buldrer i gryden i ovnen, det færdige brød, der lyder hult og lokkende, når man banker på den sprøde skorpe. Jeg nyder morgenen, hvor den grå himmel er ved at blive afløst af en skinnende sol. En sol, der rækker sine arme indad et østligt vindue. Lægger sig henover brædderne i gulvet og varmer stuen op. Varme dage, lyse nætter. Sommeren er på vej. Men først lige maj!

At finde rytmen

Som et lille barn, der har brug for at blive nurset, holdet i hånd, få opmærksomhed og kærlighed. Der er et barn jeg har forsømt i mange dage, og det er ikke godt. Børn, der ikke får opmærksomhed, dør. De svinder ind, visner og dør. Det må ikke ske. Man må ikke lade sine børn dø.

Måske lidt dramatisk billede, ja for billede er det selvfølgelig. Og billedet jeg er ved at ridse op er billedet af min blog, der har sultet og manglet næring i mange dage. Der har været mange voksenting, der har sat sig imellem bloggen og mig. Voksenting, som skal ordnes, men som også bliver ordnet med forhåbning om, at der på sigt bliver endnu mere tid til barnets behov. Men den der voksenforklaring forstår børnene selvfølelig ikke "Det er også fordi...", siger de voksne. De forstår det ikke, børnene.

Der er en voksen, der godt nok er optimistisk, som kan blive ved med at sætte børn i vernden, men som måske ikke altid er helt realistisk, når det nu bliver tydeligere og tydeligere, at ikke alle får den opmærksomhed, som de faktisk har brug for og krav på, når nu de er sat i verden.

Og bloggen...den har brug for opmærksomhed. Den vil være aktiv. Den vil leve. Det er ok med søskende, men den vil ikke forbigåes. Den vil have sin plads. Et minimum af daglig plads, eller i det mindste at vide, hvis ikke den får. Den har brug for en ramme.

Jeg véd det godt. Jeg må melde en realistisk ramme ud i forhold til den. Det er nødvendigt. At stikke en ramme ud, som er realistisk i forhold til de voksenting, der nødvendigvis skal være plads til og til de andre børn, der også har krav på opmærksomhed.

Men i stedet for at stikke den ramme ud, har jeg svøbet mig ind i en almoderlig drøm om at overkomme alt og alle på hver enkelts præmis, håber det hele går sin gang, som det skal, og forholder mig stille, luskende omkring. Jeg lusker omkring bloggen, lader som ingenting. Den opdager nok ikke, at jeg ikke lige har været der. Forholder mig tavs, og mens jeg gør det, lægger den sig stille og roligt til rette. Forstår hurtigt budskabet. Kan ligeså godt visne og dø. Det må være sådan så. Men det kære barn...selvfølgelig skal det have sin opmærksomhed.

Heldigvis er der trods alt alligevel et sted en årvågen voksen, der bliver opmærksom på det, der er ved at ske, og heldigvis er der en voksen, der synes, der er grund til at puste liv i det hensygnende barn igen. Puste, puste, puste....og der kommer liv. En langemand, en lillefinger, en tommeltot, en ringfinger, en pegefinger. De begynder at røre på sig, og der er puls igen. Tøver først med skridtene henover tasterne, men bliver efterhånden mere og mere modige, og stepper snart derud igen. Pyh...der er liv. Den er ikke helt død endnu, bloggen.

Men der er en opgave for bloggen og mig, at finde en rytme uden at gå død. Step er godt, vals er dejligt, tango er energisk. Vi ta'r den derfra. Vals, step, tango, whatever...vi danser endnu...sammen og lige nu ind i en kølig onsdag aftenstund drømmende om en snarlig lunere morgenluft

God aften til dig :-)