Julekugler og nostalgi

Det er vinter, men hvor er sneen. Storm og vestlig kuling er hvad decembervejret byder på, men sneen lader vente på sig. Så jeg må finde vinterbillederne frem fra sidste år, hvor vi hvert fald fik sne. I så rigelige mængder. Men jeg kan li' det. Jeg kan li' frosten, det hvide landskab og den lyddæmpende virkning sneen lægger udover byen. Lydene er anerledes. Luften er anderledes og synsindtrykkene er anderledes. Meget anderledes og jeg venter på, det kommer.

Julestemningen sniger sig kun langsomt ind på mig. Men det er normalt. Og det er ok. En julefrokost i aften. Julegløgg-arrangement i morgen og Händels Messias i den lokale gamle klosterkirke på søndag. Mon ikke jeg bliver fanget ind for fulde gardiner af stemningen henover weekenden. Jeg tror det. Jeg synes, det er hyggeligt og rart og glæder mig til samvær med mange af de mennesker, jeg holder af i løbet af de nærmeste dage.

En lille smule jul er der dog i det lille hjem her på Rolighedsvej. De yndigste julekugler købte jeg på Rosenholm Slots julemarked sidste weekend, og de pryder henover min gamle kommode, som jeg har arvet fra min farmor, som boede i nabobyen til Rosenholm. Min farmors gamle kommode og nye julekugler med et nogalstisk præg i skøn samklang. Det tænder i hjertet til en lille julesang.

Julekuglernerne er købt hos Guld og Grønne Skove, som ejes af en skøn og kreativ sjæl, der vimsede rundt på markedet med englevinger på ryggen, strøede om sig med englestøv og solgte ting og sager til glade julegæaster fra sine fine opstillinger.

Skulle du have lyst til at besøge hendes stand, er hun på markedet på Svenstrup Gods, som ligger mellem Ringsted og Roskilde. Jeg har to fribilletter, hvis du er i nærheden af mig og kan komme forbi og hente dem.

God weekend!

Magt over mørket

Mørket har lagt sig som et tæppe udover byen. Byen er oplyst af julestemning. Stjerner, kæder på husmure og diverse juletemaer på husgavle. Byen ligger højt hævet på toppen af Djursland, og der er udsigt til Århus i horisonten, som spreder sig vidt inde i bugten. Vi går en sen eftermidagstur opad bakke, og det går virkelig opad på disse kanter. Vi funderer hver især indimellem vejrtrækningen, som bliver tungere med stigningen, over, hvor højt, der egentlig er tale om. Men i hvert fald højt nok til, at der ikke langt herfra, hvor vi befinder os, er etableret en skibakke - med hejs. Det er et fladt land vi lever i, men der er nu noget med det der med at komme op i højden, bare lidt, som vi kommer her. Udsyn, luft, vinden, som vi rigtig mærker slår mod kinderne. Det føles godt og friskt. Vi går til. Går til den. En god måde at gå til den på. Gå ligesom den navnkundige Kirkegaard gjorde det. Han der gik igennem de tunge tanker rundt i Københavns gader. Den gode Søren, som måtte lide melankolien, mørket, tungsindet. Og det er da også til at blive tungsindig på sådan en mørk, regnfuld og blæsende første lørdag i december. Men så var det, vi gik en tur. Vi gik, eller måske var det bare mig, der gik med tungsindet eller tog tungsindet med på gåtur. Ligesom når jeg har taget børn i hånden i mit liv, og sørget for luftforandring til dem, når tingene kørte i hårdknude. Og det er vist det, de gør i tungsindigheden. Kører i hårdknude. Sådan føles det i hvert fald. Men jeg tog den med på tur. Luftforandring. Og det virker. Det virkede forandrende at gå ud i luften. At bevæge kroppen på en regnvejrsdag, som umiddelbart inviterer til de indendørs sysler. Men som har så meget at byde på, når først skridtet er taget og den indre huleboer har overvundet de negative associationer, som vejrliget giver. Så er det godt. Så er det bare så godt, og julebelysningen fik magt over mørket.