Plukket af en septemberbuket

Det har været svært at finde tilbage til rytmen hjemme igen, virkelig hjemme fra sommerhustiden. Det er meget moderne det der med at være omstillingsparat, men jeg må nok erkende, at jeg er meget lidt parat eller indstillet på omstilling. Ting tager tid for mig. At vænne mig til at være hjemme igen.

Men egentlig slet ikke nyt, selvom jeg bliver lige overrasket hver gang. Indtil jeg igen tager mig selv i det, og tænker: nåh ja, det er jo sådan det er med dig. Ja, faktisk bliver mindet om det næsten dagligt som når jeg ved aftentide skal vænne mig til, at det bliver nat og at jeg skal sove og ved morgengry, skal vænne mig til, at det er dag igen og de aktiviteter venter mig, som hører den til.

Så skulle man måske tro, at jeg er ved at blive gammel, og det er måske det, jeg er, for jeg skal have mere tid, har brug for mere tid til omstilling, stillen ind på. Og så tænker jeg: det er vel også ok. Der kommer vel et tidspunkt i et menneskes liv, hvor livet er for kort til ikke at have sjælen med. Det er mit. Det er godt for min sjæl at være langsom.

Det er efteråret også. Sjælen synger vellystigt med efterårets farvesymfonier, der spiller på himlen i dramatiske formationer og de hvirvlende blade, der falder fra trækronerne. Den synger i den skarpere luft, der rammer mit ansigt, når jeg løber en tur og bringer et frisk pust ind i hele systemet, som gi'r mig energi og gør mig glad.

Men nu skal jeg være langsom her på falderebbet af dagen, torsdagen. Langsom med min sovethe, mine ord lige nu, mine skridt, der lige om lidt skal bevæge sig ud til tandbørsten og opad trappen til min seng, som venter mig og natten, der måske vil byde mig på farverige drømme. Hvis jeg ønsker det stærkt nok. Og det gør jeg. Godnat!

Hvor ukrudtet gror...

Stilhed - ovenpå en dag med aktivitet - meget aktivitet. Kan mærke, hvordan kroppen og hjernen har brug for stilhed. Restitution. Nogle timer er der endnu, til jeg er på igen. Jeg kan godt li' det - at være på med det jeg laver, jeg er passioneret omkring det. Men betingelsen er at restituere, holde pauser. Holde pauser undervejs. Og virkelig lytte til, hvor lang tid mit system behøver pause. Det går simpelthen ikke uden, selvom der er en anden del af mig, der er tilbøjelig til at ignorere og bare køre på. Men det går ikke.

Jeg holder en pause lige nu. En god nattesøvn bag mig og et par timer er der endnu, inden jeg er på igen. Jeg er hjemme. Hjemme hos mig selv. I mit hus. I mit gamle hus. En gammel dame fra '24. Hun har stået sommeren over og næsten mistet pusten, fordi hun har fået lov til at stå hen i ensomhed, mens vi har hygget os et andet sted. Hun kan ikke li' det og hun belønner vores manglende tilstedeværelse gennem den lange tid med en sløv og tung energi, som slog mig i hovedet med det samme, jeg trådte indad døren. Jeg var godt nok forbi et par dage i sidste uge, og pustede lidt liv i den gamle dame igen, men jeg skal ikke være væk længe før end hun igen virker energiforladt.

Energiforladthed er dog ikke lige det, der kendetegner udeomgivelserne. De strutter og hold da op: her har været aktivitet, og jeg taler ikke om havedamen. Haven har udfoldet sig og muntret sig på livets lyst helt upåagtet vi har været eller ej. Den følger sin helt egen rytme og det for fuld udblæsning - om man så kan li det eller ej.

Jeg tror ikke naboerne er helt vilde med det - vilnisset. I hvert fald står ukrudtet så højt, at det næsten rækker indover naboens hæk og når hans fine blomsterbede, der ellers er anlagt efter alle kunstens regler og inspireret af Claude Monét med haveløb og hvide broer. Jeg tror ikke planen var udsigt til naboens vilde vækstskud over hækken, men han har ikke sagt noget - endnu.

Vi har taget konsekvensen nu. Når man er så heldig som vi, at have to steder at bo, må det indebære, at nogen kommer og ordner vores have - villahaven for sommerhushaven er som bestemt for at vild. Men for nabofredens skyld kommer Lise eller dvs jeg kan se, hun lige er kommet.

Hun ligger altså lige nu derude på sine knæ og hiver op af de gode mælkeøtterødder, som sidder så godt fast mellem fliserne. Som hun siger: man må tage dem med roden, for de kommer hurtigt igen, hvis kun man tager knoppen. Og det har hun jo ret i. Alt ondt må tages med roden. Og så kan man selvfølgelig diskutere om mælkebøtten er ond. For de fleste villaejere tror jeg imidlertid den er. Og det er den et vist sted også for mig. Undskyld mælkebøtte, for på den anden siden side, synes jeg også du er noget af det smukkeste at skue udover en en dansk sommereng, som vi kender den bedst.

Mælkebøtter og andet ukrudt...det er Både-og, relativt, på godt og ondt - som at være villaejer som at være haveejer her i efterslæbet af en sommertid og det første spadestik taget ind i en efterårstid.

En go' mandag

Haven damper og regnen trommer - på mit tag. Der er helt stille og det eneste, jeg kan høre er regnen, der trommer en regndans, køleskabet, der står og summer og ellers intet. 16 grader viser termometeret. Udendørstermometeret. Hæderligt for en septemberdag og nok til at haveluften står og damper i mødet med de kølige dråber, der falder ned fra himlen. Som skomagerdrenge. Hvad så end skomagerdrenge har med regn at gøre. Men det har de. Det véd vi. Det véd jeg, for jeg hørt udtrykket så tit, at jeg ikke gang har reflekteret nærmere over denne forbindelse. Men der må være en mening.

Der må være en mening med alt. Den tanke, kan jeg godt li'. Om vi oplever store indsigter, glæder eller stor sorg er der en mening. Eller skulle jeg sige, vi kan danne en mening. Vi kan danne en lære ud af det, der kommer til os. For der kommer noget. Der kommer altid noget til os. Og det kommer måske, når vi allermindst venter det. Når vi er allermindst forberedte på det. Eller måske har vi en idé om, hvad der er i gære, véd der er noget undervejs og kan alligevel ikke forberede os. Jeg synes min erfaring holder meget godt stik med de kloge ord, som John Lennon har formuleret:

Life is what happens to you while you er busy making other plans...

I et vist omfang i hvert fald. I et vist omfang kan jeg gøre forberedelser, strukturere mig, målsætte o.s.v. og så alligevel er der n finger med i spillet, som jeg simpelthen ikke kender, ikke kommer fra min hånd. Der er en ukendt faktor med i spillet, der gør at tingene kommer til at se anderledes ud, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Der er en faktor der ligger udenfor min kontrol. Hvor på én gang befriende og skræmmende. Og dér jeg jeg intet gøre. Intet.

Ligesom med regnen idag, der trommer på mit tag. Jeg kan intet gøre. Bare sidde her og lytte til den lidt endnu. Jeg kunne sidde her hele formiddagen: lytte, for jeg holder meget af trommende regn. Og jeg holder meget af, at det kan ses, når varme og kulde møder hinanden i det disede skær. Og af det jeg ikke kan se, fordi det er sløret.

Jeg bare er med det der er lige nu, lydene, disen, reflektioner og tuner mig ind til at være med dem der er, med det der er i deres liv på en septemberdag 2011. En forberedelse til den gode dag, at det bliver en god dag. Det er en god dag. Det er min mandag. Første ugedag i dette semesterårs anden uge. Og den er kommet godt fra start. Det kan jeg gøre noget ved. Gjort! :-)

Semesterstart og nyt parløb

Det er blevet efterår - officielt er det blevet efterår. Det tegner til, at det kommer godt fra start med september. Med september starter alting igen. Nu er sommeren definitivt slut. Nu er sommerferien definitivt slut, alt har åbent igen. Jeg tænker på virksomheder, skoler, institutioner. Og ikke mindst min skole. Og den ny årstid tegner til at komme godt fra start.

Jeg gik ud på græsset i min klipklappere og bare tæer - i den tidlige morgenstund, hvor solen stod og dansede ude i øst. Det var vådt, græsset - næsten så vådt, at man skulle tro, det havde regnet i nat. Men det tror jeg - skulle man sige: for én gangs skyld - ikke det har. Jeg tror bare, det er duggen, der har lagt sig tungt på det nyslåede græs. Men det var fristende at træde ud i. Eller var det de røde mirabeller, der fristede og som gør sig bemærket ude i haven som et dannebrogsflag sammen med de hvide, våde liggestole. De er søde, røde og gode, mirabellerne. Jeg tænker på, at jeg kunne lave marmelade af dem. Nu får vi se. Jeg tænker nemlig mange ting om, hvad jeg kan og hvad jeg vil. Vi får se.

Dørene er allerede slået op til det nye semester på min high school, mit livs skole. Jeg har været igang i nogen tid, selvom dørene først er åbne fra idag - officielt. Mine yndlingstimer har jeg heldigvis stadig masser af. Og det kan jeg bare planlægge mig ud af, hvis det skulle ske, at der bliver skåret i dem. Dér er jeg heldig. Tiden er min egen og jeg planlægger den selv. Men der er kommet nye fag til. Ét nyt fag til. Og det er stort. Jeg har simpelthen lige taget hul på et helt nyt kapitel, som jeg skal til at skrive om mit studieliv - og jeg mener SKRIVE.

Det er et meget spændende projekt, som jeg har valgt at melde mig ind på. Men jeg kunne mærke, at det der var noget, der bare lige var mig. Projektet indebærer helt nye discipliner for mig. D.v.s. både nye og gamle. For jeg kommer til at trække på noget af det, som jeg kender og som jeg véd, at jeg kan. Men så kommer der noget nyt indover, som appellerer til en spire indeni mig, men som endnu er så mikroskopisk og sart, at jeg må behandle det meget nænsomt for at give det gode vækstbetingelser. Og det er noget, det fortjener: at det får lov til at vokse - for jeg kan se potentialet. Der er bare nogen gange, man véd: det her bliver godt. Og det véd jeg. Jeg tror på det.

Noget helt nyt for dette semester er også, at jeg i noget af tiden går fra at være selvstuderende til at være medstuderende. Vi er nemlig to, der har meldt os på projektet. Og jeg kan allerede mærke, hvordan vi får det til at svinge og mærke, at vi skal få skabt noget, der bliver unikt. Ja, det er faktisk allerede unikt. Unikt og magisk. Det er meget spændende for mig. Og jeg glæder mig. Jeg glædes simpelthen over denne start: semesterstart/septemberstart.

Jeg skrev slet ikke noget om, hvordan jeg har haft det henover sommeren. Det er en længere historie og det kan være, der kommer en lille sommervind ind fra øst, når mørket og kulden falder på henad vejen. Men lige nu er det septembers indgangsparti, jeg er optaget af. Og det kan jeg virkelig - virkelig godt li'.