Stilhed - ovenpå en dag med aktivitet - meget aktivitet. Kan mærke, hvordan kroppen og hjernen har brug for stilhed. Restitution. Nogle timer er der endnu, til jeg er på igen. Jeg kan godt li' det - at være på med det jeg laver, jeg er passioneret omkring det. Men betingelsen er at restituere, holde pauser. Holde pauser undervejs. Og virkelig lytte til, hvor lang tid mit system behøver pause. Det går simpelthen ikke uden, selvom der er en anden del af mig, der er tilbøjelig til at ignorere og bare køre på. Men det går ikke.
Jeg holder en pause lige nu. En god nattesøvn bag mig og et par timer er der endnu, inden jeg er på igen. Jeg er hjemme. Hjemme hos mig selv. I mit hus. I mit gamle hus. En gammel dame fra '24. Hun har stået sommeren over og næsten mistet pusten, fordi hun har fået lov til at stå hen i ensomhed, mens vi har hygget os et andet sted. Hun kan ikke li' det og hun belønner vores manglende tilstedeværelse gennem den lange tid med en sløv og tung energi, som slog mig i hovedet med det samme, jeg trådte indad døren. Jeg var godt nok forbi et par dage i sidste uge, og pustede lidt liv i den gamle dame igen, men jeg skal ikke være væk længe før end hun igen virker energiforladt.
Energiforladthed er dog ikke lige det, der kendetegner udeomgivelserne. De strutter og hold da op: her har været aktivitet, og jeg taler ikke om havedamen. Haven har udfoldet sig og muntret sig på livets lyst helt upåagtet vi har været eller ej. Den følger sin helt egen rytme og det for fuld udblæsning - om man så kan li det eller ej.
Jeg tror ikke naboerne er helt vilde med det - vilnisset. I hvert fald står ukrudtet så højt, at det næsten rækker indover naboens hæk og når hans fine blomsterbede, der ellers er anlagt efter alle kunstens regler og inspireret af Claude Monét med haveløb og hvide broer. Jeg tror ikke planen var udsigt til naboens vilde vækstskud over hækken, men han har ikke sagt noget - endnu.
Vi har taget konsekvensen nu. Når man er så heldig som vi, at have to steder at bo, må det indebære, at nogen kommer og ordner vores have - villahaven for sommerhushaven er som bestemt for at vild. Men for nabofredens skyld kommer Lise eller dvs jeg kan se, hun lige er kommet.
Hun ligger altså lige nu derude på sine knæ og hiver op af de gode mælkeøtterødder, som sidder så godt fast mellem fliserne. Som hun siger: man må tage dem med roden, for de kommer hurtigt igen, hvis kun man tager knoppen. Og det har hun jo ret i. Alt ondt må tages med roden. Og så kan man selvfølgelig diskutere om mælkebøtten er ond. For de fleste villaejere tror jeg imidlertid den er. Og det er den et vist sted også for mig. Undskyld mælkebøtte, for på den anden siden side, synes jeg også du er noget af det smukkeste at skue udover en en dansk sommereng, som vi kender den bedst.
Mælkebøtter og andet ukrudt...det er Både-og, relativt, på godt og ondt - som at være villaejer som at være haveejer her i efterslæbet af en sommertid og det første spadestik taget ind i en efterårstid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar