Plukket af en septemberbuket

Det har været svært at finde tilbage til rytmen hjemme igen, virkelig hjemme fra sommerhustiden. Det er meget moderne det der med at være omstillingsparat, men jeg må nok erkende, at jeg er meget lidt parat eller indstillet på omstilling. Ting tager tid for mig. At vænne mig til at være hjemme igen.

Men egentlig slet ikke nyt, selvom jeg bliver lige overrasket hver gang. Indtil jeg igen tager mig selv i det, og tænker: nåh ja, det er jo sådan det er med dig. Ja, faktisk bliver mindet om det næsten dagligt som når jeg ved aftentide skal vænne mig til, at det bliver nat og at jeg skal sove og ved morgengry, skal vænne mig til, at det er dag igen og de aktiviteter venter mig, som hører den til.

Så skulle man måske tro, at jeg er ved at blive gammel, og det er måske det, jeg er, for jeg skal have mere tid, har brug for mere tid til omstilling, stillen ind på. Og så tænker jeg: det er vel også ok. Der kommer vel et tidspunkt i et menneskes liv, hvor livet er for kort til ikke at have sjælen med. Det er mit. Det er godt for min sjæl at være langsom.

Det er efteråret også. Sjælen synger vellystigt med efterårets farvesymfonier, der spiller på himlen i dramatiske formationer og de hvirvlende blade, der falder fra trækronerne. Den synger i den skarpere luft, der rammer mit ansigt, når jeg løber en tur og bringer et frisk pust ind i hele systemet, som gi'r mig energi og gør mig glad.

Men nu skal jeg være langsom her på falderebbet af dagen, torsdagen. Langsom med min sovethe, mine ord lige nu, mine skridt, der lige om lidt skal bevæge sig ud til tandbørsten og opad trappen til min seng, som venter mig og natten, der måske vil byde mig på farverige drømme. Hvis jeg ønsker det stærkt nok. Og det gør jeg. Godnat!