fredag aften

Al den teknik...nu har jeg altså brugt rigeligt med tid på at finde ud af det. -Og det jeg gerne vil finde ud af er: Hvordan søren får jeg alle med på listen af de blogs, hvor jeg læser med. Jeg kan se i mit betjeningspanel, at jeg har tilføjet mange, men slet ikke alle bliver offentliggjort...så jeg spørger bare: er der nogen, der har de viise sten til, hvordan jeg får alle offentliggjort på listen???

På forhånd tak!

Ellers et par travle dage...nye sko, blomsterindkøb, solen skinner og i aften skal jeg også se bryllup. Kom for sent til William og Katies, så ta'r det, jeg har set efterhånden adskellige gange med Andy Macdowell og Hugh Grant, som vist nærmere er et antibryllup. Men sød og morsom, og ikke mindst britisk. Bare for også at mærke lidt af den anglosaksiske ånd, der har bølget ind over landet fra the british kingdom. Det bølger helt ind i brystet med følelsen af storhed, pomp og pragt. Stor og magtfuld kultur med dybe rødder, som vi vel egenlig deler med dem på den anden side af kanalen.

Nå, jeg hár fundet min kanal for aftenen :-) God fredag aften!

Forår i min mave

Det er de små ting, der tæller. F.eks. at gå ud i min have fra morgenstunden, hænge det våde vasketøj op, dufte det nyslåede græs, lytte til fuglene, der er ved at synge os ind i maj. Det kan ikke vare længe, og bondemandes gylle, som er spredt udover nærliggende marker, sætter også deres spor i mine sanser, omend med en skarphed, der står i kontrast til fuglenes blide morgenkoncert. Det gør mig glad, det helt enkle, nære liv her fra morgenstunden.

Endnu inden min hjerne begynder at tage over. Den vil også være med. Ja, det vil den. Den vil snart tage over, hvis den får lov. Det gør den ikke lige med det samme. Den får lov til at slumre lidt endnu mens jeg nyder min morgenkaffe, min smoothie. Den vil virkelig gerne være med lige fra start, men erfaring har lært mig, at alting fungerer allerbedst, når den bliver holdt lidt i ave.

Lige nu er der ellers ikke meget, der bliver holdt i ave, når jeg kigger mig om i min have. Alting vælder frem fra vinterens skjul.Jeg kan ikke tænke mig noget smukkere tidspunkt på året end lige nu, hvor træerne står med sine grene pakket ind i det fineste hvide slør, næsten som skyer der er faldet blidt ned fra himlen, og har sat sig på toppen af træerne for at lave skyggeteater på græsplænen. Til ære for - nej bare fordi, det er sådan det er; livets gang, livet der springer ud hvert år, ikke til ære for nogen, men måske bare som et vidnesbyrd om at livet ER, på trods af kulde, mørke, død, ødelæggelse - så ER livet.

Og det går videre. Livet i min have, dag for dag, uge for uge, år for år. Det gør mit også. Meget har ligget stille i en uges tid. Det har været påske. Det har været dage der, hvor jeg kommer fra. Der hvor jeg er vokset op, og sammen med dem, der har været med til at forme mig til den, jeg er idag. Der skidt og kanel imellem, mest kanel, og jeg har da også nydt min mors kanelbullar, omend de ikke er af den svenske slags, men mere i stil med bager Karlsens. som min morfar, bagermester Karlsen lavede dem. Dem kan min mor også, og ligeså kan jeg - i hvert fald spise. Og således godt fedet op efter besøg på hjemegnen, tilbage med fornyet kraft til at liste videre med mine planer og projekter i hånden, og med spænding se, hvor det hele fører hen. Det her liv :-)

Livet er smukt

Jeg véd ikke, om jeg kan sige det samme om Kalundborg, hvor jeg har været på strøgtur i dag i forbindelse med påskeferie i det vestsjællandske. Det vil måske være en tilsnigelse.

Men smukt var det nu alligevel at stå nedenfor bakken, hvor Vor Frue Kirke knejser op mod himlen blå, med en enkel lammesky på.

Noget der er grimt - noget der er smukt. Der er både - og i Kalundborg - og når alt kommer til alt - hvor er der så ikke det??? Har ikke alle steder et lidet flatterende hjørne, som helst gemmes væk , og aldrig når turisbureauernes brochurer.

Turist for en dag - det var hvad jeg var, og jeg nød både den rødstenede kirke, den blå himmel, lammeskyen, cappuchino på Café (hold fast) Soleil, og det var den (le soleil) der dansede i havnebassinet, hvor den sidste færge vist snart stævner ud.

Der er et valg - der er altid et valg - et valg mellem at se tingene med briller, der stiller ind på de positive aspekter eller briller, der stiller ind på de negative. Og der er positivt og negativt ved alt. Så jeg valgte at finde de positive briller frem fra tasken, og havde en dejlig dag i Kalundborg. Det er et spørgmål om indstilling om "livet er smukt".

Lørdagsliv

Morgenmad med husbonden. Lørdagsliv med Politiken, levende lys og duften af nybrygget kaffe. Uhm...dagen kommer langsomt fra start. Ingen sol idag, men sprækker af lys trænger ind i sjælen ved min elskedes berøring under bordet, hvor vi fletter bare tæer. Mads med Monopolet trænger igennem avisknitren. Han introducerer dagens værter. En trestjernet salami bestående af en balletmester, en popmusiker og Susanne Bjerrehus. Vi holder i særlig grad af hende her hos os, der har det med at sige tingene lige ud af posen. Og det er ikke småting, der kommer derfra, hvor vi nogle gange kan få røde kinder i morgenkrydderen, mens vi er ved at få kaffen galt i halsen.

Galt i halsen får vi ikke varerne, som vi senere vil cykle ned at hente på havnen ved vores fiskemand, som åbnede dørene op for sommersæsonen. Det er virkelig et tegn på det, der venter, det der allerede spirrer så småt. Det sommerlige, og vi har lige hørt på radioen, at temperaturen tænker sig at snige op på de 20 grader i næste uge. Var det virkelig det, vi hørte? Kigger spørgende på hinanden, men ja, de gentager det engang til en time senere.

Efter endnu en time, vores timelange morgenstund, indtager rastløsheden min elskede. Havet ligger i besnærende nærhed og det er ikke længere muligt at tilbageholde trangen til at se om kast med snørren i dag vil gi' bid. Så han rumsterer med grej og udstyr, mens jeg sidder tilbage og selv bliver helt klar til det, der nu kan trække mig videre ind i dagen. Det er der meget, der kan. Især ord og bogstaver har en særlig tiltrækningskraft. Trangen til at lade ord komme ud, fumle med dem, pusle med dem, vende og dreje dem. Det er som en bedre kryds og tværs, der skal løses, men som der ikke findes nogen løsning på. Ingen løsning, noget flydende, der slår ind mod fast grund for at drive ud igen i det uudgrundelig dyb, hvorfra alting kommer.

Hvor også fiskemandens fisk kommer fra. Havets frugter der frister med friskhed og inspirerer til lækkerier, der kan tilberedes senere. Men senere er der fødselsdag i familien, og så er der nok noget andet, der frister. Men i morgen...er der atter en dag, og atter en dag, for øen har først lige åbnet og tak for det Søren fiskemand, der hvert år kommer her og iklæder hende sommerkjolen så overbevisenden at vi nu tror på, at det sommerlige virkeligt er lige om hjørnet.

God lørdag!

At følge sit hjerte

Jeg har været igennem nogle ting rent arbejdsmæssigt indenfor det senste halve år, hvor jeg har risikeret at opsige et job to gange, fordi der var noget, der ikke mere var godt for mig. Det første job havde jeg været i i mange år, og i det var der ikke mere for mig, bl.a. også fordi, jeg havde taget en ny udddanelse, og skulle realisere noget i relation til det. I det næste job, troede noget i mig, at jeg kunne realisere noget af det, som jeg ikke kunne i det forrige. "Noget" - det var nemlig ikke hele mig, der troede på denne realisering, noget i maven strittede imod. Det, der strittede imod kunne imidlertid ikke finde ørenlyd for alle min fornuftige forklaringer, som min hjerne kunne diske op med, så det endte med, at jeg trodsede min maves spæde indsigelser, og jeg sagde "ja".

I går blev jeg kommenteret herfra i en dialog omkring det at gå efter sin mavefornemmelse. Jeg lagde en kommentar hos Oline, som havde skrevet et indlæg om det, og berettede om min historie, om det at ende med at sige "ja" til et job, som min mave faktisk sagde "nej" til. At se stort og flot på de budskaber, som kroppen kommer med. Meget hurtigt stod det klart for mig, at det her ikke gik - med det nye job. Jobbet i sig selv var godt, men der var for meget af det, som mit hjerte virkelig brændte for, som jeg måtte tilsidesætte, og det gjorde mig frustreret og stresset - og ja, min mave gjorde ondt. Så jeg måtte tage en ny beslutning og sige jobbet op igen. Så det gjorde jeg.

Men hvad har jeg så lært af det? Det var det Oline fik mig til at tænke over:

Det er nok indlysende: Men så kan jeg lære det ;-) at lytte til min mave, og det der rør' på sig dér. Den vil mig virkelig noget, når den gør det.

Jeg kommer også i kontakt med taknemmelighed over så viiseligt jeg (vi) som mennesker er indrettet, at jeg har en krop, der kan vise mig vej. Den har vigtige budskaber at bringe.


Og jeg kommer i kontakt med en erkendelse af, at der ikke er noget, der hedder forkerte beslutninger, men at de beslutninger jeg tager, tager jeg, fordi der er noget, jeg skal lære.

Så det jeg skulle lære, og som står endnu tydeligere for mig nu end for fire måneder siden:

at lytte ind i kroppen - taknemmelighed - anerkendelse for mine valg

Og det mit hjerte virkelig brænder for, det har fået plads, og bliver realiseret med små skridt. Udvikler sig som et lille barn udvikler sig. Tre skridt frem, to tilbage, men stødt og sikkert går det i en retning, som min mave er helt tilfreds med :-)


Dejlig weekend ønskes til alle herfra, hvor solen skinner fra en skyfri himmel i dag ;-)

Et ben foran det andet

En sky der ikke vil lette. Det er torsdag morgen, og selvom der er sol på himlen derude, så hænger der en sky herinde. Indover mig. Tung som bly, en dyne af bly som hænger over mit hoved, mens jeg kæmper en kamp med kroppen for at få den til at rejse sig fra min seng, hvilket er næsten umuligt. Undslipper dog skyen, og kommer på benene, får mig noget morgenmad og kigger ud på solen, mens skyen er fulgt efter mig, og ikke vil slippe. Jeg har lyst til at krybe, krybe henover gulvet, finde min varme dyne, som nok er kølet ned, men stadig blød og rar. Finde den igen og krybe ind under den, forsvinde fra dagen, forsvinde fra skyen. Bare forsvinde. Ikke se, ikke høre, ikke mærke - En torsdag morgen i mol. Jeg kender godt den melodi, jo alt for godt. Det er sådan en dag, jeg skal være ekstra god ved mig selv. Det er sådan en dag, jeg skal finde de gode historier frem, de gode historier frem om mig. For det skyen kan, det er at fortælle de dårlige historier om mig. Så det er i dag, jeg skal gøre mig umage for at finde modgiften, virkelig umage, for at finde det frem, der kan fortrænge de blå og grå toner i dagens morgenkoncert og gøre dagen lys og farverig, selvom den kom dårligt fra start. Et ben foran det andet. Det kan jeg godt. Det er ikke svært. Så skal det nok gå - trods alt...

Gul som forsythia

Jeg vil tage lidt solkinsfarve ind i min stue fra den forsythia, FORSYTHIA....er det ikke et skønt ord...jeg synes det. Dejligt at sige, smukt når det står skrevet...men den forsythia, der står i min have. Den står der og skriger med sine gule farve midt i alt det gråmelerede derude. Ja, for idag er også en grå dag. Sådan en dag, hvor jeg må finde gummistøvlerne frem og så bare trave derudaf og lade regnen piske i mit ansigt. Jeg kan faktisk godt lide det, når bare jeg er klædt på til det.

Den tur i regnen bliver dog vist en tur i fantasien lige idag, for jeg har andre ting, jeg skal idag. Men hvis jeg nu alligevel gik med min fantasi, ud i regnen med gummistøvler og regntøj på, ville jeg blive overrasket over, at fuglene ikke er vendt om og draget sydover igen. De synger jo, så det er en lyst, trodser vejr og vind, og lyder ikke engang som om de bliver forkølede, selvom de for længst må være gennemblødte. En lille busk, en gren finder de, hvor de kan sidde og skutte sig, vente på at solen kommer tilbage.

Sådan sidder jeg også og skutter mig i min sofa - nu har jeg "ordnet" for idag, og har fortjent en rygende varm kop the, meditativ vegeteren inden jeg skal fornøje mig i mit køkken. Véd ikke præcist med hvad, men har alligevel en idé om, at vi skal spise noget middelhavsmad. Det vi ikke kan indtage i det ydre, tænker jeg vi må tanke op med i det indre. Så en spansk tortilla lavet på øko-æg med blommer så gule som forsythia, med kartofler, en vitaminrig salat, og de første purløg fra haven. Jeg tror, det ender med at cellerne kommer til at smile som små smileyer, der suser rundt i systemet tilfredse og mætte - selv på endnu sådan en gråvejrsdag i april :-))

På en regnvejrsdag

Regn, regn, regn...jeg kan høre det på mit tag, endnu inden jeg er stået op. Det lyder hyggeligt. Står op, og tænder op i pejsen. Det er hyggeligt her med regn, ild, blog, pen, papir, latte og lassi.

Jeg troede bare, det skulle blive sol idag også, så lod mit vasketøj hænge ude natten over i forvisning om, at det skulle tørre i solen idag. Sådan skulle det ikke være. Det er stadig april, og lige godt for det, for det kunne ligeså vel have været en dag i juli, der endte med at skifte sit lune henover natten, og gjort stik modsat af, hvad vejrprofeterne havde sagt.

Nå, men regn er også hyggeligt og godt, selvfølgelig bare ikke lige for vasketøjet. Men fasanerne skræpper fortsat og ufortrødent uafhængig af om det er sol, regn, gråvejr, og der er mange af dem. Flotte, farverige hanner, og de lidt kedeligere hunner, at se til i hvert fald. Fasaner, rådyr, egern og ræven, et væld af fugle, som jeg ikke har nok ornotologisk kendskab til at identificere, men mange og forskellige. Men alle dyrene er "venner" som kommer forbi mit vindue i løbet af dagen og på forskellige tidspunkter.

Vi har besluttet, at vi allerede nu er startet lidt på "påskeferien", ikke fordi vi har ferie endnu. Der er stadig arbejde, der skal gøres, men det virker lidt ferieagtigt at tage afsted til arbejdet herfra, hvor vi er. Og vi er i vores sommerhus. Når vi er her, bliver alt lidt mere ferieagtigt, selvom der er arbejde, der skal gøres, og vi må køre nogle ekstra kilometer for at komme frem og tilbage. Men det, vi har her, er de ekstra kilometer værd.

Sigurd, synes også det er rart at være i sommerhus. Han er en rigtig indendørs hankat, og synes ikke at være mere fristet af det udendørs end, at han indtager indtrykkene af udendørslivet fra en sikker plads på spisebordet eller et lunt hjørne ved siden af brændeovnen. Men han er årvågen og intersseret, så det skal vi ikke tage fejl af...det kommer...at han vil ud at lege med naboens sorte kat, jage fugle og det der større. Sæsonen er først lige startet. Det bliver godt for ham, og ikke så godt for fuglene. Men der en naturens orden, som vi ikke kan sætte os imod. Og heldigvis for det. Der ér grænser.

Nej, se nu...hvor den spankulerer rundt herude den ranke fasan, og skræpper op - frem og tilbage henover grunden. Er på vagt - hver gang jeg forsigtigt, forsøger at åbne døren for at forevige den, spæner den afsted. Har han færden af noget, en hun i nærheden??? Jo, der kommer hun. Men nej...kostbar er han også....kigger den anden vej, lader som ingenting. Optakt til parringsdans?? Amoriner i luften? - Jo, jeg tror det. Det ér jo forår.

Så hatten passer

Har rystet støvet af min sommerhat i weekenden, hvor den er blevet flittigt brugt. Den sidder på mit hoved lige nu, og skygger for de sene eftermiddagsstråler, inden den bliver lagt på plads til forhåbentlig snarlig brug igen.

Inden denne sene eftermiddagsstund i solen: timer på café, et nyt møde, idéer og tanker, der udveksles. "Jeg sætter min hat, som jeg vil" - der kommer et tidspunkt i enhver kvindes liv, hvor hun må sætte hatten, så den passer - lige til hende. Det tidspunkt er kommet. -Og vist ikke bare for mig.

Hatteprøvning var en hyggelig beskæftigelse, når jeg og min veninde i vore yngre år skulle forbi Magasins eller Sallings hatteafdeling i Århus for at prøve hatte i alskens afskygninger. Her kunne vi lege med tanken om at være en anden, end den vi var. Gøre os finere, end vi var eller mere lurvede. Væsens forskellig er hatteprøvning idag. Nu prøver jeg nemlig ikke at forestille mig at være en anden end den, jeg er. Jeg prøver "bare" at være mig, at finde den hat, der er min og kun passer til mig - men det er altså også en sjov leg.

Hattelege, tror jeg man kan lege hele livet, og det ér altså sjovere at have nogle at lege med. Tak for leg idag, Lene :-)

Hjertelig fredag

Da jeg lagde mig på puden i aftes, tænkte jeg:

- at elske min mand
- at elske mit hjem
- at elske mit arbejde
- at elske min kat
- at elske mange andre
- at elske mig selv
o.s.v.

Der er mangt og meget, der skal have opmærksomhed - og husker jeg nu det hele? Det gør jeg vist ikke. Tænkte lige kort, at det var tankevækkende, at jeg nævnte mig selv til sidst på elske-listen, fordi det jo er step no one til overhovedet at kunne elske noget/nogen anden, at man kan elske sig selv. Men kom så i tanke om, hvordan det jo også er kærlighed til mig selv at gi' kærlighed til dem, det, der betyder noget for mig.

At elske ( som jeg først virkelig forstod, hvad er, da jeg læste R. Corveys "Syv gode vaner", hvor han taler om det at elske som et verbum - et gøre-ord)...at elske er for mange - eller for at tale for mig selv - er (var) for mig umiddelbart sådan et status-udsagn: Jeg elsker ham ikke...så jeg må gå fra ham, eller jeg elsker ham... så jeg må gifte mig med ham. Status slut. Enten eller.

Corvey åbnede virkelig mine øjne for det at elske som noget, der er en praksis, noget som kan opøves. Corvey skriver om en mand, som han havde i terapi/coaching. Han havde det svært med sit ægteskab, fordi han ikke elskede sin kone mere. Til ham sagde Corvey:jamen, så elsk hende. Manden: jamen, jeg elsker hende jo ikke mere, og Corvey siger til manden: Så elsk hende alligevel. Jeg forstod, at det at elske ikke er noget mystisk, som vi ingen indflydelse har på. Det er handling - eller i hvert fald også handling.

Siden er så kommet en anden indsigt for mig i forhold til det at elske: at det at elske en anden, et projekt, også er at elske mig selv. Jo mere jeg kan gi' ud des mere vokser mit hjerte og spreder sin energi ud og også ind - til mig selv. Det er kærlighed og selvværd i sand forening. At praktisere hjerteenergi er virkelig en win-win situation, og jeg får et indre billede af en stor kugle af hjerteenergi, der ruller sig ud og bare bliver større og større jo mere den ruller ud og snart smelter hjertekugler sammen i en forening fordi det hjerte der får, også vil begynde at rulle sin hjerteenergi ud. Et sandt univers af hjerteenergi har vi snart :-)

Hjertelig fredag til dig der måtte ha' været forbi her :-)

Latte og Lassi

Der er noget at værdsætte i det små. Husker jeg altid det? Nej, for pokker. Værdsætter jeg virkelig, at det betyder noget for mig, at jeg kan anrette mig ved morgenbordet med den kop, jeg godt kan li' at se på, holde på og drikke af og en lassi lavet lige til mig lige efter min mave. Nej, jeg gør det bare, rent mekanisk fordi det er blevet den måde jeg gør på om morgenen, når jeg står op, men nærværende??? Nej! Godt nok søvndrukken til en start, men snart ta'r tankerne over. Jeg er ikke nærværende. Så snart mine drømme for natten har ladt pladsen tilbage for dagens komme, tager noget andet hus i mit sind. Såsnart bevidstheden vågner begynder den at arbejde: hvad skal der ske idag, hvad nu med det, hvad nu med den. jeg vil også, måske skulle jeg også....tankestrømme som tornadoer rejser sig med dampen op fra morgenkaffen, så blikket, nærværet, smagsløgene sænker sig i afmagt, og indser de har tabt slaget - igen idag!

Men hvad skal der til for at sætte en kæp i hjulet på den her indre kværn, der har stillet sig på repeat og gentager sig selv i et væk. Kunne jo lade det komme an på en prøve....prøve at praktisere bevidst nærvær....bringe yoga-praksis (mindfullness) indover min morgenmad...holde fokus på det, jeg drikker og spiser. Gøre det i et tempo så jeg virkelig smager, dufter, mærker, ser, og for hver gang jeg begynder at tænke...ups...tilbage NÆRVÆR....

Jeg véd det bliver en kamp, en kamp med tankerne selvfølgelig. Men det bliver også en kamp med den stemme, der tvivler på at jeg kan...at jeg kan disciplinere mig så meget, at jeg vil være i stand til at overroule mine tanker, kraften fra min tanker. For det må jeg sige, tankens kraft...den er go' nok. Den er meget virkelig, og lige nu (i morgen tidlig) udfordrer jeg den - for at se om værdsættelse i det små er så eftertragtelsesværdigt og om Latte og Lassi kan sætte en kæp i hjulet på kværnen.

Alting findes

Jeg så for tredie gang i går den fantastisk film "Ind i hilmen" af svenskeren Kay Pollak. Den handler om en komponist, hovedpersonen i filmen, og hans livsdrøm om at lave musik, der får hjerter til at åbne sig. Han hævder, at selvom han er komponist, så er musikken ikke hans opfindelse. Musikken findes allerede. Den findes, men skal bare hentes ned (fra himlen (mine ord)). Hjertet skal åbnes for at blive modtagelig for musikken, som allerede findes, og det arbejder komponisten henimod i det lille lokalsamfund, som han har søgt tilflugt i efter en lang og hård karriere ude i verden. Han arbejder med det lokale lille kor, og arbejder henimod at åbne deltagernes hjerte, så de bliver modtagelige for det der kommer ned til dem og som kan aktivere den iboende kraft og universelle stemme i hver enkelt. Ad mange veje og omveje når koret højder, som sprænger enhver konvention og får hele lokalsamfundet til at slå kolbøtter nedad de nordsvenske fjelde, og får hele englekor til at stemme i med gudommelig indvirkning på den enkelte, det kollektive og universet.

Det er en smuk film, og det er en smuk tanke: at musikken allerede findes. Findes førend den blev opdaget. Det er en smuk tanke at tænke at ALTING findes - inden det bliver opdaget. Der er virkelig basis for en opdagelsesrejse. Ud på de store have, opdage nye lande, øgrupper, fremmede folkefærd, dyrearter, golde egne, fordige egne o.s.v. Kan jeg overhovedet lade være? Nej, jeg er en evig explorer. Min rejse har været årelang, og jeg véd den bliver livslang. Jeg kan ikke lade være at tage afsted. Bliver ikke længe et sted uden jeg snart må videre. Verden er stor. Den er så stor så stor. En sjælden gang kan jeg føle mig så lille så lille i min erkendelse af, at jeg ikke får det hele med, men kan så knibe mig selv i armen og minde mig selv om det fantastiske, jeg får med. Og det er fantastisk. Livet er smukt i sin brogethed med mærkelige folkeslag, knoldede vej, grufulde havuhyrer, som pludselig kan dukke op under en ellers fredelig rejse. Men hver en sten, hvert et uhyre, hver en fremmed er min anledning til at gøre kun endnu flere opdagelser - af dem som allerede fandtes, inden, jeg opdagede dem.

Kay Pollak - one of my heroes!

Langsom søndag

Langsom morgenstund.

Langstræk i sengen inden jeg rejser mig. Her dufter af morgenkaffe. Uhm, min mand er oppe før mig. Kigger min kat ind i øjnene, som har taget plads lige i øjenhøjde udfor min seng. Langsom, langsom vågne. Åh...der er ikke noget bedre end langsom opvågnen til duften af friskbrygget mokka.

Langstrakt morgenmad. Avislæsning. Hella Joof og Nicolaj Koppel på P2 "der er for meget aftenshow over dig" siger hun skælmsk til ham :-)

Langsomhed - langsom som søndag morgen.

Langsom sol - nej, jeg véd godt, det hedder sort sol, men solen trækker tiden ud. Den er langsom idag. Men kommer langsomt snigende, inden den igen langsomt forsvinder, langsomt smeltende ind i et røgslør af dis.

Kender godt den dis. Det er en dis, hvor jeg kan blive væk, væk for mig selv. Ikke se landet omkring mig. Hvilken retning, jeg skal ta'. Tager skridt, men i blinde. Snubler ind imellem, men alligevel ikke mere, end at jeg kommer på benene igen. Et indre kompas fører vejen, og véd tilsyneladende, hvor vi skal hen. En intuitiv vandring, som sjælen kender til, men ikke mit jeg. Men jeg tror på sjælen og følger med. Jeg har tillid, selvom jeg også kan blive utryg. Men den vil et sted hen med mig, sjælen, og jeg kan mærke, det er vigtigt. Og hvad der er godt for den, er også godt for mig. For jeg er også min sjæl. Så selvfølgelig går jeg med. Selvfølgelig skal jeg med. Ligesom Blachmann ville sige: selvfølgelig går du videre. Det her - det er x-factor. Det er sgu det, det hele handler om. Ja, det er det, det er, og jeg går med i det disede land. Ser solen i glimt, og véd at den skinner for fulde gardiner lige på den anden side af disen.

Det her er ikke en dis, der lukker. Den kender jeg også godt. Men sådan er det ikke idag. Idag er det forventning, håb og tillid den gemmer på, så jeg værner mig med langsom tålmodighed og tillid på min langsomme søndag,

Primetime Kvinder

En dejlig fødselsdag i dag hos en veninde. En fødselsdag, hvor der var arrangeret yoga-time for hele selskabet på 11 skønne og kraftfulde kvinder. Lækker mad og vin efterfølgende og kvindesnak omkring fødsler, følelser, rejser, selvudvikling og i virkeligheden meget lidt job, uddannelse, karriere.

Jeg faldt over en meget kort åndelig jødisk sang i Albertes tro, håb og kærlighed. Den lyder sådan:

Hinneh ma tov u ma naim

Sjevet achim gam jachad

og betyder: Hvor er det godt og skønt at sidde sammen, brødre. Det er en sang som synges til begyndelsen af fester og fredag aftensabbat. "Den ene linje lægger sig som et stort varmt tæppe på de forsamledes knæ, henter samhørigheden frem op ad lommen og breder sig som cognac i brystet". (Alberte)

Den mangler selvfølgelig at henvende sig også til kvinder, men jeg kom til at tænke på den alligevel, og det var som om et stort varmt tæppe havde lagt sig henover vore knæ og der var noget samhørighed og fællesskab til denne fødselsdag, omend mange os ikke på forhånd kendte hinanden. Der var noget særligt ved det her selskab, kun bestående af kvinder i den i tiden så moderne primetime alder, for det var sådan et selskab, alle plus - minus de fyrre, og nogle (f.eks. mig meget meget tæt på de 50). Det vi i dag kalder primetime kvinder, og som ellers er gået under navnet kvinder i klimakteiet. Uf, det lyder ikke rart (og det føles heller ikke altid rart med de forskellige hormonelle forandringer, skulle jeg hilsen at sige), men der er noget andet, der er meget mere interessant at tale om, og så er der altså noget meget mere opløftende i at kalde os noget andet - alt andet end brugen af ordet klimakteriet. Det lyder som en sygdom - OG DET ER DET IKKE. Tværtimod. Det bliver så tydeligt sådan en aften. Godt nok kan vi tale om hedeture, humørsvingninger, hængepatter og rynkehud, men med ironisk distance og klasken på lårene. Flygter vi fra noget ved at distancere os? Det gør vi måske nogle gange, men jeg hører faktisk en stille alvor i nogele helt andre dybe reflektioner. Jeg hører en anden for for reflektion over livet og livets gang. Jeg hører, hvordan der bliver reflekteret over perspektivet. Tidsperspektivet. Hvordan perspektiverne forandrer sig. Vi begynder at øjne en grænse ude i horisonten. En grænse for hvor længe det her liv varer ved. Forhåbentlig i lang lang tid endnu, men jeg sporer en underliggende alvor, som ikke hører de yngre år til. Men lige prævis denne tidshorisont er måske med til at gøre os så meget mere umage med, hvordan vores liv skal leves. Der er altså ikke så mange fjumreklip tilbage. Det skal være ordentligt nu, og livet skal leves fuldt ud. Og det bliver det, jeg hører det omkring hele bordet. Livet får fo fuld skrue: karrierer udfolder sig, er på det højeste. Ivrigheden efter at se nye horisonter, tage nye ddannelser, rejse ud til fjerne rejsemål, udvikle os i det ydre som i det indre. Håret, tøjet er i orden. Vi plejer os selv, passer på med, hvad vi byder vores krop. Det er som om, at den erkendelse af, at det ender det her liv, får os til at anstrenge os endnu mere. Der er ikke tid at spilde. Livet skal være kvalitet, og det skal gi' mening, det vi foretager os. Tingene skal hænge sammen i en holistisk forståelse. Vi er forbundet i krop og sjæl. Vi er forbundet med universet. Vi er forbundet med hinanden. Jeg oplever en følelse af samhørighed med de her mennesker, som jeg slet ikke kender, og så alligevel nu, synes jeg kender. Vi er i samme båd. Vi har alle mere eller mindre stille erkendt, hvilken vej det går. Det går godt nu, bevarres, og vi lever for fuld skrue, men der er noget større, noget i fremtiden, der kan være for skræmmende til at vi kan blive ved med at leve på hver vores egen lille ø, et sted hvor vi har brug for hinanden, og begynder at trække os en smule sammen selv med mennekser som vi aldrig har mødt før, men vi har om nogensinde før noget til fælles nu, som kan mildnes i netop fællesskabet.

Jeg synes, det er smukt, når livets alvor får os til at vokse og udvikle os, og det er lige præcis den mulighed vi får foræret med denne overgang, med denne livsfase. Det er en chance for udvikling, fordybelse og en mulighed for at at komme til at leve i større overensstemmelse med os selv og med hinanden.

Tak til jer alle og Carpe Diem alle I smukke og kraftfulde kvinder derude!

If It Be Your Will

En bøn....når jeg har brug for ro i mit sind