lørdag den 25. juni 2011

Græske drømmerier


Når himlen ligner et klippet får..., og det gjorde den. Lige der ved aftentid, hvor vi overvejede, om vi skulle sidde ude eller inde for at indtage vores aftensmad. Får vi regn? Jeg kigger efter sprækkerne, og jeg tror måske, at det holder tørt. Men om det er lunt nok til at sidde derude ved grillen; det er så en anden sag. For grillen er flyttet ud i haven. Væk fra huset for en stund, fordi der bygges terasse. En længe ventet terasse, delvis med tagdække. Og jeg tror måske, at vi hurtigt vil komme til at savne det i aften.

Solen har været på himlen det meste af dagen, og har for så vidt været gavmild nok, og har sagtens kunnet holde mig varm, men når den så af og til har taget sig en pause og har gemt sig bag en sky, så¨har jeg straks fået den kølige vind at mærke. Så er det frem med trøjen og tørklædet om halsen indtil solen igen dukker op. Typisk dansk sommervejr, er vist det, vi kalder det. Ak ja, du danske sommer. Du er og bliver lunefuld. Intet nyt under den himmel. Og sådan har du din egen charme, men jeg listede mig mig væk fra dig en stund. Jeg listede. L-i-s-t-e-d-e mig ind på solfaktor.dk - bare lige for at tjekke, om der skulle være et fuldstændig vanvittigt godt tilbud på en rejse til den tid, hvor vi skal holde ferie. Bare lige tjekke...

Det der står i mit hoved, i mine erindringer, det der betyder sommerferie for mig er og bliver Grækenland. Her er jeg fortabt. Ingen sommerferie uden Grækenland. Sådan har det været siden jeg i 1992 tabte mit hjerte dernede i det store blå hav mellem de hvide øer med blå tage. Mit hjerte tog plads mellem prominenete navne som havets gud Poseidon og det sunkne Atlantis. Jeg "hoppede" rundt mellem øerne med det nødvendigste habengut i rygsækken, mit åbne sind og en god veninde. Jeg tabte mit hjerte til det frie, naturlige liv. Et par dage her, et par dage der, et par nye følgesvende her et par svenske flickar der. Vi levede fra dag til dag. Sov i det fri, ved stranden, campingpladser under åben himmel. Rejsen rundt med Dimitris, Blue Star Ferries og hvad de ellers hedder de store både, der sejler mellem øerne, var højdepunkter i sig selv.
Sejle gennem den mørke nat, Putte sig i soveposen, mens en lun sommervind rammer kinden, skimter en ø i horisonten, som kun er synlig via de næsten neonblå gadelamer, der lyser over det natlige ø-liv, larmende motorer fra skibet, et uforståeligt sprog over højttalerne, hver gang vi løb an til en ny havn, og vågne op med solen, der stiger op bag en ø og betages sammen med andre søvndrukne øhoppere fra hele verden. Jeg tabte mit hjerte. Det hoppede af borde her og fik nye venner. Først og fremmest Poseidon.

Gæstfrihed, skønhed, dybe kulturelle spor, som jeg føler mig beslægtet med, enkel, ærlig mad, som jeg hedigvis kan gøre efter, når jeg har brug for at immitere lidt græsk stemning, når jeg savner. For det gør jeg. Jeg kommer altid til at savne Grækenland.
Der er mange steder i Grækenland, som jeg har besøgt, og så er der dog nogle perler imellem, som står mit hjerte ekstra nært. Ham der gør det i mit liv, i mit daglige liv, var ikke med dengang. Men det er han nu. Han er introduceret, og har opdaget Grækenland, så han holder ligeså meget af at komme der. Og mest af alt - Amorgos - MIN og VORES ø.

Han kender ikke til mine flirterier i dag. Og jeg holder også tæt. For vi har en aftale om, at Grækenland må vente til næste år. Vi har vist opbrugt vores rejsekvote for i år. Vist nok...jeg håber lige til det sidste, at der dukker et uventet tilbud op, som vi ikke kan sige "nej" til. Men lad os nu se...kan godt mærke, at fantasien og drømmene løber af med mig nu, men hvad, så har jeg hygget mig med det sålænge. Lige indtil nu har jeg hygget med min kære mand under den danske himmel og det blev både til tszaziki, græskmarineret mørbrad med salat - græsk - selvfølgelig :-)Og nu er vi algså rykket indendøre.

torsdag den 23. juni 2011

Glæde, stilhed og heksetro

Traditionen tro - Sankt Hans bål ved lystbådehavnen. Jeg blev stille og sank hen i midsommerstemning. Her er ingen båltaler. Midsommeren taler for sig selv. Skyer der ligger i lag ovenpå hinanden og svæver henover himlen med vinden, der i år står ind med en frisk vestenvind. Mørke tunge skyer og rød-violette farver på himlen, der laver sprækker i skyerne og snart opsluger ildens flammer fra bålet,

mens midsommervisen trænger igennem knitren og hylet fra heksen på toppen. Glæde, stilhed og heksetro. Jo, en hellig treenighed på denne smukke midsommeraften 2011.

mandag den 20. juni 2011

Målet nået...



Jeg havde sat mig et mål. Det mål satte jeg mig engang i foråret sammen med en veninde, som havde været der før. Været med til Spartas kvindeløb. Jeg besluttede, at jeg skulle være med, og gik i træning - til mit første løb siden jeg var 20.

Det var en træning med en form som led lidt under vintermånedernes tilbøjelighed til i højere grad at krybe sammen i sofaen end i løbeskoene. Men jeg rystede støvet af løbeskoene og sendte dem med på tur ud i det tidlige forår med intentionen om at opbygge formen, så den kunne stå distancen på 10 km den 19. juni 2011. Mine første 10km siden jeg var 20. Og det kunne den :-)

Mit mål var at gennemføre løbende og det gjorde jeg. Ikke et skridt gik jeg udover de få forbi de to depoter, hvor vi kunne ta' en slurk vand og lidt energidrik. Jeg løb - ikke på tid. Jo selvfølgelig fik jeg en tid, men for mig selv løb jeg ikke på tid: Jeg ville bare gennemføre. Det med tiderne må komme. Komme senere - til senere løb. For ingen tvivl - dette var ikke det sidste. Det var det første for mig i nyere tid, og det var fantastisk. Fed stemning, fed energi og fedtforbrændning, så det gør noget. Hold da helt op, hvor kalorierne rasler af på sådan en tur, kunne jeg konstatere på mit nye Garmin-ur. Jeg har egentlig ikke nogen mål med min vægt. Næh...målet hedder tid. Næste gang står målet på tidforbedring. Men når jeg ser Rikke Lønholt løbe lidt frem og tilbage i start-/målfeltet som opvarmning til selve løbet, bliver jeg godt nok imponeret over en atlets krop. Så formet, proportioneret og harmonisk slank. Smuk.

Smukt tror jeg også det bliver i det næste løb, som vi allerede har besluttet at deltage i - Christianshavnermilen. Det er et mindre, og vist mere en slags træningsløb - men det gi'r så god mening efter gårsdagens løb, fordi der sker noget med min energi sammen med så mange andre løbere. Der bliver lige skruet op, så jeg yder lige det mere. Det var i hvert fald det, jeg oplevede igår. Og så bli'r det smukt derude på Christianshavn.

Heldigvis har jeg lige et par uger til at blive klar til det, og forbedre (for nu er det jo målet). Og det er godt, tænker jeg idag, for jeg kan godt mærke, at min krop har præsteret igår. Lidt ømhed i musklerne og træthed har dagen været præget af, men jeg er klar. Lige en dags mere restitution, så er jeg i skoene igen for at skærpe formen til milen den 4. juli - og jeg glæder mig allerede :-)

lørdag den 18. juni 2011

Ravvejr eller bare regnvejr



Det er ravvejr, siger min mand. Nej mand, det er regnvejr, siger jeg. Øse pøse sjaskende regnvejr. Det kan godt være der også er rav, men især er det regnvejr. Men ok - det behøver jo ikke være en hindring for at bevæge sig ud - for at kigge efter rav (min mand har virkelig fået blod på tanden, siden han i ugen fandt et stykke ved vores strand) - eller bare ud at mærke det øse-pjaskende regnvejr.

Så det gjorde vi. Trak i gummistøvler og regntøj, og kørte ud til den ende af øen, hvor vi er helt sikre på at blive godt pjasket igennem. En vind der stod lige ind mod os med plaskende dråber af vand, der bankede ned ovenpå hovedet, som vi havde bragt i ly under hver vores hætte på regnfrakken. Bankede på den gode måde vel og mærket - for det lyder dejligt herinde under hætten med dryppene, der falder rytmisk ned fra den stålgrå himmel, hvor det er svært at få øje på, at solen lige om lidt skal titte frem. For det skulle den.

10 minutter senere trænger et lys gennem skyerne, og glæden blusser forventningsfuldt op i brystet: lys - sol...det ligger på lur lige bagved skyerne, og snart kan vi skyde hætten nedover skuldrene og lade håret fange ind af en lun vind, der følger med lysglimtet på himlen. Det er ikke fordi solen er bedre end regnen. De er ligesom hinandens gode venner, og jeg kan li' dem begge. De komplenterer hinanden, hvor den ene kan noget, det andet ikke kan. For kan solen måske frembringe den musiske rytme som dråber fra regnen kan? Kan solen alene frembringe den duft af sommer, som en regnbyge er med til at forstærke? Kan regnen gennemvarme min krop og få solsorten til at synge for fuld udblæsning som på en solskinsdag? De kan noget hver især - Hr. Regn som Fru Sol, og de klæder hinanden i den danske sommer. Et solstrejf kan være tiltrængt som en regnbyge kan være det.

Idag er der måske så nok faldet lige lovlig mange af de tiltrængte regnbyger, men sådan skal det åbenbart være. Der er nogen/noget der har bestemt det sådan, og at jeg undervejs langs stranden bestemte, at vi skulle hjem og drikke eftermiddagskaffe i haven - i solen :-), det kunne jeg så godt glemme igen. For selvom solen kom på besøg også idag, var det kortvarigt. Den havde gemt sig bag skyerne igen, inden vi nåede hjem, så eftermiddagskaffen tog vi altså indendøre og tændte op i brændeovnen istedet - mens vi lyttede til regnen på husets tag og indsnusede duften af den hjembragte hybenrose i go' samblanding med nybrygget kaffe.

Det var ikke ravvejr idag. Der blev ikke fundet ædle sten idag, men det var regnvejr- det var det. Øse pøse sjaskende dejligt regnvejr. Fortsat go' weekend!

onsdag den 15. juni 2011

Drøm og lad fantasien svæve




Uhm...vinden sendte en duft af hyld med sig. Duft siger jeg. Nogle synes hyldenn lugter - lugter som kattepis. Jeg kan godt forstå, hvad de mener, men har aldrig selv tænkt den tanke, førend jeg hørte nogen sige det. Jeg tror, for mig, er hylden bare endnu et velsignet vidnesbyrd om, at det ER sommer, og at det snart er midsommer. En let, lys og levende tid. At alting forandrer sig med lynets hast i disse måneder, hvor hylden bl.a. henover tid - kort tid - forvandler sin lette hvide dragt til tunge blå-lilla klaser af bær, som vi kan høste i sensommeren og det tidlige efterår for at forvandle dem til den skønneste vitamindrik. En drik som vi kan hente vitaminer af henover vinteren. Eller lige nu - for ikke at tale om lige nu - bare tage de hvide skærme og lave en svalende læskedrik, til når sommervejret begunstiger os med sol og varme. Som i dag. En lun plet midt i solen. Sådan én har jeg fundet mig, og taget min pc og mit hjemmearbejde med ud. Hvor heldig kan man være. Jeg føler mig heldig, begundstiget og nyder lige præcis hyldedrik. Ikke én jeg selv har lavet, selvom det kunne det jo faktisk lige så godt ha' være. Men jeg nyder istedet den fra Nikoline. Den holder jeg af. Og udover at slukke min tørst får den mine celler til at smile med etikettens udsagn: Drøm og lad fantasien svæve...Jeg kan bare godt li' at der både er til krop og sjæl, og det er der i Nikolines :-)

mandag den 13. juni 2011

At finde og blive fundet


På aftenens tur til vandet gik jeg og tænkte på rav. At det kunne være sjovt at finde et stykke, og at jeg nu ville prøve at kigge efter det. Det gør jeg ellers ikke. Men i aften ville jeg gøre det. Knap havde jeg tænkt tanken til ende, førend næste tanke sejlede ind og tog plads i hjernen: at jeg måske skulle vende perspektiv og tænke, at hvis der skulle være en ravklump til mig på stranden, så fandt den nok mig. Den tanke føltes rar. Så jeg slentrede bare stille videre, lod mine tanker sejle videre i takt med de svage bølgeskvulp og overlod til, jeg véd ikke hvilken magt, hvorvidt jeg skulle have rav med hjem eller ej. Og det skulle jeg. Eller det skulle min mand. for det var ham - han fandt minsandten en lille ravklump på størrelse med et hindbær. "Der var det" sagde han pludseligt med snuden godt begravet i en lille dynge tang, som om han vidste, hvad jeg havde gået og tænkt. Han havde fundet et stykke rav, eller ravet havde fundet ham. Ja, tænkte jeg, men så har han mere brug for det end mig. Mere brug for, at det skal komme til ham end jeg har brug for, at det skal komme til mig. Det er altsammen i orden. Og det glæder mig, at se hans begejstring. Så bliver jeg også begejstret. Men endnu mere begejstret bliver jeg da også, da han synes, at jeg skal have det. Så er det næsten som om, at ravet også har fundet mig - bare via ham. Og det er da slet ikke ringe. Jeg véd helt nøjagtig, hvad jeg vil gøre med den lille guldklump: få lavet den sølvring med en natursten, som jeg ønsker mig. Jeg vidste bare ikke, at det var en ravsten, jeg ønskede mig i den. Men det véd jeg nu :-)

søndag den 12. juni 2011

Hjem til Århus






Jeg har været på søndagstur i min gamle hjemby idag. Argh...hvor jeg savner dig. Det mærker jeg rigtigt, når jeg nu er. Leger med tanken om at vende tilbage. Ikke bare tilbage på visit men så'n rigtig tilbage. Det har udsigter. Lange, og måske skal det slet ikke være. Hvem véd. Det er ikke nu. Nu GLÆDES jeg bare over at være her igen og mærke, mindes, hvor fortid og nutid blander sig i en en skøn symfoni med junisol, kunst, kultur og badeanstalt med vand der stadig er for kold til mig. Skulle du lægge din vej forbi Århus, så kig indenfor, kør ikke udenom. Kør ned til vandet, gå en tur med vandet på din ene side og Marselisskovene på den anden, og lad dig overraske af sjove og overraskende oplevelser midt i naturen. Sculpture of the Sea løber af stablen for anden gang, og den er et visit værd. Jeg oplevede det i dag sammen med min familie og mine gamle byfæller. Meget dejlig dag at the Sea.

lørdag den 11. juni 2011

Købstadsliv i sommerlandet


Jeg føler mig næsten helt ramt. Ramt af ferie. Ramt af feriestemning. En købstadsby i Danmark. En lørdag formiddag, hvor det summer af sol, sommer og turister. Mennesker på gaden i sommertøj og med humøret højt. Caféer er rykket udendørs og det samme er gæsterne på bodegaerne, som vist ikke er dem, der ellers plejer at indtage formiddagsdrikken på stedet. Tysktalende mænd, kvinder, børn og hunde har taget plads for at indtage den danske sommerstemning på bedste bodega-manér - skål, og egentlig ikke et ondt ord om hverken tyskere eller bodegaer. Jeg håber bare, vi kan blive ved med at mødes i gemütlichkeit på tværs af grænser og kulturforskelle og bevare vores ry som et land, man har lyst til at tage på ferie i, arbejde i m.m. Selvom det ry måske er ved at være lidt flosset i kanterne, og der i øjeblikket er ved at blive lavet tiltag, der sætter yderligere flænger i stoltheden over at høre til på den her lille plet på jorden. Jeg taler selvfølgelig om genoprettelsen af grænsekontrollen ved indrejse til Danmark, og det var slet ikke min mening at blive politisk Men jeg bliver ærlig talt ærgerlig over den mentalitet "vi er os selv nok", som jeg oplever vi kommer til at signalere ud i resten af verden. Skulle vi da ikke snart hellere begynde at reparere på det danske flag igen, sy flængerne sammen og reparere kanterne, så det kan vejre stolt mod den juniblå himmel, og vi med oprejst pande kan fortælle ude iverden, hvem vi er, hvor vi kommer fra og gi' den fremmedængstelige stemme baghjul. Jeg synes, det er på tide.

Nå, men det var den danske købstad, som altså er Grenå, jeg kom fra, og som tyskere med glæde, ser det ud til, har fundet frem til igen i år. Ligesom mig. Når jeg besøger mine forældre i sommerhuset på Djursland skal der altid en Grenå-tur til - en lørdag formiddag, når solen skinner og der er tilbud i butikkerne he he. Jeg elsker garn og jeg elsker bøger. En posefuld af garn til 140 kr., de fedeste strikkepinde til 10 kr fandt jeg i en lækker lækker garnbutik. Kunne jeg bare nå at strikke alt det, som den indbød til - suk :-)) og jeg fandt hos Tom, en gammel original af en marskendiser i en af sidegaderne til torvet fire bøger og fin keramikkande, som jeg lige kan se en hyberose i til den nette sum af 12 kr. Jeg gav ham 20. Han kiggede uforstående, men jeg ville simpelthen ikke være andet bekendt.

Tilbud er godt. Det kan jeg li', men for pokker, lad os nu ikke sælge mere ud af den go'e gamle danske folkesjæl, hvor vi med stolthed kan møde fremmede med åbent sind og på demokratisk vis lukke dem i hjertet ind.

tirsdag den 7. juni 2011

Sommerliv


Og der er sommer på vej...den bliver ved med at melde sig i min indre jukeboks. Men den er ikke på vej. Det ER sommer. Sommeren er startet, og jeg gør mig umage med at minde mig selv om det. At sommeren ikke er noget, der sker snart. Men noget der er NU. Ikke KUN noget, der sker de tre uger, hvor vi hiver stikket ud og holder sommerferie fra hverdagens gerninger og opgaver. Det er NU. Om bare et par uger, står vi omkring Sankt Hans bålet og minder hinanden om, at "nu går det den anden vej".

Den er i fuld gang sommeren - lige nu. Den er i fuld gang med at folde sine kronblade ud. Brygge den søde nektar, som vi skal høste senere på sommeren. Udgyde forførende dufttoner som for at vække sommeren i os. Så vi kan folde vore kronblade ud. Brygge sød nektar til forbedring for os selv og vores medmennesker. Være der for vores medmennesker og gi' et ekstra kærligt klap til vore modmennesker. Mennesker, der har smagt for meget bittert, for surt. Som i særlig grad trænger til at smage det søde. Trænger til sommerens søde nektar.

Må der blive noget til dem - til dem, der har fået for meget bittert og sødt, og kan jeg bidrage til at de begynder at tage for sig af retterne. For der er rigelig. Der er så rigeligt til alle. Er det ikke sådan, at jo flere blomster der plukkes i beddet, des flere kommer der. Så bare pluk løs, siger jeg. Jeg siger det til alle på min vej. Pluk for pokker løs af dem, du gerne vil ha'. Hold dig ikke tilbage, og vent slet ikke på, at blomsterne falder ned fra himlen til dig, selvom det kunne se smukt ud. Nej, vi må selv kaste dem i vejret for at få dem til at lande i vores favn.

Jeg holder mig ikke selv tilbage. Jeg kaster mange i luften, og der lander mange i min favn. Der skal farver på bordet i min bolig. Det skal dufte. Og når tid er, og jeg ikke kan komme så meget mere omkring, satser jeg på, at der står en kæmpe, en KÆMPE buket af store, farvestrålende, forskelligartede blomster. Ligesom mit liv har været. En blandet buket, mere eller mindre smukke, men med hver deres historie, der har givet mit liv mening. Min mening med MIT liv.

Ærgerligt for dem, der er tilbageholdende. Jeg vil gerne støtte og nære hver og én til at turde tage for sig. Og jeg siger "turde", for nogle gange skal der mod til, men jeg tror på, at det er der, sommeren starter og findes i hver af os. Og det er der sommeren ikke er noget, vi går og venter på, men noget som bliver nærværende lige NU. Og det er det, den er her på denne onsdag den 8. juni sommeraften. God aften :-)

mandag den 6. juni 2011

Blæst igennem


Der er taget hul. En ny uge. En ny uge i juni. En uge i starten af sommeren, og sommeren har vist sig fra sin allerbedste side gennem de seneste fridage. Lummervarme varsler vejrskifte. Det har været trykkende. Det har været ved at koge over. Det er ved at koge over, men det vil ikke rigtig blive til noget. Det ulmer lige under overfalden eller rettere lige over hovedet. Det trykker ind mod hovedet. Det trykker ind mod brystet. Det afføder en knugende fornemmelse. Det ligger der bare. Usynligt, trykker og knuger, og sveden begynder at pible. Det løber ned langs nakken. Ned under armene, nedad ryggen. Sved, sved, sved...sådan en dag. Det er ubehageligt. Godt jeg skal være i skyggen i dag. Godt, jeg skal være indendøre, ned i en kælder. Kan åbne vinduer, lave gennemtræk. Der trænger til at blive luftet ud, blive blæst igennem. Igennem i kælderen. Ud med alle spøgelserne. Ud med alle skeletterne. Blæse kælderen ud, så man kan trække vejret igen. Så himlen bliver klar. Klarhed, lethed, bevægelse. Denne trykken hæmmer, begrænser, kvæler al liv. Blæse det igennem. For pokker, hvor skal der blæses igennem. Og det var, hvad der blev. For pokker, en befrielse!

torsdag den 2. juni 2011

En dag går på hæld


En symfoni af dufte slår imod os, da vi kommer til engdraget ved vandet her ved aftentide. Havet i baggrunden og i forgrunden springer blomster og planter med duften af sommer. En stærk duft af sommer, der sætter sig i næseborene, så jeg kortvarigt forsvinder fra nu'et, fordi fortiden et øjeblik banker på. Minder flyver i en fart gennem mig. Minder om lyse sommeraftner. Ungdom. Barndom. Fester. Sommerferie. En nat der knap er trådt ind og som endnu er meget ung.

Natten er ung, men dagen er gammel. Dagen går på hæld. Solen står lavt udover vandet her ved Storebælts kyst. Og vi iagttager dens vandring nedover himlem, hvor den bliver mere og mere guld for hver centimer den falder. Det er smukt, alt er såre enkelt. Rene linier i horisonten. Svage bølgeskvulp, der slår smut indover bredden, og snart med solens fuldstændige forsvinden står det hele tilbage som silhuetter i et skyggeteater. Dagen blev gammel, lagde sig ned og forsvandt for idag.

Natten er stadig ung. Ungdommens nætter. De presser sig på. Ungedommen presser sig på. Jo, det er sådan, det er, når aftenen falder på, og den er smuk, så er det som om min sjæl vender sig indad og går ned sammen med solen ude i vest. Jeg bliver eftertænksom. Det ene øjeblik leger jeg jorden er giftig henover de store sten, der ligger, er let til bens, kysser min kæreste og snoer mig ind i hans arme. Det næste får jeg lyst til at forsvinde ud over havet for at følge med solen, tage fat i guldsnoren, som den har kastet ind til kysten som lokkemad. Jeg snoer mig en ekstra gang - i de varme arme.