søndag den 30. oktober 2011

Hjertestien







Vi gik tur i skoven og kom direkte ind på hjertestien. Der var mørket og så var der lyset fra de brændende farver og en lysning hist og pist.

Det var farverne, den smule lysing, der trængte igennem trækronerne, indunder trækroner, og det lys, der åbnede sig i vore hjerter, vi tog med os hjem. Vi gik på hjertestien.

Som balsam for sjælen. Massage for sjælen. Skoven med farverne, lydene, formerne blødgør sjælen som et par bløde hænder kan blødgøre kroppen. Hjertet bløder op og det er lige så de skarptskårne hække i villakvartererne, vi kører forbi på vej hjem, skærer i øjnene.

Men mørket - det var ikke til at tage fejl af. Mørket melder sig. Det melder sig med vinden, der ta'r fat i trækronerne. Lyden af vinden i trækronerne, bladene der hvisler ovenfra og daler ned mod jorden, hvor de lydløst lægger sig side om side, ovenpå hinanden. Stammer der knirker og en rislende bæk, der løber som en pulserende åre gennem skovens sale, og vidner om at endnu er der liv. Endnu er jorden ikke frosset til. Endnu er livet - en stund endnu, inden det hele går i dvale.

Vi sad tavse i bilen på vej hjem. Begge fyldt op af sanseindtryk. Tavsheden blev afbrudt af min mands spørgsmål: hvornår bliver det egentlig sommertid igen? Jeg kiggede undrende på ham. Mente han det her spørgsmål seriøst? Førstedagen for vintertiden, og så det spørgsmål. Det kan blive en meget lang vinter - for ham. Og hvem véd. Det gør det måske. I hvert fald var han nok nået frem til, at han vist ikke er et vinter-menneske. Synd for ham, når han nu bor på disse breddegrader sammen med mig, og vi ikke har planer om at emigrere til et varmere udland. For lige hurtig regnet, så er der vel sådan ca. fem måneder til det skifter igen. Fem måneder til det igen bliver sommertid.

Han virkede nu ikke sådan rigtig nedtrykt. Nærmere eftertænksom og konstaterende. I kontakt med hjertet - sådan helt nøgternt - hvis man kan være det - nøgternt? Jo, det tror jeg faktisk man kan. At han kan, og at jeg selv kan. At vi kan.

Når vi følger skovens stier, fordi de også er hjertes stier. Vi kommer i kontakt med os selv, med hinanden. Og når vi er det, så er der en vej, så er der et lys uanset hvor mørk dagen end må være. Værd at huske på lige nu, og en reminder, der er værd at tage med til månederne der følger - lige indtil det skifter igen. Lyset findes, og hvis ikke, kan vi forsøge at skabe det. Og håbe på, at vi finder det. Det gjorde vi idag. Vi gik på hjertestien.

fredag den 28. oktober 2011

Intet kan standse en idé, når tid er inde


- Og ting har sin tid. Der skulle gå år, men et frø blev sået.

Hvornår startede det hele? Hvad har bestemt, at du er her, hvor du er i dit liv? Er der en linie? Jeg bliver stillet spørgsmål i tiden. Spørgsmål til refleksion og tilbageblik. Og jeg reflekterer, kigger tilbage og stykker brikker sammen som dias, der klikker gennem lysbilledapperatet op på et hvidt lærred.

Et af dem er fra mit pigeværelse, med den røde skibsbriks og Jimi Hendrix hængede side om side med David Cassidy, hvor jeg sad og drømte mig væk til et andet liv. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg som sådan var utilfreds. Livet var som det var, og ingen havde lovet mig at det nødvendigvis var nemt at være ung. Og det var det da heller ikke.

Der var en særlig eftermiddag på dette mit pigeværelse. Jeg læste i et blad om en bog. En bog af en dr. Wayne Dyer. "Forny dig selv" hed den. Artiklen vakte mit unge sinds interesse og tændte en gnist i mit hjerte.

Den særlige eftermiddag på mit pigeværelse står stadig printet i min erindring ligeså skarpt som solstrålen, der ramte mig ved skrivebordet. Jeg skulkede for en stund fra lektierne, og var faldet over en artikel i Alt for Damerne. Alt for Damerne, som var mit vindue fra værelset i den midtjyske muld ud til den store verden, og her altså det forjættede land USA, hvor både Dyer, Hendrix og Cassidy stammede fra og alt tilsyneladende var muligt. Og altså også at blive en helt anden og fornyet udgave af sig selv.

JA TAK. En længsel i mig snappede efter den vind, der kom from overthere, og det var næring til et lille frø, der den eftermiddag blev sået. I en sandet næringsfattig egn, hvor jorden har det med at flyve om ørerne på menneskene med den mindste vind. Men det havde lagt sig til rette tilstrækkelig dybt til at det ikke fløj nogen steder og en dag skulle det vise sig, at det bare havde ligget og modnet som en god ost inden det bestemte sig til at trænge gennem mørket for at se dagens lys.

"Når lyset bryder frem", synger Sebastian i den skønne sang, med år på bagen. Måske ikke helt så mange, som det frø, der blev sået, men "når lyset bryder frem, så må du hjem". "Så må du hjem". Det var det, jeg skulle, det var det jeg længtes efter, og det var det frøet var: starten på en rejse hjem.

Jeg havde aldrig dengang drømt om, at det var sådan en rejse blikket over Atlanten dengang skulle tage mig ud på, men ikke desto mindre: Det er rejsen min - hjemad - og jeg er stadig undervejs :-)

Foto lånt af aksia-institute.dk

mandag den 24. oktober 2011

Kærlighedsafhængig



Solen ville ikke helt bryde igennem. Ja faktisk synes jeg slet ikke jeg lagde mærke til at den gjorde nogen forsøg herfra hvor jeg sidder. Bag min computerskærm, hvor jeg har siddet det meste af eftermiddagen i færd med at skrive til den lokale avis. Skrive om noget af det jeg arbejder med. Mennesker, der har ondt i livet, der har svært ved at finde mening og retning.

Artiklen i dag kom til at handle om kærlighedsafhængighed, og det bragte mig tilbage til dengang, jeg selv var én, der var afhængig af de op- og nedture, som afhængighed jo har det med at bringe mennesker ud i. Fordi det får os til, måske som det eneste, at føle os levende. Fordi, det dulmer indre tomhed. Fordi vi da så i det mindste mærker noget.

Det får mig til at tænke på Alice Miller, der i sin tid skrev den bog, der i nogle år, blev som en bibel for mig: Det selvudslettende barn. Som handler om det stakkels "rige" barn, der må lukke ned for følelser og sider af sig selv for at få kærlighed. Det handler om det barn, som får kærlighed "på betingelse af": at det er ordentligt, at det er artigt, at det er dygtig. Det stakkels rige barn, som har alt undtagen kærligheden, når det ikke er ordentligt, artigt, dygtigt.

Jo, jeg er et barn af en familie, hvor kærligheden var på betingelse af. Men vi var mange. Vi var en hel kultur. Eller i hvert fald havde det samme kulturfællesskab. Det har jeg siden erfaret. Os der er døtre af pænhedens og flinkeskolens tyrani. Os, de pæne piger, der kommer fra hjem, hvor "grimme" drenge, alt andet end passer ind i de pæne stuer i hjemmene med plysmøbler og larkerede parketgulve. De passede ikke ind, og det gjorde vi heller ikke selv. Der var i virkeligheden slet ikke noget der passede. For vi passede heller ikke sammen med drengene.

Men vi havde lært at kærlighed var sådan: Klip en hæl og hug en tå. Sådan føles kærligheden: amputeret. Kærligheden er ægte, når det føles, som om vi er blevet amputeret. Take it or leave it!

Og sådan begav jeg mig ud på livets lange landevej, haltende indtil jeg næsten ikke kunne slæbe mig afsted mere, og endelig gjorde holdt på et lazzaret. Her erfarede jeg, at den vej, jeg havde gået, jo ikke var den eneste vej at gå. Jeg fandt ud af, at der var andre og ikke mindst, at der var én helt særlig vej, der var min. Og så fik jeg travlt. Travlt med at komme derudaf og opdage den. Og hvilken vej :-) Nogle gange løber jeg derudaf som en anden Forest Gump, for jeg har stadig meget, jeg skal indhente.

fredag den 14. oktober 2011

Som sendt fra himlen


Græsplænen endnu hvid et godt stykke op af formiddagen efter frøken Frost har aflagt besøg henover natten. Smuk og sprød start på endnu en solbeskinnet oktoberdag. Der var en god dag at se frem til, da jeg tog afsted til mit hjertearbejde idag.

Jeg har vist godt nok spist for mange appelsiner de seneste dage. Jeg føler mig mæt, og tænker, at det bliver godt for mig at holde efterårsferie. Den står nemlig lige for døren. Den står lige derude sammen med frøken Frost og banker på. Jeg kan faktisk mærke, at den allerede har fået et ben indenfor. Det får min mave til at boble af glæde. For jeg synes, jeg trænger.

Selvom jeg er på en vej, hjertets vej, med hele min sjæl, når jeg er vågen, når jeg sover, når jeg holder ferie, så har jeg brug for nogle hvil undervejs. Som jeg skal den kommende uge. Hvile, dase, læse, skrive, indsnuse Frøken Frosts herligheder og bage en kage af de sidste æbler, der falder inden hun for alvor tager fat eller måske ligefrem kunne kalde Snemand Frost ind også.

Meeen det varer vel et stykke tid endnu. Helt alvorligt er det ikke endnu med frost og sne. Men Frøkenen har lige givet en forsmag på noget af det, vi har at se frem til. Og jeg skriver at se frem til, og ikke "det der venter" for det kommer til at lyde truende, synes jeg. Og sådan vælger jeg ikke at se på det. En smuk forsmag idag på det, vi har at se frem til mere af.

Når tiden forsvinder. Kender du de øjeblikke, hvor den gør det? Kender du den fornemmelse af evighed, af magi, der kan spille ind i dette øjeblik? Kender du det, at den hånd du lægger på din vens skulder den ene dag føles ganske anderledes, end den hånd, du lagde der igår. Den sammme bevægelse og alligevel himmel til forskel i bevægelser.

Ja, måske er det netop himlen, der gør forskellen. Tror du det er det? En usynlig hånd fra himlen, et usynligt pust fra et sted hinsides, som ligger udenfor det blotte øje, men noget du bare mærker. Du mærker en forskel, selvom der tilsyneladende ikke er forskel. Det véd du bare der er. For du mærker det. Måske som tiden, der forsvandt i et øjeblik, som en intens følelse af glæde, mening, måske endda en sorg, der har været i frøken Frosts hænder, men som oplever et øjebliks optøen. Kender du de øjeblikke? Og tror du, der er en tredie finger med i spillet?

Jeg tror det, men jeg tror også, når vi mærker, eller når jeg mærker denne finger, dette pust, at det er fordi, jeg er åben for at mærke det. At mit hjerte er det mere åbent f.eks. den ene dag i forhold til den anden. Jeg tror, hvis mit´hjerte var åbent hele tiden, ville jeg opleve de øjeblikke hele tiden. Det gør jeg så ikke, ´må jeg hurtigt tilføje, men jeg véd godt, hvad der skal til for at holde det åbent. Jeg véd godt, hvad der ikke er godt. Og jeg har selv indflydelse, det er jeg overbevist om. I hvert fald er det ikke godt at spise for mange appelsiner. Det forstår jeg mere og mere, selvom - for pokker - det er svært at lade en dejlig, saftig og vitaminrig appelsin gå min næse forbi. Men jeg har gjort det og overlader til universet, hvad der skal komme efter, og har fuld tillid til, at det er godt. Det ender nemlig altid godt. Det gør det.

torsdag den 13. oktober 2011

Når hjertet råder


Livet er magisk. Når hjertet beskæftiger sig med det, som det gerne vil, er det som om universet er med det. Det er magisk. Jeg oplever det. Mærker det. Der dumper appelsiner ned i min turban, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde drømt om. Søde, saftige, fyldt med vitaminer, og faktisk flere end jeg kan konsumere. Så takker jeg pænt nej, men er taknemmelig for, at de overhovedet fandt vej til mig.

Universet er med mig. Sådan føles det, jeg er taknemmelig og jeg tror, det har noget med hjertet at gøre. At jeg har fundet mit hjertes vej, har taget skridtet og bevæget mig derudad, selvom jeg ikke på forhånd vidste, hvad der i virkeligheden fandtes derude. Jeg havde en fornemmelse, jeg havde et håb om, at der fandtes noget af det, som hjertet længtes efter. Men hvordan kunne jeg være sikker på, at det hjertet ville ikke var blændværk, hvordan kunne jeg være sikker på, at det virkelig var hjertet, der talte. Jeg har før taget fejl. Og jeg var ikke sikker, men jeg havde en stærk fornemmelse, og den fik lov at råde.

Selvom der har været huller undervejs, så har det ikke fået mig til at vende om. Jeg kan slet ikke forestille mig, at der er noget, der kan få mig til det. Én gang taget skridtet, så er det for altid. Jeg tror det er sådan det er med mig. Der er ingen vej tilbage. Jeg vil aldrig mere tilbage. Min sjæl vil dø. Jeg vil dø. Og jeg tror aldrig det har været meningen, at jeg eller du eller nogen overhovedet skal leve et liv, der ikke går hjertets vej. Jeg tror, det er universets lov.