Intet kan standse en idé, når tid er inde

- Og ting har sin tid. Der skulle gå år, men et frø blev sået.

Hvornår startede det hele? Hvad har bestemt, at du er her, hvor du er i dit liv? Er der en linie? Jeg bliver stillet spørgsmål i tiden. Spørgsmål til refleksion og tilbageblik. Og jeg reflekterer, kigger tilbage og stykker brikker sammen som dias, der klikker gennem lysbilledapperatet op på et hvidt lærred.

Et af dem er fra mit pigeværelse, med den røde skibsbriks og Jimi Hendrix hængede side om side med David Cassidy, hvor jeg sad og drømte mig væk til et andet liv. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg som sådan var utilfreds. Livet var som det var, og ingen havde lovet mig at det nødvendigvis var nemt at være ung. Og det var det da heller ikke.

Der var en særlig eftermiddag på dette mit pigeværelse. Jeg læste i et blad om en bog. En bog af en dr. Wayne Dyer. "Forny dig selv" hed den. Artiklen vakte mit unge sinds interesse og tændte en gnist i mit hjerte.

Den særlige eftermiddag på mit pigeværelse står stadig printet i min erindring ligeså skarpt som solstrålen, der ramte mig ved skrivebordet. Jeg skulkede for en stund fra lektierne, og var faldet over en artikel i Alt for Damerne. Alt for Damerne, som var mit vindue fra værelset i den midtjyske muld ud til den store verden, og her altså det forjættede land USA, hvor både Dyer, Hendrix og Cassidy stammede fra og alt tilsyneladende var muligt. Og altså også at blive en helt anden og fornyet udgave af sig selv.

JA TAK. En længsel i mig snappede efter den vind, der kom from overthere, og det var næring til et lille frø, der den eftermiddag blev sået. I en sandet næringsfattig egn, hvor jorden har det med at flyve om ørerne på menneskene med den mindste vind. Men det havde lagt sig til rette tilstrækkelig dybt til at det ikke fløj nogen steder og en dag skulle det vise sig, at det bare havde ligget og modnet som en god ost inden det bestemte sig til at trænge gennem mørket for at se dagens lys.

"Når lyset bryder frem", synger Sebastian i den skønne sang, med år på bagen. Måske ikke helt så mange, som det frø, der blev sået, men "når lyset bryder frem, så må du hjem". "Så må du hjem". Det var det, jeg skulle, det var det jeg længtes efter, og det var det frøet var: starten på en rejse hjem.

Jeg havde aldrig dengang drømt om, at det var sådan en rejse blikket over Atlanten dengang skulle tage mig ud på, men ikke desto mindre: Det er rejsen min - hjemad - og jeg er stadig undervejs :-)

Foto lånt af aksia-institute.dk