Græsplænen endnu hvid et godt stykke op af formiddagen efter frøken Frost har aflagt besøg henover natten. Smuk og sprød start på endnu en solbeskinnet oktoberdag. Der var en god dag at se frem til, da jeg tog afsted til mit hjertearbejde idag.
Jeg har vist godt nok spist for mange appelsiner de seneste dage. Jeg føler mig mæt, og tænker, at det bliver godt for mig at holde efterårsferie. Den står nemlig lige for døren. Den står lige derude sammen med frøken Frost og banker på. Jeg kan faktisk mærke, at den allerede har fået et ben indenfor. Det får min mave til at boble af glæde. For jeg synes, jeg trænger.
Selvom jeg er på en vej, hjertets vej, med hele min sjæl, når jeg er vågen, når jeg sover, når jeg holder ferie, så har jeg brug for nogle hvil undervejs. Som jeg skal den kommende uge. Hvile, dase, læse, skrive, indsnuse Frøken Frosts herligheder og bage en kage af de sidste æbler, der falder inden hun for alvor tager fat eller måske ligefrem kunne kalde Snemand Frost ind også.
Meeen det varer vel et stykke tid endnu. Helt alvorligt er det ikke endnu med frost og sne. Men Frøkenen har lige givet en forsmag på noget af det, vi har at se frem til. Og jeg skriver at se frem til, og ikke "det der venter" for det kommer til at lyde truende, synes jeg. Og sådan vælger jeg ikke at se på det. En smuk forsmag idag på det, vi har at se frem til mere af.
Når tiden forsvinder. Kender du de øjeblikke, hvor den gør det? Kender du den fornemmelse af evighed, af magi, der kan spille ind i dette øjeblik? Kender du det, at den hånd du lægger på din vens skulder den ene dag føles ganske anderledes, end den hånd, du lagde der igår. Den sammme bevægelse og alligevel himmel til forskel i bevægelser.
Ja, måske er det netop himlen, der gør forskellen. Tror du det er det? En usynlig hånd fra himlen, et usynligt pust fra et sted hinsides, som ligger udenfor det blotte øje, men noget du bare mærker. Du mærker en forskel, selvom der tilsyneladende ikke er forskel. Det véd du bare der er. For du mærker det. Måske som tiden, der forsvandt i et øjeblik, som en intens følelse af glæde, mening, måske endda en sorg, der har været i frøken Frosts hænder, men som oplever et øjebliks optøen. Kender du de øjeblikke? Og tror du, der er en tredie finger med i spillet?
Jeg tror det, men jeg tror også, når vi mærker, eller når jeg mærker denne finger, dette pust, at det er fordi, jeg er åben for at mærke det. At mit hjerte er det mere åbent f.eks. den ene dag i forhold til den anden. Jeg tror, hvis mit´hjerte var åbent hele tiden, ville jeg opleve de øjeblikke hele tiden. Det gør jeg så ikke, ´må jeg hurtigt tilføje, men jeg véd godt, hvad der skal til for at holde det åbent. Jeg véd godt, hvad der ikke er godt. Og jeg har selv indflydelse, det er jeg overbevist om. I hvert fald er det ikke godt at spise for mange appelsiner. Det forstår jeg mere og mere, selvom - for pokker - det er svært at lade en dejlig, saftig og vitaminrig appelsin gå min næse forbi. Men jeg har gjort det og overlader til universet, hvad der skal komme efter, og har fuld tillid til, at det er godt. Det ender nemlig altid godt. Det gør det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar