Hjertestien

Vi gik tur i skoven og kom direkte ind på hjertestien. Der var mørket og så var der lyset fra de brændende farver og en lysning hist og pist.

Det var farverne, den smule lysing, der trængte igennem trækronerne, indunder trækroner, og det lys, der åbnede sig i vore hjerter, vi tog med os hjem. Vi gik på hjertestien.

Som balsam for sjælen. Massage for sjælen. Skoven med farverne, lydene, formerne blødgør sjælen som et par bløde hænder kan blødgøre kroppen. Hjertet bløder op og det er lige så de skarptskårne hække i villakvartererne, vi kører forbi på vej hjem, skærer i øjnene.

Men mørket - det var ikke til at tage fejl af. Mørket melder sig. Det melder sig med vinden, der ta'r fat i trækronerne. Lyden af vinden i trækronerne, bladene der hvisler ovenfra og daler ned mod jorden, hvor de lydløst lægger sig side om side, ovenpå hinanden. Stammer der knirker og en rislende bæk, der løber som en pulserende åre gennem skovens sale, og vidner om at endnu er der liv. Endnu er jorden ikke frosset til. Endnu er livet - en stund endnu, inden det hele går i dvale.

Vi sad tavse i bilen på vej hjem. Begge fyldt op af sanseindtryk. Tavsheden blev afbrudt af min mands spørgsmål: hvornår bliver det egentlig sommertid igen? Jeg kiggede undrende på ham. Mente han det her spørgsmål seriøst? Førstedagen for vintertiden, og så det spørgsmål. Det kan blive en meget lang vinter - for ham. Og hvem véd. Det gør det måske. I hvert fald var han nok nået frem til, at han vist ikke er et vinter-menneske. Synd for ham, når han nu bor på disse breddegrader sammen med mig, og vi ikke har planer om at emigrere til et varmere udland. For lige hurtig regnet, så er der vel sådan ca. fem måneder til det skifter igen. Fem måneder til det igen bliver sommertid.

Han virkede nu ikke sådan rigtig nedtrykt. Nærmere eftertænksom og konstaterende. I kontakt med hjertet - sådan helt nøgternt - hvis man kan være det - nøgternt? Jo, det tror jeg faktisk man kan. At han kan, og at jeg selv kan. At vi kan.

Når vi følger skovens stier, fordi de også er hjertes stier. Vi kommer i kontakt med os selv, med hinanden. Og når vi er det, så er der en vej, så er der et lys uanset hvor mørk dagen end må være. Værd at huske på lige nu, og en reminder, der er værd at tage med til månederne der følger - lige indtil det skifter igen. Lyset findes, og hvis ikke, kan vi forsøge at skabe det. Og håbe på, at vi finder det. Det gjorde vi idag. Vi gik på hjertestien.