Kærlighedsafhængig

Solen ville ikke helt bryde igennem. Ja faktisk synes jeg slet ikke jeg lagde mærke til at den gjorde nogen forsøg herfra hvor jeg sidder. Bag min computerskærm, hvor jeg har siddet det meste af eftermiddagen i færd med at skrive til den lokale avis. Skrive om noget af det jeg arbejder med. Mennesker, der har ondt i livet, der har svært ved at finde mening og retning.

Artiklen i dag kom til at handle om kærlighedsafhængighed, og det bragte mig tilbage til dengang, jeg selv var én, der var afhængig af de op- og nedture, som afhængighed jo har det med at bringe mennesker ud i. Fordi det får os til, måske som det eneste, at føle os levende. Fordi, det dulmer indre tomhed. Fordi vi da så i det mindste mærker noget.

Det får mig til at tænke på Alice Miller, der i sin tid skrev den bog, der i nogle år, blev som en bibel for mig: Det selvudslettende barn. Som handler om det stakkels "rige" barn, der må lukke ned for følelser og sider af sig selv for at få kærlighed. Det handler om det barn, som får kærlighed "på betingelse af": at det er ordentligt, at det er artigt, at det er dygtig. Det stakkels rige barn, som har alt undtagen kærligheden, når det ikke er ordentligt, artigt, dygtigt.

Jo, jeg er et barn af en familie, hvor kærligheden var på betingelse af. Men vi var mange. Vi var en hel kultur. Eller i hvert fald havde det samme kulturfællesskab. Det har jeg siden erfaret. Os der er døtre af pænhedens og flinkeskolens tyrani. Os, de pæne piger, der kommer fra hjem, hvor "grimme" drenge, alt andet end passer ind i de pæne stuer i hjemmene med plysmøbler og larkerede parketgulve. De passede ikke ind, og det gjorde vi heller ikke selv. Der var i virkeligheden slet ikke noget der passede. For vi passede heller ikke sammen med drengene.

Men vi havde lært at kærlighed var sådan: Klip en hæl og hug en tå. Sådan føles kærligheden: amputeret. Kærligheden er ægte, når det føles, som om vi er blevet amputeret. Take it or leave it!

Og sådan begav jeg mig ud på livets lange landevej, haltende indtil jeg næsten ikke kunne slæbe mig afsted mere, og endelig gjorde holdt på et lazzaret. Her erfarede jeg, at den vej, jeg havde gået, jo ikke var den eneste vej at gå. Jeg fandt ud af, at der var andre og ikke mindst, at der var én helt særlig vej, der var min. Og så fik jeg travlt. Travlt med at komme derudaf og opdage den. Og hvilken vej :-) Nogle gange løber jeg derudaf som en anden Forest Gump, for jeg har stadig meget, jeg skal indhente.