Julekugler og nostalgi

Det er vinter, men hvor er sneen. Storm og vestlig kuling er hvad decembervejret byder på, men sneen lader vente på sig. Så jeg må finde vinterbillederne frem fra sidste år, hvor vi hvert fald fik sne. I så rigelige mængder. Men jeg kan li' det. Jeg kan li' frosten, det hvide landskab og den lyddæmpende virkning sneen lægger udover byen. Lydene er anerledes. Luften er anderledes og synsindtrykkene er anderledes. Meget anderledes og jeg venter på, det kommer.

Julestemningen sniger sig kun langsomt ind på mig. Men det er normalt. Og det er ok. En julefrokost i aften. Julegløgg-arrangement i morgen og Händels Messias i den lokale gamle klosterkirke på søndag. Mon ikke jeg bliver fanget ind for fulde gardiner af stemningen henover weekenden. Jeg tror det. Jeg synes, det er hyggeligt og rart og glæder mig til samvær med mange af de mennesker, jeg holder af i løbet af de nærmeste dage.

En lille smule jul er der dog i det lille hjem her på Rolighedsvej. De yndigste julekugler købte jeg på Rosenholm Slots julemarked sidste weekend, og de pryder henover min gamle kommode, som jeg har arvet fra min farmor, som boede i nabobyen til Rosenholm. Min farmors gamle kommode og nye julekugler med et nogalstisk præg i skøn samklang. Det tænder i hjertet til en lille julesang.

Julekuglernerne er købt hos Guld og Grønne Skove, som ejes af en skøn og kreativ sjæl, der vimsede rundt på markedet med englevinger på ryggen, strøede om sig med englestøv og solgte ting og sager til glade julegæaster fra sine fine opstillinger.

Skulle du have lyst til at besøge hendes stand, er hun på markedet på Svenstrup Gods, som ligger mellem Ringsted og Roskilde. Jeg har to fribilletter, hvis du er i nærheden af mig og kan komme forbi og hente dem.

God weekend!

Magt over mørket

Mørket har lagt sig som et tæppe udover byen. Byen er oplyst af julestemning. Stjerner, kæder på husmure og diverse juletemaer på husgavle. Byen ligger højt hævet på toppen af Djursland, og der er udsigt til Århus i horisonten, som spreder sig vidt inde i bugten. Vi går en sen eftermidagstur opad bakke, og det går virkelig opad på disse kanter. Vi funderer hver især indimellem vejrtrækningen, som bliver tungere med stigningen, over, hvor højt, der egentlig er tale om. Men i hvert fald højt nok til, at der ikke langt herfra, hvor vi befinder os, er etableret en skibakke - med hejs. Det er et fladt land vi lever i, men der er nu noget med det der med at komme op i højden, bare lidt, som vi kommer her. Udsyn, luft, vinden, som vi rigtig mærker slår mod kinderne. Det føles godt og friskt. Vi går til. Går til den. En god måde at gå til den på. Gå ligesom den navnkundige Kirkegaard gjorde det. Han der gik igennem de tunge tanker rundt i Københavns gader. Den gode Søren, som måtte lide melankolien, mørket, tungsindet. Og det er da også til at blive tungsindig på sådan en mørk, regnfuld og blæsende første lørdag i december. Men så var det, vi gik en tur. Vi gik, eller måske var det bare mig, der gik med tungsindet eller tog tungsindet med på gåtur. Ligesom når jeg har taget børn i hånden i mit liv, og sørget for luftforandring til dem, når tingene kørte i hårdknude. Og det er vist det, de gør i tungsindigheden. Kører i hårdknude. Sådan føles det i hvert fald. Men jeg tog den med på tur. Luftforandring. Og det virker. Det virkede forandrende at gå ud i luften. At bevæge kroppen på en regnvejrsdag, som umiddelbart inviterer til de indendørs sysler. Men som har så meget at byde på, når først skridtet er taget og den indre huleboer har overvundet de negative associationer, som vejrliget giver. Så er det godt. Så er det bare så godt, og julebelysningen fik magt over mørket.

Stilhed før stormen

Sen aften. Næsten lige inden sengetid. Roen har indfundet sig nogenlunde igen. Der har været uro. Jeg har været urolig. Jeg har været ude for rystelser. Forstyrrelser. Frivilligt og udviklende, men også uroligt. Jeg begynder at finde fodfæstet igen. Det er godt. Det føles godt. Som det skal. Efter uro kommer ro. Efter roen kommer uroen.

Ro før uro som stilhed før stormen. Efterårsstormen, der venter lige om hjørnet. De har varslet det for de kommende dage. Men jeg er hærdet. Jeg kender modvinden, jeg kender stormen og jeg har lært at stå fast. At stå på mine ben, når vinden suser omkring mig og tager fat i mit hår, og ihærdigt trækker i mig, som når en hest trækkes afsted.

Nu er jeg jo bare ikke en hest, så ingen skal trække afsted med mig med min gode vilje. Til gengæld er der nogle, der kommer til at trækkes med mig, men jeg antager, at det er med deres gode vilje. Fordi de selv har valgt det, som jeg selv har valgt dem, jeg gerne vil trækkes med. For de er der. Der er dem, jeg gerne vil trækkes med. Dem jeg holder af, dem, der holder af mig, dem der inspirerer og udfordrer mig, dem, der vil ha' noget af mig, dem, der vil mig noget og dem der nogle gange ryster mig. Jeg vil gerne trækkes med dem. Fordi de giver mit liv værdi og mening. Simply that!

Simply that, som er de tanker, der lige nu hjælper roen til rette, så den kan åbne dørene for den tiltrængte søvn, der banker på for at komme til - uanset den uro og larm, der kommer fra gaden og vist nok har tænkt sig at fortsætte et godt stykke tid endnu. Uro derude, men ro inde.

Go' nat Danmark!

Husk lige solbrillerne

Hjemmearbejde. Skrivearbejde. Mandag. En ny uge er skudt igang. Der er sat de første farveklatter på ugens palet. Det lader ikke til at solen kommer til at få særlig meget indflydelse på skalaerne i denne uge. Men en enkelt stråle strakte sig dog henover spisebordet ved middagstid, hvor jeg og sad puslede med ord og billeder til det, der skal blive min nye hjemmeside.

Mit hjerte bemærker straks solstrålen og springer op, strækker sig som en blomst efter lyset, smiler og sender et par taknemmelige tanker til et ubestemmeligt sted derude. Hvem så end de går til, hvor så end de går hen. Men et sted derude, som måske også er derinde. Derinde i hjertet. Et sted i hjertet, hvor der også er lys.

Men mit påvirkelige hjerte. Det lukker sig straks en smule sammen om sig selv med lyset, der igen svinder ind. Lægger sig lunt og godt til rette i sit kammer, hvor det efterhånden er ved at have indrettet sig og indstillet sig på, at det bliver vinter. At det bliver koldere og det bliver mørkere endnu.

Men der var lys en stund i dag. Sollys, og det bliver skrevet ind i bogen over taknemmeligheder. Taknemmelig for at det var der og taknemmelig for at vi bemærkede det.

Det er selv de mindste detaljer, der nogle gange udgør et højdepunkt. Og dem samler vi på her i huset. Men solbrillerne...dem fik vi dog ikke brug for ;-)

Stilhed ved skumringstid

Det liv, du kender, er et tyndt slør af begivenheder, der dækker over en dybere virkelighed -Deepak Chopra

Skoven var stille idag. Ikke et blad, ikke en gren rørte på sig. Det eneste vi kunne høre, var den raslende lyd i bladene med hvert skridt vi tog og en puslen af og til - også fra bunden under os. Måske en mus, en fugl, der søgte sit måltid mellem de fugtige nedfaldne blade.

Vi standsede op nogle gange undervejs for at suge stilheden til os. Lod stilheden synke roligt ind og gik videre. Vi bemærker træernes nøgenhed. Bladene har haft god vind til at lette fra kronerne bare siden sidste weekend. Og de afpillede grene står næsten klar til at tage vinterfrakken på. Den hvide vinterfrakke. En lille forsmag har de nok haft derude efter den forgangne nats frost, som byen til morgen var pyntet med.

Frosten var i hvert fald ved at gøre klar til at lægge sig, da vi kørte fra skoven igen. Blikket der søgte udover marker, ud mod horisonter blev bremset af den lette dis, der var ved at sænke sig og gøre klar til at iklæde landskabet den frosthvide dragt. Ikke gennemhvid som sne, men en transparant hvid, hvor vi aner, der ligger noget andet nedenunder.

Selvom vi selvfølgelig godt véd, at der ér noget, er det alligevel som om, at naturen vil understrege skønheden i antydningens kunst. Der ligger noget under, som vi får antydningen af.

Jo så, og det ér skønt. Det ér smukt. Jeg holder af antydninger. Jeg holder af, at jeg ikke får hele historien fortalt. Om det er, ja helt i ordets rette betydning: en historie. En go' bog. Eller om det er en go' film, et kunstværk og ja naturen.

Jeg kan godt li', at min fantasi, min forestillingsevne, mine sanser bliver vakt. Og jeg bliver i særlig grad vakt, inspireret, når noget viser sig for mig kun antydningsvis, på skrømt. Det virker som en god flirt med livet.

Jeg blev stille i de sene timer af søndagen. Ved skumringstid i udkanten af skoven, hvor dis og mørke lægger sig sammen henover landskabets silhuetter. Vi føjer en ordløs krølle på en dejlig og begivenhedsrig weekend, os i bilen, på vej hjem igen.

Hele verden i et græsstrå

Det går stærkt. Det er lige blevet efterår og snart er bladene faldet af træerne. Ugen er lige startet og snart er den gået på hæld igen. Sidder en stille stund og mærker efter og funderer over tiden? Funderer over mit tilstedevær i tiden. Var jeg tilstede? Var jeg tilstede i den uge, der så hurtigt gik? Som der har været mange uger, som der har været mange fredage, hvor jeg har taget mig selv i træthed og udmattethed, når jeg nåede frem til fredag - og spurgt mig selv: var jeg tilstede? Jeg gjorde. Jeg udrettede, men var jeg tilstede?

Jeg spørger mig selv, fordi: jeg vil sgu være tilstede. Så jeg stopper op og mærker, om jeg nu var. Og jo, det var jeg. Jeg mærkede ugen. Jeg har mærket hver og en, der har siddet overfor mig. Jeg har mærket et samarbejde i proces. Når processen ser ud til at gå på grund. Når den bliver skubbet ud på havet igen, og ser ud til at bevæge sig. Jeg har mærket luften på mine kinder, der er blevet en tand køligere fra i søndags, hvor luften var mild og rund til gårsdagens løbetur, hvor luften var kølig og skarp. Og jeg har set månen, for gårsdagens løbetur var en aftentur, en månetur. En fuldmånetur. Månen der gjorde os selskab, så vi var tre. Tre, ligesom tre gange 11. Den 11.11.11. Jeg er tilstede lige nu - den 11.11.11, og kigger på et græsstrå.

Transformation

Det blev lys. Det blev sågar sol idag. Mange dages fravær, men nu tilbage på sin egen sløve måde som hører efterårsmånederne til. Men det er herligt. Jeg får energi. Løbeskoene blev luftet efter at ha' trukket støv i en uges tid. Støvsugerne fik en tur gennem huset, dynerne luftet og diverse andre småting, som i sidste ende gør en helhed af velvære og nydelse, når jeg nu snart sætter min gryderet over, som vi skal spise til aften.

Solen og weekenden var velkommen, og på sin egen mærkelige måde har den forgangne uge også været det. Selvom tungsind og melankoli fik sunget nogle strofer, så det var lige til at græde over. Men det hører med. Det hører med til livet. Og det hører med til årstiden. For mig.

Der er transformation udenfor vinduerne, hvor nedfaldne blade ligger i dynger og er på vej til forrådnelse og der er transformation indenfor vinduerne. Helt inde i mig, hvor livet tages op til revision. Hvad er status? Hvad med drømmene? Længslerne? Relationerne? Kærligheden? Er det som det skal være? Skal der justeres? Er der noget, jeg har overset? Har jeg fokus de rette steder? O.s.v. Der bliver vendt og drejet, og det er en tid med spørgsmål. Ikke nye, men gamle. Og det er som det er.

Spørgsmålene sendes ud som skibe på havet, og hvad de vender hjem med - om de overhovedet vender hjem igen. Det véd jeg ikke. Jeg kan ikke tænke så langt som til verdens ende. Og Hvem ved? Måske når de helt derud? Det føles i hvert fald som om, de nogle gange er rejst meget langt væk.

Men jeg øver mig på tålmodighed. Jeg øver mig på tillid. Og jeg øver mig på tro. Tålmodighed, tillid og tro på, at der kommer svar. Ikke fordi, jeg har tænkt en masse tanker, læst en masse bøger (selvom det gør jeg også), men fordi, jeg har stillet spørgsmål og at der dukker svar op fra et sted, fra en kilde, som jeg ikke i min vildeste fantasi selv havde kunnet tænke mig frem til. Det har jeg nemlig oplevet før. Igen og igen. Og det er faktisk ganske betryggende. Jeg skaber en retning med mine spørgsmål og siden er der en vej, der finder mig. Og så plejer jeg at følge den.

Hjertets vej, en spirituel vej, en intuitiv vej. Kært barn har mange navne. I hvert fald en vej, hvor jeg kommer i kontakt med følelsen af at være forpligtet overfor mig selv til at følge den. Forpligtet på en måde, så det vil være som at forkaste mig selv ikke at gå med. Men hvorhen? Jeg går. Men hvorhen? hvordan? Med hvem? Med nogen overhovedet? Det er spørgsmålet. Spørgsmålene. De bliver stillet og lægger sig lige nu i bunker så smukke som efterårsbladene. Lige udenfor min dør. Og smukt er det i al sin farverigdom. Lys og mørke. Liv og forgængelighed. Liv i transformation.

Noget om nåde

Der må være en mening. En sætning, der kørte rundt i mit hoved det meste af dagen i går. Der må være en mening. Hvad er den? Et spørgsmål jeg stiller mig selv hver dag. Hver morgen som det første, når jeg slår øjnene op. Jeg er gået i gang med Yalom, der skriver om eksistentiel psykoterapi, og som skriver side op og side ned om meningen med livet. Jeg véd ikke om jeg bliver klogere af det. Måske er det som T.S. Eliot har skrevet: At al vorees viden bringer os tættere på vores uvidenhed. Ta' den!

Okay så, det prøver jeg så, at ta' den - til mig -men hvad ér meningen? Hvor er meningen? Det er som om den gemmer sig et sted derude i tågen, og jeg er overladt til famlen på må og få. Bliver ør og svimmel, mens jeg venter på, at det igen skal blive blå og klar himmel. Jeg véd ikke om det sker idag. Jeg véd heller ikke om det vil gøre nogen forskel at vidce. Ja, vil det overhovedet gøre nogen forskel at vide, om der er en mening. Mon ikke, men meningsløsheden er min følgesvend, om den har klinet sig fast ind til min side, eller har lagt sig i baggrunden. Den er der - latent. Så lære at leve med den - det er vel "bare" det. "Bare" det, ja tak. Nådesløst, tænker jeg. Den er nådesløs. Meningsløsheden. Jeg fandt så nåde i dette - for en stund:

Amazing grace! Hvor blid en klang
Der frelste et skarn som jeg
Engang jeg var tabt, nu fundet igen, Var blind, men nu kan jeg se.

Det var nåde, der lærte mig frygt,
Og nåde lindred' den

Hvor dyr'bar den nåde dog fremstod;
den time, jeg først var tro!

Det' nåde, der uskadt har bragt mig så langt,
Og nåde vil bringe mig hjem

Når vi har været sammen i titusinde år,
Skinnende klart som den sol,
Har vi ej færre dage til at synge Guds pris
End da vi først lagde ud

Digtet har jeg hentet hos Priscilla Cogan i Hjertets kompas

Stænk af orange

Hvornår er det sommertiden starter igen? Min mands spørgsmål bliver ved med at hænge som et ekko fra dage tilbage. Jeg vil helst ikke tænke på det. Bare acceptere, at det er som det er. Mørket har meldt sig for en tid, de korte dage er først lige startet. Sådan er det og jeg kan hverken gøre fra eller til. Uanset hvor højt eller hvor længe, jeg kunne finde på at brokke mig over det, er det som det er og bliver ikke anderledes. I hvert fald ikke når man kigger ud.

Så jeg kigger ind. I mit hus, i mig. Jeg er på arbejde herinde. Lyset er der ikke bare, når jeg slår øjnene op. Jeg må tænde det lys, jeg har brug for. Jeg har ladet en lygte med et levende lys brænde udenfor mit vindue natten over. Så noget er allerede tændt. Mit hjerte luner sig, da jeg kaster blikket ud i mørket, der bliver fanget af lyset, og af det orange græskar, hvis farve også har en oplivende virkning i mørket. Jeg sætter mig stille ned og kigger ud, mens jeg mærker virkningen af de små lys i mørket og efterdønningerne af nattens drømme i min krop.

Der er ikke noget at grine ad og det behøver der jo faktisk heller ikke at være. Stille væren, tynget af mørke får jeg lavet mig en kop neskaffe og kogt et smilende æg over mit gaskomfur. Nogle gange er det de helt banale og fundamentale ting, der gør forskellen, og det gør mit gaskomfur nogle gange. Min mad laver jeg over levende ild. Mit æg koger jeg over levende ild. Basal hverdagsmagi, der går lige i hjertet på den gode måde.

Men der skal mere til - idag. Der skal mere til at fortrænge mørket omkring hjertet, kan jeg mærke. Selvom lyset nu er brudt frem udenfor. Gad vide, hvad der skal til herinde? En blå dag. Måske den skal have sin modsætning. Måske jeg skal male dagen orange. Blå's diametrale modsætning. Kan blå tåle lidt orange stænk i dag? Det skal prøves, kan jeg mærke. Jeg tror faktisk, det er en god idé og - at det kan blive: EN GO' DAG! Jeg forsøger.

Go' dag til dig!

Hjertestien

Vi gik tur i skoven og kom direkte ind på hjertestien. Der var mørket og så var der lyset fra de brændende farver og en lysning hist og pist.

Det var farverne, den smule lysing, der trængte igennem trækronerne, indunder trækroner, og det lys, der åbnede sig i vore hjerter, vi tog med os hjem. Vi gik på hjertestien.

Som balsam for sjælen. Massage for sjælen. Skoven med farverne, lydene, formerne blødgør sjælen som et par bløde hænder kan blødgøre kroppen. Hjertet bløder op og det er lige så de skarptskårne hække i villakvartererne, vi kører forbi på vej hjem, skærer i øjnene.

Men mørket - det var ikke til at tage fejl af. Mørket melder sig. Det melder sig med vinden, der ta'r fat i trækronerne. Lyden af vinden i trækronerne, bladene der hvisler ovenfra og daler ned mod jorden, hvor de lydløst lægger sig side om side, ovenpå hinanden. Stammer der knirker og en rislende bæk, der løber som en pulserende åre gennem skovens sale, og vidner om at endnu er der liv. Endnu er jorden ikke frosset til. Endnu er livet - en stund endnu, inden det hele går i dvale.

Vi sad tavse i bilen på vej hjem. Begge fyldt op af sanseindtryk. Tavsheden blev afbrudt af min mands spørgsmål: hvornår bliver det egentlig sommertid igen? Jeg kiggede undrende på ham. Mente han det her spørgsmål seriøst? Førstedagen for vintertiden, og så det spørgsmål. Det kan blive en meget lang vinter - for ham. Og hvem véd. Det gør det måske. I hvert fald var han nok nået frem til, at han vist ikke er et vinter-menneske. Synd for ham, når han nu bor på disse breddegrader sammen med mig, og vi ikke har planer om at emigrere til et varmere udland. For lige hurtig regnet, så er der vel sådan ca. fem måneder til det skifter igen. Fem måneder til det igen bliver sommertid.

Han virkede nu ikke sådan rigtig nedtrykt. Nærmere eftertænksom og konstaterende. I kontakt med hjertet - sådan helt nøgternt - hvis man kan være det - nøgternt? Jo, det tror jeg faktisk man kan. At han kan, og at jeg selv kan. At vi kan.

Når vi følger skovens stier, fordi de også er hjertes stier. Vi kommer i kontakt med os selv, med hinanden. Og når vi er det, så er der en vej, så er der et lys uanset hvor mørk dagen end må være. Værd at huske på lige nu, og en reminder, der er værd at tage med til månederne der følger - lige indtil det skifter igen. Lyset findes, og hvis ikke, kan vi forsøge at skabe det. Og håbe på, at vi finder det. Det gjorde vi idag. Vi gik på hjertestien.

Intet kan standse en idé, når tid er inde

- Og ting har sin tid. Der skulle gå år, men et frø blev sået.

Hvornår startede det hele? Hvad har bestemt, at du er her, hvor du er i dit liv? Er der en linie? Jeg bliver stillet spørgsmål i tiden. Spørgsmål til refleksion og tilbageblik. Og jeg reflekterer, kigger tilbage og stykker brikker sammen som dias, der klikker gennem lysbilledapperatet op på et hvidt lærred.

Et af dem er fra mit pigeværelse, med den røde skibsbriks og Jimi Hendrix hængede side om side med David Cassidy, hvor jeg sad og drømte mig væk til et andet liv. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg som sådan var utilfreds. Livet var som det var, og ingen havde lovet mig at det nødvendigvis var nemt at være ung. Og det var det da heller ikke.

Der var en særlig eftermiddag på dette mit pigeværelse. Jeg læste i et blad om en bog. En bog af en dr. Wayne Dyer. "Forny dig selv" hed den. Artiklen vakte mit unge sinds interesse og tændte en gnist i mit hjerte.

Den særlige eftermiddag på mit pigeværelse står stadig printet i min erindring ligeså skarpt som solstrålen, der ramte mig ved skrivebordet. Jeg skulkede for en stund fra lektierne, og var faldet over en artikel i Alt for Damerne. Alt for Damerne, som var mit vindue fra værelset i den midtjyske muld ud til den store verden, og her altså det forjættede land USA, hvor både Dyer, Hendrix og Cassidy stammede fra og alt tilsyneladende var muligt. Og altså også at blive en helt anden og fornyet udgave af sig selv.

JA TAK. En længsel i mig snappede efter den vind, der kom from overthere, og det var næring til et lille frø, der den eftermiddag blev sået. I en sandet næringsfattig egn, hvor jorden har det med at flyve om ørerne på menneskene med den mindste vind. Men det havde lagt sig til rette tilstrækkelig dybt til at det ikke fløj nogen steder og en dag skulle det vise sig, at det bare havde ligget og modnet som en god ost inden det bestemte sig til at trænge gennem mørket for at se dagens lys.

"Når lyset bryder frem", synger Sebastian i den skønne sang, med år på bagen. Måske ikke helt så mange, som det frø, der blev sået, men "når lyset bryder frem, så må du hjem". "Så må du hjem". Det var det, jeg skulle, det var det jeg længtes efter, og det var det frøet var: starten på en rejse hjem.

Jeg havde aldrig dengang drømt om, at det var sådan en rejse blikket over Atlanten dengang skulle tage mig ud på, men ikke desto mindre: Det er rejsen min - hjemad - og jeg er stadig undervejs :-)

Foto lånt af aksia-institute.dk

Kærlighedsafhængig

Solen ville ikke helt bryde igennem. Ja faktisk synes jeg slet ikke jeg lagde mærke til at den gjorde nogen forsøg herfra hvor jeg sidder. Bag min computerskærm, hvor jeg har siddet det meste af eftermiddagen i færd med at skrive til den lokale avis. Skrive om noget af det jeg arbejder med. Mennesker, der har ondt i livet, der har svært ved at finde mening og retning.

Artiklen i dag kom til at handle om kærlighedsafhængighed, og det bragte mig tilbage til dengang, jeg selv var én, der var afhængig af de op- og nedture, som afhængighed jo har det med at bringe mennesker ud i. Fordi det får os til, måske som det eneste, at føle os levende. Fordi, det dulmer indre tomhed. Fordi vi da så i det mindste mærker noget.

Det får mig til at tænke på Alice Miller, der i sin tid skrev den bog, der i nogle år, blev som en bibel for mig: Det selvudslettende barn. Som handler om det stakkels "rige" barn, der må lukke ned for følelser og sider af sig selv for at få kærlighed. Det handler om det barn, som får kærlighed "på betingelse af": at det er ordentligt, at det er artigt, at det er dygtig. Det stakkels rige barn, som har alt undtagen kærligheden, når det ikke er ordentligt, artigt, dygtigt.

Jo, jeg er et barn af en familie, hvor kærligheden var på betingelse af. Men vi var mange. Vi var en hel kultur. Eller i hvert fald havde det samme kulturfællesskab. Det har jeg siden erfaret. Os der er døtre af pænhedens og flinkeskolens tyrani. Os, de pæne piger, der kommer fra hjem, hvor "grimme" drenge, alt andet end passer ind i de pæne stuer i hjemmene med plysmøbler og larkerede parketgulve. De passede ikke ind, og det gjorde vi heller ikke selv. Der var i virkeligheden slet ikke noget der passede. For vi passede heller ikke sammen med drengene.

Men vi havde lært at kærlighed var sådan: Klip en hæl og hug en tå. Sådan føles kærligheden: amputeret. Kærligheden er ægte, når det føles, som om vi er blevet amputeret. Take it or leave it!

Og sådan begav jeg mig ud på livets lange landevej, haltende indtil jeg næsten ikke kunne slæbe mig afsted mere, og endelig gjorde holdt på et lazzaret. Her erfarede jeg, at den vej, jeg havde gået, jo ikke var den eneste vej at gå. Jeg fandt ud af, at der var andre og ikke mindst, at der var én helt særlig vej, der var min. Og så fik jeg travlt. Travlt med at komme derudaf og opdage den. Og hvilken vej :-) Nogle gange løber jeg derudaf som en anden Forest Gump, for jeg har stadig meget, jeg skal indhente.

Som sendt fra himlen

Græsplænen endnu hvid et godt stykke op af formiddagen efter frøken Frost har aflagt besøg henover natten. Smuk og sprød start på endnu en solbeskinnet oktoberdag. Der var en god dag at se frem til, da jeg tog afsted til mit hjertearbejde idag.

Jeg har vist godt nok spist for mange appelsiner de seneste dage. Jeg føler mig mæt, og tænker, at det bliver godt for mig at holde efterårsferie. Den står nemlig lige for døren. Den står lige derude sammen med frøken Frost og banker på. Jeg kan faktisk mærke, at den allerede har fået et ben indenfor. Det får min mave til at boble af glæde. For jeg synes, jeg trænger.

Selvom jeg er på en vej, hjertets vej, med hele min sjæl, når jeg er vågen, når jeg sover, når jeg holder ferie, så har jeg brug for nogle hvil undervejs. Som jeg skal den kommende uge. Hvile, dase, læse, skrive, indsnuse Frøken Frosts herligheder og bage en kage af de sidste æbler, der falder inden hun for alvor tager fat eller måske ligefrem kunne kalde Snemand Frost ind også.

Meeen det varer vel et stykke tid endnu. Helt alvorligt er det ikke endnu med frost og sne. Men Frøkenen har lige givet en forsmag på noget af det, vi har at se frem til. Og jeg skriver at se frem til, og ikke "det der venter" for det kommer til at lyde truende, synes jeg. Og sådan vælger jeg ikke at se på det. En smuk forsmag idag på det, vi har at se frem til mere af.

Når tiden forsvinder. Kender du de øjeblikke, hvor den gør det? Kender du den fornemmelse af evighed, af magi, der kan spille ind i dette øjeblik? Kender du det, at den hånd du lægger på din vens skulder den ene dag føles ganske anderledes, end den hånd, du lagde der igår. Den sammme bevægelse og alligevel himmel til forskel i bevægelser.

Ja, måske er det netop himlen, der gør forskellen. Tror du det er det? En usynlig hånd fra himlen, et usynligt pust fra et sted hinsides, som ligger udenfor det blotte øje, men noget du bare mærker. Du mærker en forskel, selvom der tilsyneladende ikke er forskel. Det véd du bare der er. For du mærker det. Måske som tiden, der forsvandt i et øjeblik, som en intens følelse af glæde, mening, måske endda en sorg, der har været i frøken Frosts hænder, men som oplever et øjebliks optøen. Kender du de øjeblikke? Og tror du, der er en tredie finger med i spillet?

Jeg tror det, men jeg tror også, når vi mærker, eller når jeg mærker denne finger, dette pust, at det er fordi, jeg er åben for at mærke det. At mit hjerte er det mere åbent f.eks. den ene dag i forhold til den anden. Jeg tror, hvis mit´hjerte var åbent hele tiden, ville jeg opleve de øjeblikke hele tiden. Det gør jeg så ikke, ´må jeg hurtigt tilføje, men jeg véd godt, hvad der skal til for at holde det åbent. Jeg véd godt, hvad der ikke er godt. Og jeg har selv indflydelse, det er jeg overbevist om. I hvert fald er det ikke godt at spise for mange appelsiner. Det forstår jeg mere og mere, selvom - for pokker - det er svært at lade en dejlig, saftig og vitaminrig appelsin gå min næse forbi. Men jeg har gjort det og overlader til universet, hvad der skal komme efter, og har fuld tillid til, at det er godt. Det ender nemlig altid godt. Det gør det.

Når hjertet råder

Livet er magisk. Når hjertet beskæftiger sig med det, som det gerne vil, er det som om universet er med det. Det er magisk. Jeg oplever det. Mærker det. Der dumper appelsiner ned i min turban, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde drømt om. Søde, saftige, fyldt med vitaminer, og faktisk flere end jeg kan konsumere. Så takker jeg pænt nej, men er taknemmelig for, at de overhovedet fandt vej til mig.

Universet er med mig. Sådan føles det, jeg er taknemmelig og jeg tror, det har noget med hjertet at gøre. At jeg har fundet mit hjertes vej, har taget skridtet og bevæget mig derudad, selvom jeg ikke på forhånd vidste, hvad der i virkeligheden fandtes derude. Jeg havde en fornemmelse, jeg havde et håb om, at der fandtes noget af det, som hjertet længtes efter. Men hvordan kunne jeg være sikker på, at det hjertet ville ikke var blændværk, hvordan kunne jeg være sikker på, at det virkelig var hjertet, der talte. Jeg har før taget fejl. Og jeg var ikke sikker, men jeg havde en stærk fornemmelse, og den fik lov at råde.

Selvom der har været huller undervejs, så har det ikke fået mig til at vende om. Jeg kan slet ikke forestille mig, at der er noget, der kan få mig til det. Én gang taget skridtet, så er det for altid. Jeg tror det er sådan det er med mig. Der er ingen vej tilbage. Jeg vil aldrig mere tilbage. Min sjæl vil dø. Jeg vil dø. Og jeg tror aldrig det har været meningen, at jeg eller du eller nogen overhovedet skal leve et liv, der ikke går hjertets vej. Jeg tror, det er universets lov.

Plukket af en septemberbuket

Det har været svært at finde tilbage til rytmen hjemme igen, virkelig hjemme fra sommerhustiden. Det er meget moderne det der med at være omstillingsparat, men jeg må nok erkende, at jeg er meget lidt parat eller indstillet på omstilling. Ting tager tid for mig. At vænne mig til at være hjemme igen.

Men egentlig slet ikke nyt, selvom jeg bliver lige overrasket hver gang. Indtil jeg igen tager mig selv i det, og tænker: nåh ja, det er jo sådan det er med dig. Ja, faktisk bliver mindet om det næsten dagligt som når jeg ved aftentide skal vænne mig til, at det bliver nat og at jeg skal sove og ved morgengry, skal vænne mig til, at det er dag igen og de aktiviteter venter mig, som hører den til.

Så skulle man måske tro, at jeg er ved at blive gammel, og det er måske det, jeg er, for jeg skal have mere tid, har brug for mere tid til omstilling, stillen ind på. Og så tænker jeg: det er vel også ok. Der kommer vel et tidspunkt i et menneskes liv, hvor livet er for kort til ikke at have sjælen med. Det er mit. Det er godt for min sjæl at være langsom.

Det er efteråret også. Sjælen synger vellystigt med efterårets farvesymfonier, der spiller på himlen i dramatiske formationer og de hvirvlende blade, der falder fra trækronerne. Den synger i den skarpere luft, der rammer mit ansigt, når jeg løber en tur og bringer et frisk pust ind i hele systemet, som gi'r mig energi og gør mig glad.

Men nu skal jeg være langsom her på falderebbet af dagen, torsdagen. Langsom med min sovethe, mine ord lige nu, mine skridt, der lige om lidt skal bevæge sig ud til tandbørsten og opad trappen til min seng, som venter mig og natten, der måske vil byde mig på farverige drømme. Hvis jeg ønsker det stærkt nok. Og det gør jeg. Godnat!

Hvor ukrudtet gror...

Stilhed - ovenpå en dag med aktivitet - meget aktivitet. Kan mærke, hvordan kroppen og hjernen har brug for stilhed. Restitution. Nogle timer er der endnu, til jeg er på igen. Jeg kan godt li' det - at være på med det jeg laver, jeg er passioneret omkring det. Men betingelsen er at restituere, holde pauser. Holde pauser undervejs. Og virkelig lytte til, hvor lang tid mit system behøver pause. Det går simpelthen ikke uden, selvom der er en anden del af mig, der er tilbøjelig til at ignorere og bare køre på. Men det går ikke.

Jeg holder en pause lige nu. En god nattesøvn bag mig og et par timer er der endnu, inden jeg er på igen. Jeg er hjemme. Hjemme hos mig selv. I mit hus. I mit gamle hus. En gammel dame fra '24. Hun har stået sommeren over og næsten mistet pusten, fordi hun har fået lov til at stå hen i ensomhed, mens vi har hygget os et andet sted. Hun kan ikke li' det og hun belønner vores manglende tilstedeværelse gennem den lange tid med en sløv og tung energi, som slog mig i hovedet med det samme, jeg trådte indad døren. Jeg var godt nok forbi et par dage i sidste uge, og pustede lidt liv i den gamle dame igen, men jeg skal ikke være væk længe før end hun igen virker energiforladt.

Energiforladthed er dog ikke lige det, der kendetegner udeomgivelserne. De strutter og hold da op: her har været aktivitet, og jeg taler ikke om havedamen. Haven har udfoldet sig og muntret sig på livets lyst helt upåagtet vi har været eller ej. Den følger sin helt egen rytme og det for fuld udblæsning - om man så kan li det eller ej.

Jeg tror ikke naboerne er helt vilde med det - vilnisset. I hvert fald står ukrudtet så højt, at det næsten rækker indover naboens hæk og når hans fine blomsterbede, der ellers er anlagt efter alle kunstens regler og inspireret af Claude Monét med haveløb og hvide broer. Jeg tror ikke planen var udsigt til naboens vilde vækstskud over hækken, men han har ikke sagt noget - endnu.

Vi har taget konsekvensen nu. Når man er så heldig som vi, at have to steder at bo, må det indebære, at nogen kommer og ordner vores have - villahaven for sommerhushaven er som bestemt for at vild. Men for nabofredens skyld kommer Lise eller dvs jeg kan se, hun lige er kommet.

Hun ligger altså lige nu derude på sine knæ og hiver op af de gode mælkeøtterødder, som sidder så godt fast mellem fliserne. Som hun siger: man må tage dem med roden, for de kommer hurtigt igen, hvis kun man tager knoppen. Og det har hun jo ret i. Alt ondt må tages med roden. Og så kan man selvfølgelig diskutere om mælkebøtten er ond. For de fleste villaejere tror jeg imidlertid den er. Og det er den et vist sted også for mig. Undskyld mælkebøtte, for på den anden siden side, synes jeg også du er noget af det smukkeste at skue udover en en dansk sommereng, som vi kender den bedst.

Mælkebøtter og andet ukrudt...det er Både-og, relativt, på godt og ondt - som at være villaejer som at være haveejer her i efterslæbet af en sommertid og det første spadestik taget ind i en efterårstid.

En go' mandag

Haven damper og regnen trommer - på mit tag. Der er helt stille og det eneste, jeg kan høre er regnen, der trommer en regndans, køleskabet, der står og summer og ellers intet. 16 grader viser termometeret. Udendørstermometeret. Hæderligt for en septemberdag og nok til at haveluften står og damper i mødet med de kølige dråber, der falder ned fra himlen. Som skomagerdrenge. Hvad så end skomagerdrenge har med regn at gøre. Men det har de. Det véd vi. Det véd jeg, for jeg hørt udtrykket så tit, at jeg ikke gang har reflekteret nærmere over denne forbindelse. Men der må være en mening.

Der må være en mening med alt. Den tanke, kan jeg godt li'. Om vi oplever store indsigter, glæder eller stor sorg er der en mening. Eller skulle jeg sige, vi kan danne en mening. Vi kan danne en lære ud af det, der kommer til os. For der kommer noget. Der kommer altid noget til os. Og det kommer måske, når vi allermindst venter det. Når vi er allermindst forberedte på det. Eller måske har vi en idé om, hvad der er i gære, véd der er noget undervejs og kan alligevel ikke forberede os. Jeg synes min erfaring holder meget godt stik med de kloge ord, som John Lennon har formuleret:

Life is what happens to you while you er busy making other plans...

I et vist omfang i hvert fald. I et vist omfang kan jeg gøre forberedelser, strukturere mig, målsætte o.s.v. og så alligevel er der n finger med i spillet, som jeg simpelthen ikke kender, ikke kommer fra min hånd. Der er en ukendt faktor med i spillet, der gør at tingene kommer til at se anderledes ud, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Der er en faktor der ligger udenfor min kontrol. Hvor på én gang befriende og skræmmende. Og dér jeg jeg intet gøre. Intet.

Ligesom med regnen idag, der trommer på mit tag. Jeg kan intet gøre. Bare sidde her og lytte til den lidt endnu. Jeg kunne sidde her hele formiddagen: lytte, for jeg holder meget af trommende regn. Og jeg holder meget af, at det kan ses, når varme og kulde møder hinanden i det disede skær. Og af det jeg ikke kan se, fordi det er sløret.

Jeg bare er med det der er lige nu, lydene, disen, reflektioner og tuner mig ind til at være med dem der er, med det der er i deres liv på en septemberdag 2011. En forberedelse til den gode dag, at det bliver en god dag. Det er en god dag. Det er min mandag. Første ugedag i dette semesterårs anden uge. Og den er kommet godt fra start. Det kan jeg gøre noget ved. Gjort! :-)

Semesterstart og nyt parløb

Det er blevet efterår - officielt er det blevet efterår. Det tegner til, at det kommer godt fra start med september. Med september starter alting igen. Nu er sommeren definitivt slut. Nu er sommerferien definitivt slut, alt har åbent igen. Jeg tænker på virksomheder, skoler, institutioner. Og ikke mindst min skole. Og den ny årstid tegner til at komme godt fra start.

Jeg gik ud på græsset i min klipklappere og bare tæer - i den tidlige morgenstund, hvor solen stod og dansede ude i øst. Det var vådt, græsset - næsten så vådt, at man skulle tro, det havde regnet i nat. Men det tror jeg - skulle man sige: for én gangs skyld - ikke det har. Jeg tror bare, det er duggen, der har lagt sig tungt på det nyslåede græs. Men det var fristende at træde ud i. Eller var det de røde mirabeller, der fristede og som gør sig bemærket ude i haven som et dannebrogsflag sammen med de hvide, våde liggestole. De er søde, røde og gode, mirabellerne. Jeg tænker på, at jeg kunne lave marmelade af dem. Nu får vi se. Jeg tænker nemlig mange ting om, hvad jeg kan og hvad jeg vil. Vi får se.

Dørene er allerede slået op til det nye semester på min high school, mit livs skole. Jeg har været igang i nogen tid, selvom dørene først er åbne fra idag - officielt. Mine yndlingstimer har jeg heldigvis stadig masser af. Og det kan jeg bare planlægge mig ud af, hvis det skulle ske, at der bliver skåret i dem. Dér er jeg heldig. Tiden er min egen og jeg planlægger den selv. Men der er kommet nye fag til. Ét nyt fag til. Og det er stort. Jeg har simpelthen lige taget hul på et helt nyt kapitel, som jeg skal til at skrive om mit studieliv - og jeg mener SKRIVE.

Det er et meget spændende projekt, som jeg har valgt at melde mig ind på. Men jeg kunne mærke, at det der var noget, der bare lige var mig. Projektet indebærer helt nye discipliner for mig. D.v.s. både nye og gamle. For jeg kommer til at trække på noget af det, som jeg kender og som jeg véd, at jeg kan. Men så kommer der noget nyt indover, som appellerer til en spire indeni mig, men som endnu er så mikroskopisk og sart, at jeg må behandle det meget nænsomt for at give det gode vækstbetingelser. Og det er noget, det fortjener: at det får lov til at vokse - for jeg kan se potentialet. Der er bare nogen gange, man véd: det her bliver godt. Og det véd jeg. Jeg tror på det.

Noget helt nyt for dette semester er også, at jeg i noget af tiden går fra at være selvstuderende til at være medstuderende. Vi er nemlig to, der har meldt os på projektet. Og jeg kan allerede mærke, hvordan vi får det til at svinge og mærke, at vi skal få skabt noget, der bliver unikt. Ja, det er faktisk allerede unikt. Unikt og magisk. Det er meget spændende for mig. Og jeg glæder mig. Jeg glædes simpelthen over denne start: semesterstart/septemberstart.

Jeg skrev slet ikke noget om, hvordan jeg har haft det henover sommeren. Det er en længere historie og det kan være, der kommer en lille sommervind ind fra øst, når mørket og kulden falder på henad vejen. Men lige nu er det septembers indgangsparti, jeg er optaget af. Og det kan jeg virkelig - virkelig godt li'.

Tre gange V

Varme, vin og velvære...Vi har besluttet os. Har kigget langt efter solen i vejrudsigen de seneste par uger, og tager nu konsekvensen og drager sydpå. Vi har ferie. Sommerferie.

Jovist det er hyggeligt med regnvejr og blæsevejr. Jovist har det sin egen charme - især når det bliver efterår, og vinteren begynder at banke på. Men lige nu hører jeg bare sommeren banke. Den står derude og banker på, men bliver ligesom ikke lukket ind. Nej, den gør ikke. Må stå derude dag efter dag efter dag, og kun lige en gang imellem få lov til at stikke hovedet ind. Den vil så gerne. Men Skyerne er magtfulde. I disse dage.

Vi véd, at vejrliget i andre egne af verden er mere imødekommende og nærmest grænseløst overfor solen, der elsker når den kan få lov til at bage ned over land og by, mennesker og dyr. Nogle gange så det måske tager overhånd. Men nogle steder, får den plads på en måde, så det er behageligt, behageligt varmt, og hvor den gi'r kraft til bondens marker, der udgør en naturens vitaminpille, som vi kan indkøbe på det lokale torv. Den gi'r kraft til de druer, der forvandlesl til vin, vi kan nyde på torvenes caféer samtidig med at vi ovenikøbet får tilskud til knoglerne af solens stråler, som vi nyder på en lun plads i direkte linie eller mere afmålt under en skyggefuld platan.

Turen går til sydfrankrig. Provence. Turisternes kæledægge siges det, men nationalt landets Klods Hans. Jeg har nu altid holdt af historien om Klods Hans, og jeg tror allerede, jeg véd, at jeg kan li' det vi skal ned til. Varme, vin og velvære...det er vores forventning. Au revoir!

Gul som sol m.m.

Der arbejdes. Der arbejdes ihærdigt inden det bliver tid. For det gør det lige om lidt. Lige om lidt er det ferietid. Så fra tidlig morgen til sen aften. Forberedelser til efterårets aktiviteter er på dagsordenen og det tager form. En form for rodet form. Endnu. Lige om lidt tages der afstand til det hele. I tre uger bliver arbejdet holdt ud i strakt arm. Det bliver godt. Jeg glæder mig. Jeg skal lave noget helt andet. Vi skal lave noget helt andet. For herren i huset og jeg holder ferie sammen i tre uger. Fra i morgen.
Ferie er sol og sommer...hm...Det har været køligt idag. Det våde vejr bringer kølighed med sig - også inde i huset, hvor jeg sidder og arbejder. Der tændes op i brændeovnen, som gi'r både varme og lys fra sig. Orange som en solnedgang. Den går ikke ned idag. I hvert fald ikke synligt ned - solen. Har sat mig ved ilden og mærker varmen, der rammer mig og pakker mig ind som kun solens stråler ellers kan gøre det. En solgul sol, som la'r vente på sig - vist nok et døgns tid endnu. Tænker på gult. Gul som sol. Gul som solen - i skærret af flammende orange.

Vinkler undersøges

Arbejder på en vinkel. Søger en vinkel Søger en vinkel der er min. Søger en vinkel, der er min rigtig meget. Så meget, at det bliver svært at se den for bare træer. Så meget, at jeg bli'r omtåget. De vælter ind over mig, så alt bliver tåget omkring. Tåget, flimrende, uklart, utydeligt. Det er ikke til at se det for bare træer. Ikke til at fange det ind. Det vil ikke fanges ind. Jeg tror det er sådan, det er. Det vil ikke. Ligesom den lille fyr. Men han blev. Han blev lige fanget ind i et tåget spind af bare træer. Men fri var han. Til at stikke af igen. Og det gjorde han så...

Zen - living

Den skønneste morgen i min have, hvor nattens regn stadig ligger som spredte spor på de plane flader og græsstrå med dråber på står og blinker under solens stråler. Fuglene synger, duerne kuer og en plads i solen, står og venter på, at jeg kommer og indtager den.

Jeg vil starte med en lille zen-aktivitet, som jeg er blevet inspireret til hos Rina, og som jeg også fandt hos Janne. Jeg var nemlig på stranden i aftens for at hente sten, som jeg syntes ville gøre sig smukt i hæklede klæ'r. Når nu de ligger her på min terasse linet op, ser de dog ikke ud som om de behøver at klæ' sig ud for at få deres skønhed til at stråle. Den har de bare i sig selv. Synes jeg, som altid har lommerne fulde af flotte sten, når jeg har gået en tur ved stranden. Der er noget smukt og stærkt ved sten. Men lige præcis den styrke, som de symboliserer for mig, tænker jeg, er det, det udtryk, der bliver understreget med en forfinet, hæklet klædning omkring. Jeg prøver. Jeg undersøger, om det er sådan. Og det véd jeg jo først, når jeg står med den i hånden. Om jeg kan li' den sådan: stenen hyllet ind i en hæklet tut. Jeg kan i hvert fald li' tanken, og li' de smukke ting, der er gjort med andres hænder til deres sten.

En start på dagen med sten-hæklerier....i solen....på min terasse. Og fugle der synger, duer, der kuer. bier der summer. Juli har sin fine kjole på idag. Den solgule som jeg holder så meget af. Der venter arbejde lige om lidt. Gode og spændende opgaver, der érr taget hul på, som der skal pusles videre på. Men inden, altså lige om lidt, så er det løbetid. Min krop har ligget underdrejet de seneste dage i en influenza-lignende tilstand. Den føles nu som om den er med på en lille tur igen. Styrken er vendt tilbage. Det er herligt. Det er en stærk dag. En stærk Tor(s)dag. Dejlig dag til alle derude i sommer-landet!

Det liv

Morgenkaffe, morgensol, morgensang fra fuglene, morgenundring fra kattene, morgenstund har guld i mund, morgenstund i juli, morgensind der lukker det hele ind. Er der plads til mere?

Lukker ind, lukker ud. Drømme, der er lukket inde. Lukker drømmene ud. Minder der er lukket inde. Lukker minderne ud. Følelser der er lukket inde. Lukker følelserne ud. Stemninger der er lukket inde. Lukker ud. Noget ude noget inde.

Krusninger i overfladen, både der vuggende duver på det samme sted, strømme underneden. Der fører hen...ja, hvor fører de hen? Havets dyb...bunden - stilhed, evighed, ensomhed, guddommelighed?

Ovenover - svaner der sejler med hvinende vingeslag gennem luften, måger der skriger. På vej, men hvorhen? Mennesker på vej - hvorhen? Jeg på vej - hvorhen?

Ta'r bolig, ta'r bolig på kanten. Spiser, lever, elsker, skændes. På kanten til - stilheden, evigheden, aleneheden, guddommeligheden?

Liv inde, ude. Indenfor, udenfor, ovenover, nedenunder. Liv, ikke liv, evigt liv. Udvidet liv. Udvidet bevidsthedsliv. Bare liv - liv - råt for usødet: indeni, udenfor, ovenover, nedenunder og indimellem.

Der må være et sted. Helt enkelt. Et helt enkelt sted. Famler, søger, leder, står stille. Et sted, et urgammelt sted véd det. Kender det. Har kendt det altid. Er på vej. Det leder mig på vej. Det leder mig på rette vej. Helt enkelt.

Hva' véd jeg???

Jeg kan li' at læse. Jeg elsker at læse, og lydbøger er et godt supplement, fordi jeg så samtidig kan gøre andre ting, som jeg også holder af som f.eks. at strikke. Det er simpelthen genialt. En god lydnbog og mit strikketøj, så kører det :-)

Jeg faldt lige over dette, hvor man kan downloade tre gratis lydbøger. Dem nupper jeg. D.v.s. undtagen Undtagelsen, for den har jeg læst.

Og så kan jeg ellers godt indtage min terasse, for nu er solen kommet til øen. Det har set lidt tvivlsomt ud hele formiddagen, . Som om vejret ikke rigtigt har kunnet beslutte sig til om det ville forsøde med sol og varme eller igen lukke op for hanen og strække sine regnfulde arme helt ned, hvor kloaker, stræder og bygninger svømmer over. Her træder solen i karakter :-)

Det håber jeg også den gør der, hvor du er. Jeg ønsker det især for de københavnere, der var ved at drukne i vandmasserne i weekenden. At de må få noget sol og varme så de kan få tørret op i kældre og på de etager, der er blevetg revet med af vandmasserne. Jeg håber, at værdierne fra gemmerne reddes, og at dem der ikke gør - om ikke andet - får en værdifuld plads i hjertet - hvis de er berettiget dertil. For skidt og kanel er der nok imellem, når først hvert et stykke kommer under lup. Og næppe alt er lige værd at samle på. Sådan ville det i hvert fald være, hvis jeg gik i gemmerne i min kælder. Men for det, der er det værd, håber jeg, at hver enkelt og én af dem, som er blevet oversvømmet, får skabt sig et skatkammer i hjertet, hvor der er læ for fremtidige lunefuldheder fra naturens hånd. Intet er dog sikkert, for hjeret kan også oversvømme eller lide skibbrud i stormvejr. Men sådan er det måske bare. Der er bare ingenting der er sikkert. Men så véd man da det. Jeg véd nu heller ikke lige med solen ;-)

Nu - lige NU

Der er helt stille herude nu. Selv fuglene synes, at være gået til ro. Lidt puslen i krattet. En fugl, en mus, ræven eller katten. Vi kan ikke se det nu - i mørket.Det er mørkt nu. Stille og mørkt.

Ellers har der være lys over land idag. Sollys...næh..hvor har den tilsmilet os i dag i det vestsjællandske. Badning ved stranden - årets første havbad for mig. Men herligt. Klart og fint badevand, tilpas temperatur til afkøling efter solbadning. Også årets første. For første gang i bikinien selvom der måske nok har været dage, hvor det har været tillokkende, har tidspunktet ikke været tilstede - førend i dag.

En rigtig dejlig sommerdag, som kommer helt på højde med dem, jeg holder så meget af ved Middelhavet. Havet her kan bare noget andet. Stranden kan noget andet. Det er dansk. Med alt, hvad det indebærer. Andre dufte, andre lyde, andre farver. Med andre minder. Minder om banrdomsferier, som blev tilbragt ved havet. Ud til havet med hele familien godt pakket i volvoen. Ud til sommerhuset, som vi altid lejede. Sommerferie var lig sommerhusliv på lejet grund. Solskinsdage ved stranden. Regnvejrsdage med familiespil eller skovture med gummistøvler og regntøj på. Jordbærgrød med fløde på, og skrabede kartofler til rødspættefiletter og sildemadder på frokostbordet.

Sommerhuslivet er kommet ind med modermælken, måske er det derfor jeg befinder mig så godt her, hvor jeg er: i mit sommerhus. I mit sommerhus, hvor jeg har været siden det tidlige forår. Jeg begynder at tænke, om jeg nogensinde får lyst til at vende tilbage til byen. Tilbage til mit liv dér. Begynder at overveje, om mit liv dér kan kombineres med, at jeg bliver boende her. Vi får se. Måske kommer det af sig selv, når mørket lægger sig henover landet, og især øen med efterårets ankomst (som ligger meget langt ud i fremtiden selvfølgelig :-))

Men jeg behøver faktisk slet ikke at tage stilling. Lige nu er det godt, lige som det er. Og sådan har jeg tillid til at også fremtiden arter sig, om det er her, dér eller hvor end det måtte være.Lige meget hvad: det ender godt, som den kloge mand Johannes møllehave, siger det. Og jeg tilføjer: det er godt - nu, lige NU!

Blogspot.com

Jeg er ved at være godt og grundigt træt af Blogspot.com. Det forvolder mig igennem længere tid store vanskeligheder at lægge en kommentar hos jer andre og at besvare de kommentarer der lægges hos mig. Der er ikke noget problem i at lægge et indlæg ud, men kommentarer både her og der. Hvorfor skal det være så vanskeligt??? Gode idéer og fif? ...så om an. Jeg er TRÆT af de tekniske forhindringer jeg løber ind i på Blogger, men må selvfølgelig også retfærdigvis tilføje, at jeg ej heller er noget teknisk geni :-))

Køkkenskriver

Mit køkken er mit arbejdssted; om det er kontorarbejde, om det er madlavning, om det er - ja, snart hvad som helst, så holder jeg bare af min køkkenplads. Nu lyder det næsten som "mor hjem til kødgryderne"-agtigt, men sådan er det på ingen måde. Jeg indtager min plads helt frivilligt og med stor fornøjelse. Det er bare MIT.

Og så til afveksling indtager jeg køkkenbordet, hvor jeg ellers plejer at stå at snitte mine grøntsager, ælte min dej og røre min saucer, med min pc. Tager det ellers siddende arbejde med op at stå. Det giver fornyet energi til både kroppen og de mentale processer, som mit skrivebordsarbejde jo ellers består i.

Et skrivebord, jo, det har jeg. Et arbejdshjørne, jo, det har jeg, men altid sniger mine aktiviteter sig ud mod husets arne: mit køkken. Til køkkenbordet eller til spisebordet. Det ene eller det andet. Det er simpelthen her jeg arbejder bedst, befinder mig bedst, når jegt skal arbejde.

Når jeg læser og ser fine arbejdspladser i dameblade eller bolighuse, bliver jeg altid inspireret og begynder at drømme om mit eget kontor, hvor jeg jo kunne gøre det ene og det andet for at komme i nærheden af den forjættede drømmeplads, men det forbliver altid ved drømmene. Når arbejdet kalder træder de i baggrunden, og jeg indtager trygt og gladeligt min vante køkkenplads.

Her kan jeg koncentrere mig om det jeg skal koncentrere mig om. Det jeg vil koncentrere mig om. Det jeg slet ikke kan lade være med at koncentrere mig om. For det er nemlig noget helt andet end det, jeg kan se i damebladene. Noget andet end en udstilling i et bolighus. Det er noget helt andet. Det er en ild, der brænder. En ild, der blusser, en brændende ild, der får det hele til at pulsere, ånde, leve. Der får mig til at pulsere, ånde, leve. Og så er det fatisk ligegyldigt hvordan mine drømme kan skitsere en "rigtig" arbejdsplads. Bare min ild får de rette betingelser til at kunne holde sig igang, blusse op og knitre, så er alt som det skal være. Og det er sådan det er i mit køkken. På mine køkkenpladser.

Og ja, arbejdet kalder endnu her. Ingen ferie endnu, selvom der er ferie i luften overalt omkring mig. Feriefolket kommer til øen. Det mærkes og det er dejligt. Jeg bærer brænde til bålet lidt endnu, måske sætter jeg doseringen lidt ned de næste par uger. Der er jo ingen grund til at have et bål stående fyr og flamme, når jeg skal holde ferie. Der drosles ned. Det er nemlig bedst for min krop og min sjæl, at være forberedt. At overgangen bliver mild og god. Og det bliver den. Jeg kan mærke det allerede. Mild og god overgang inden jeg skal hold ferie. God weekend og ferie herfra øen.

Græske drømmerier

Når himlen ligner et klippet får..., og det gjorde den. Lige der ved aftentid, hvor vi overvejede, om vi skulle sidde ude eller inde for at indtage vores aftensmad. Får vi regn? Jeg kigger efter sprækkerne, og jeg tror måske, at det holder tørt. Men om det er lunt nok til at sidde derude ved grillen; det er så en anden sag. For grillen er flyttet ud i haven. Væk fra huset for en stund, fordi der bygges terasse. En længe ventet terasse, delvis med tagdække. Og jeg tror måske, at vi hurtigt vil komme til at savne det i aften.

Solen har været på himlen det meste af dagen, og har for så vidt været gavmild nok, og har sagtens kunnet holde mig varm, men når den så af og til har taget sig en pause og har gemt sig bag en sky, så¨har jeg straks fået den kølige vind at mærke. Så er det frem med trøjen og tørklædet om halsen indtil solen igen dukker op. Typisk dansk sommervejr, er vist det, vi kalder det. Ak ja, du danske sommer. Du er og bliver lunefuld. Intet nyt under den himmel. Og sådan har du din egen charme, men jeg listede mig mig væk fra dig en stund. Jeg listede. L-i-s-t-e-d-e mig ind på solfaktor.dk - bare lige for at tjekke, om der skulle være et fuldstændig vanvittigt godt tilbud på en rejse til den tid, hvor vi skal holde ferie. Bare lige tjekke...

Det der står i mit hoved, i mine erindringer, det der betyder sommerferie for mig er og bliver Grækenland. Her er jeg fortabt. Ingen sommerferie uden Grækenland. Sådan har det været siden jeg i 1992 tabte mit hjerte dernede i det store blå hav mellem de hvide øer med blå tage. Mit hjerte tog plads mellem prominenete navne som havets gud Poseidon og det sunkne Atlantis. Jeg "hoppede" rundt mellem øerne med det nødvendigste habengut i rygsækken, mit åbne sind og en god veninde. Jeg tabte mit hjerte til det frie, naturlige liv. Et par dage her, et par dage der, et par nye følgesvende her et par svenske flickar der. Vi levede fra dag til dag. Sov i det fri, ved stranden, campingpladser under åben himmel. Rejsen rundt med Dimitris, Blue Star Ferries og hvad de ellers hedder de store både, der sejler mellem øerne, var højdepunkter i sig selv.
Sejle gennem den mørke nat, Putte sig i soveposen, mens en lun sommervind rammer kinden, skimter en ø i horisonten, som kun er synlig via de næsten neonblå gadelamer, der lyser over det natlige ø-liv, larmende motorer fra skibet, et uforståeligt sprog over højttalerne, hver gang vi løb an til en ny havn, og vågne op med solen, der stiger op bag en ø og betages sammen med andre søvndrukne øhoppere fra hele verden. Jeg tabte mit hjerte. Det hoppede af borde her og fik nye venner. Først og fremmest Poseidon.

Gæstfrihed, skønhed, dybe kulturelle spor, som jeg føler mig beslægtet med, enkel, ærlig mad, som jeg hedigvis kan gøre efter, når jeg har brug for at immitere lidt græsk stemning, når jeg savner. For det gør jeg. Jeg kommer altid til at savne Grækenland.
Der er mange steder i Grækenland, som jeg har besøgt, og så er der dog nogle perler imellem, som står mit hjerte ekstra nært. Ham der gør det i mit liv, i mit daglige liv, var ikke med dengang. Men det er han nu. Han er introduceret, og har opdaget Grækenland, så han holder ligeså meget af at komme der. Og mest af alt - Amorgos - MIN og VORES ø.

Han kender ikke til mine flirterier i dag. Og jeg holder også tæt. For vi har en aftale om, at Grækenland må vente til næste år. Vi har vist opbrugt vores rejsekvote for i år. Vist nok...jeg håber lige til det sidste, at der dukker et uventet tilbud op, som vi ikke kan sige "nej" til. Men lad os nu se...kan godt mærke, at fantasien og drømmene løber af med mig nu, men hvad, så har jeg hygget mig med det sålænge. Lige indtil nu har jeg hygget med min kære mand under den danske himmel og det blev både til tszaziki, græskmarineret mørbrad med salat - græsk - selvfølgelig :-)Og nu er vi algså rykket indendøre.

Glæde, stilhed og heksetro

Traditionen tro - Sankt Hans bål ved lystbådehavnen. Jeg blev stille og sank hen i midsommerstemning. Her er ingen båltaler. Midsommeren taler for sig selv. Skyer der ligger i lag ovenpå hinanden og svæver henover himlen med vinden, der i år står ind med en frisk vestenvind. Mørke tunge skyer og rød-violette farver på himlen, der laver sprækker i skyerne og snart opsluger ildens flammer fra bålet,

mens midsommervisen trænger igennem knitren og hylet fra heksen på toppen. Glæde, stilhed og heksetro. Jo, en hellig treenighed på denne smukke midsommeraften 2011.

Målet nået...

Jeg havde sat mig et mål. Det mål satte jeg mig engang i foråret sammen med en veninde, som havde været der før. Været med til Spartas kvindeløb. Jeg besluttede, at jeg skulle være med, og gik i træning - til mit første løb siden jeg var 20.

Det var en træning med en form som led lidt under vintermånedernes tilbøjelighed til i højere grad at krybe sammen i sofaen end i løbeskoene. Men jeg rystede støvet af løbeskoene og sendte dem med på tur ud i det tidlige forår med intentionen om at opbygge formen, så den kunne stå distancen på 10 km den 19. juni 2011. Mine første 10km siden jeg var 20. Og det kunne den :-)

Mit mål var at gennemføre løbende og det gjorde jeg. Ikke et skridt gik jeg udover de få forbi de to depoter, hvor vi kunne ta' en slurk vand og lidt energidrik. Jeg løb - ikke på tid. Jo selvfølgelig fik jeg en tid, men for mig selv løb jeg ikke på tid: Jeg ville bare gennemføre. Det med tiderne må komme. Komme senere - til senere løb. For ingen tvivl - dette var ikke det sidste. Det var det første for mig i nyere tid, og det var fantastisk. Fed stemning, fed energi og fedtforbrændning, så det gør noget. Hold da helt op, hvor kalorierne rasler af på sådan en tur, kunne jeg konstatere på mit nye Garmin-ur. Jeg har egentlig ikke nogen mål med min vægt. Næh...målet hedder tid. Næste gang står målet på tidforbedring. Men når jeg ser Rikke Lønholt løbe lidt frem og tilbage i start-/målfeltet som opvarmning til selve løbet, bliver jeg godt nok imponeret over en atlets krop. Så formet, proportioneret og harmonisk slank. Smuk.

Smukt tror jeg også det bliver i det næste løb, som vi allerede har besluttet at deltage i - Christianshavnermilen. Det er et mindre, og vist mere en slags træningsløb - men det gi'r så god mening efter gårsdagens løb, fordi der sker noget med min energi sammen med så mange andre løbere. Der bliver lige skruet op, så jeg yder lige det mere. Det var i hvert fald det, jeg oplevede igår. Og så bli'r det smukt derude på Christianshavn.

Heldigvis har jeg lige et par uger til at blive klar til det, og forbedre (for nu er det jo målet). Og det er godt, tænker jeg idag, for jeg kan godt mærke, at min krop har præsteret igår. Lidt ømhed i musklerne og træthed har dagen været præget af, men jeg er klar. Lige en dags mere restitution, så er jeg i skoene igen for at skærpe formen til milen den 4. juli - og jeg glæder mig allerede :-)

Ravvejr eller bare regnvejr

Det er ravvejr, siger min mand. Nej mand, det er regnvejr, siger jeg. Øse pøse sjaskende regnvejr. Det kan godt være der også er rav, men især er det regnvejr. Men ok - det behøver jo ikke være en hindring for at bevæge sig ud - for at kigge efter rav (min mand har virkelig fået blod på tanden, siden han i ugen fandt et stykke ved vores strand) - eller bare ud at mærke det øse-pjaskende regnvejr.

Så det gjorde vi. Trak i gummistøvler og regntøj, og kørte ud til den ende af øen, hvor vi er helt sikre på at blive godt pjasket igennem. En vind der stod lige ind mod os med plaskende dråber af vand, der bankede ned ovenpå hovedet, som vi havde bragt i ly under hver vores hætte på regnfrakken. Bankede på den gode måde vel og mærket - for det lyder dejligt herinde under hætten med dryppene, der falder rytmisk ned fra den stålgrå himmel, hvor det er svært at få øje på, at solen lige om lidt skal titte frem. For det skulle den.

10 minutter senere trænger et lys gennem skyerne, og glæden blusser forventningsfuldt op i brystet: lys - sol...det ligger på lur lige bagved skyerne, og snart kan vi skyde hætten nedover skuldrene og lade håret fange ind af en lun vind, der følger med lysglimtet på himlen. Det er ikke fordi solen er bedre end regnen. De er ligesom hinandens gode venner, og jeg kan li' dem begge. De komplenterer hinanden, hvor den ene kan noget, det andet ikke kan. For kan solen måske frembringe den musiske rytme som dråber fra regnen kan? Kan solen alene frembringe den duft af sommer, som en regnbyge er med til at forstærke? Kan regnen gennemvarme min krop og få solsorten til at synge for fuld udblæsning som på en solskinsdag? De kan noget hver især - Hr. Regn som Fru Sol, og de klæder hinanden i den danske sommer. Et solstrejf kan være tiltrængt som en regnbyge kan være det.

Idag er der måske så nok faldet lige lovlig mange af de tiltrængte regnbyger, men sådan skal det åbenbart være. Der er nogen/noget der har bestemt det sådan, og at jeg undervejs langs stranden bestemte, at vi skulle hjem og drikke eftermiddagskaffe i haven - i solen :-), det kunne jeg så godt glemme igen. For selvom solen kom på besøg også idag, var det kortvarigt. Den havde gemt sig bag skyerne igen, inden vi nåede hjem, så eftermiddagskaffen tog vi altså indendøre og tændte op i brændeovnen istedet - mens vi lyttede til regnen på husets tag og indsnusede duften af den hjembragte hybenrose i go' samblanding med nybrygget kaffe.

Det var ikke ravvejr idag. Der blev ikke fundet ædle sten idag, men det var regnvejr- det var det. Øse pøse sjaskende dejligt regnvejr. Fortsat go' weekend!

Drøm og lad fantasien svæve

Uhm...vinden sendte en duft af hyld med sig. Duft siger jeg. Nogle synes hyldenn lugter - lugter som kattepis. Jeg kan godt forstå, hvad de mener, men har aldrig selv tænkt den tanke, førend jeg hørte nogen sige det. Jeg tror, for mig, er hylden bare endnu et velsignet vidnesbyrd om, at det ER sommer, og at det snart er midsommer. En let, lys og levende tid. At alting forandrer sig med lynets hast i disse måneder, hvor hylden bl.a. henover tid - kort tid - forvandler sin lette hvide dragt til tunge blå-lilla klaser af bær, som vi kan høste i sensommeren og det tidlige efterår for at forvandle dem til den skønneste vitamindrik. En drik som vi kan hente vitaminer af henover vinteren. Eller lige nu - for ikke at tale om lige nu - bare tage de hvide skærme og lave en svalende læskedrik, til når sommervejret begunstiger os med sol og varme. Som i dag. En lun plet midt i solen. Sådan én har jeg fundet mig, og taget min pc og mit hjemmearbejde med ud. Hvor heldig kan man være. Jeg føler mig heldig, begundstiget og nyder lige præcis hyldedrik. Ikke én jeg selv har lavet, selvom det kunne det jo faktisk lige så godt ha' være. Men jeg nyder istedet den fra Nikoline. Den holder jeg af. Og udover at slukke min tørst får den mine celler til at smile med etikettens udsagn: Drøm og lad fantasien svæve...Jeg kan bare godt li' at der både er til krop og sjæl, og det er der i Nikolines :-)

At finde og blive fundet

På aftenens tur til vandet gik jeg og tænkte på rav. At det kunne være sjovt at finde et stykke, og at jeg nu ville prøve at kigge efter det. Det gør jeg ellers ikke. Men i aften ville jeg gøre det. Knap havde jeg tænkt tanken til ende, førend næste tanke sejlede ind og tog plads i hjernen: at jeg måske skulle vende perspektiv og tænke, at hvis der skulle være en ravklump til mig på stranden, så fandt den nok mig. Den tanke føltes rar. Så jeg slentrede bare stille videre, lod mine tanker sejle videre i takt med de svage bølgeskvulp og overlod til, jeg véd ikke hvilken magt, hvorvidt jeg skulle have rav med hjem eller ej. Og det skulle jeg. Eller det skulle min mand. for det var ham - han fandt minsandten en lille ravklump på størrelse med et hindbær. "Der var det" sagde han pludseligt med snuden godt begravet i en lille dynge tang, som om han vidste, hvad jeg havde gået og tænkt. Han havde fundet et stykke rav, eller ravet havde fundet ham. Ja, tænkte jeg, men så har han mere brug for det end mig. Mere brug for, at det skal komme til ham end jeg har brug for, at det skal komme til mig. Det er altsammen i orden. Og det glæder mig, at se hans begejstring. Så bliver jeg også begejstret. Men endnu mere begejstret bliver jeg da også, da han synes, at jeg skal have det. Så er det næsten som om, at ravet også har fundet mig - bare via ham. Og det er da slet ikke ringe. Jeg véd helt nøjagtig, hvad jeg vil gøre med den lille guldklump: få lavet den sølvring med en natursten, som jeg ønsker mig. Jeg vidste bare ikke, at det var en ravsten, jeg ønskede mig i den. Men det véd jeg nu :-)