onsdag den 23. november 2011

Stilhed før stormen


Sen aften. Næsten lige inden sengetid. Roen har indfundet sig nogenlunde igen. Der har været uro. Jeg har været urolig. Jeg har været ude for rystelser. Forstyrrelser. Frivilligt og udviklende, men også uroligt. Jeg begynder at finde fodfæstet igen. Det er godt. Det føles godt. Som det skal. Efter uro kommer ro. Efter roen kommer uroen.

Ro før uro som stilhed før stormen. Efterårsstormen, der venter lige om hjørnet. De har varslet det for de kommende dage. Men jeg er hærdet. Jeg kender modvinden, jeg kender stormen og jeg har lært at stå fast. At stå på mine ben, når vinden suser omkring mig og tager fat i mit hår, og ihærdigt trækker i mig, som når en hest trækkes afsted.

Nu er jeg jo bare ikke en hest, så ingen skal trække afsted med mig med min gode vilje. Til gengæld er der nogle, der kommer til at trækkes med mig, men jeg antager, at det er med deres gode vilje. Fordi de selv har valgt det, som jeg selv har valgt dem, jeg gerne vil trækkes med. For de er der. Der er dem, jeg gerne vil trækkes med. Dem jeg holder af, dem, der holder af mig, dem der inspirerer og udfordrer mig, dem, der vil ha' noget af mig, dem, der vil mig noget og dem der nogle gange ryster mig. Jeg vil gerne trækkes med dem. Fordi de giver mit liv værdi og mening. Simply that!

Simply that, som er de tanker, der lige nu hjælper roen til rette, så den kan åbne dørene for den tiltrængte søvn, der banker på for at komme til - uanset den uro og larm, der kommer fra gaden og vist nok har tænkt sig at fortsætte et godt stykke tid endnu. Uro derude, men ro inde.

Go' nat Danmark!

mandag den 14. november 2011

Husk lige solbrillerne


Hjemmearbejde. Skrivearbejde. Mandag. En ny uge er skudt igang. Der er sat de første farveklatter på ugens palet. Det lader ikke til at solen kommer til at få særlig meget indflydelse på skalaerne i denne uge. Men en enkelt stråle strakte sig dog henover spisebordet ved middagstid, hvor jeg og sad puslede med ord og billeder til det, der skal blive min nye hjemmeside.

Mit hjerte bemærker straks solstrålen og springer op, strækker sig som en blomst efter lyset, smiler og sender et par taknemmelige tanker til et ubestemmeligt sted derude. Hvem så end de går til, hvor så end de går hen. Men et sted derude, som måske også er derinde. Derinde i hjertet. Et sted i hjertet, hvor der også er lys.

Men mit påvirkelige hjerte. Det lukker sig straks en smule sammen om sig selv med lyset, der igen svinder ind. Lægger sig lunt og godt til rette i sit kammer, hvor det efterhånden er ved at have indrettet sig og indstillet sig på, at det bliver vinter. At det bliver koldere og det bliver mørkere endnu.

Men der var lys en stund i dag. Sollys, og det bliver skrevet ind i bogen over taknemmeligheder. Taknemmelig for at det var der og taknemmelig for at vi bemærkede det.

Det er selv de mindste detaljer, der nogle gange udgør et højdepunkt. Og dem samler vi på her i huset. Men solbrillerne...dem fik vi dog ikke brug for ;-)

søndag den 13. november 2011

Stilhed ved skumringstid


Det liv, du kender, er et tyndt slør af begivenheder, der dækker over en dybere virkelighed -Deepak Chopra

Skoven var stille idag. Ikke et blad, ikke en gren rørte på sig. Det eneste vi kunne høre, var den raslende lyd i bladene med hvert skridt vi tog og en puslen af og til - også fra bunden under os. Måske en mus, en fugl, der søgte sit måltid mellem de fugtige nedfaldne blade.

Vi standsede op nogle gange undervejs for at suge stilheden til os. Lod stilheden synke roligt ind og gik videre. Vi bemærker træernes nøgenhed. Bladene har haft god vind til at lette fra kronerne bare siden sidste weekend. Og de afpillede grene står næsten klar til at tage vinterfrakken på. Den hvide vinterfrakke. En lille forsmag har de nok haft derude efter den forgangne nats frost, som byen til morgen var pyntet med.

Frosten var i hvert fald ved at gøre klar til at lægge sig, da vi kørte fra skoven igen. Blikket der søgte udover marker, ud mod horisonter blev bremset af den lette dis, der var ved at sænke sig og gøre klar til at iklæde landskabet den frosthvide dragt. Ikke gennemhvid som sne, men en transparant hvid, hvor vi aner, der ligger noget andet nedenunder.

Selvom vi selvfølgelig godt véd, at der ér noget, er det alligevel som om, at naturen vil understrege skønheden i antydningens kunst. Der ligger noget under, som vi får antydningen af.

Jo så, og det ér skønt. Det ér smukt. Jeg holder af antydninger. Jeg holder af, at jeg ikke får hele historien fortalt. Om det er, ja helt i ordets rette betydning: en historie. En go' bog. Eller om det er en go' film, et kunstværk og ja naturen.

Jeg kan godt li', at min fantasi, min forestillingsevne, mine sanser bliver vakt. Og jeg bliver i særlig grad vakt, inspireret, når noget viser sig for mig kun antydningsvis, på skrømt. Det virker som en god flirt med livet.

Jeg blev stille i de sene timer af søndagen. Ved skumringstid i udkanten af skoven, hvor dis og mørke lægger sig sammen henover landskabets silhuetter. Vi føjer en ordløs krølle på en dejlig og begivenhedsrig weekend, os i bilen, på vej hjem igen.

fredag den 11. november 2011

Hele verden i et græsstrå


Det går stærkt. Det er lige blevet efterår og snart er bladene faldet af træerne. Ugen er lige startet og snart er den gået på hæld igen. Sidder en stille stund og mærker efter og funderer over tiden? Funderer over mit tilstedevær i tiden. Var jeg tilstede? Var jeg tilstede i den uge, der så hurtigt gik? Som der har været mange uger, som der har været mange fredage, hvor jeg har taget mig selv i træthed og udmattethed, når jeg nåede frem til fredag - og spurgt mig selv: var jeg tilstede? Jeg gjorde. Jeg udrettede, men var jeg tilstede?

Jeg spørger mig selv, fordi: jeg vil sgu være tilstede. Så jeg stopper op og mærker, om jeg nu var. Og jo, det var jeg. Jeg mærkede ugen. Jeg har mærket hver og en, der har siddet overfor mig. Jeg har mærket et samarbejde i proces. Når processen ser ud til at gå på grund. Når den bliver skubbet ud på havet igen, og ser ud til at bevæge sig. Jeg har mærket luften på mine kinder, der er blevet en tand køligere fra i søndags, hvor luften var mild og rund til gårsdagens løbetur, hvor luften var kølig og skarp. Og jeg har set månen, for gårsdagens løbetur var en aftentur, en månetur. En fuldmånetur. Månen der gjorde os selskab, så vi var tre. Tre, ligesom tre gange 11. Den 11.11.11. Jeg er tilstede lige nu - den 11.11.11, og kigger på et græsstrå.

lørdag den 5. november 2011

Transformation


Det blev lys. Det blev sågar sol idag. Mange dages fravær, men nu tilbage på sin egen sløve måde som hører efterårsmånederne til. Men det er herligt. Jeg får energi. Løbeskoene blev luftet efter at ha' trukket støv i en uges tid. Støvsugerne fik en tur gennem huset, dynerne luftet og diverse andre småting, som i sidste ende gør en helhed af velvære og nydelse, når jeg nu snart sætter min gryderet over, som vi skal spise til aften.

Solen og weekenden var velkommen, og på sin egen mærkelige måde har den forgangne uge også været det. Selvom tungsind og melankoli fik sunget nogle strofer, så det var lige til at græde over. Men det hører med. Det hører med til livet. Og det hører med til årstiden. For mig.

Der er transformation udenfor vinduerne, hvor nedfaldne blade ligger i dynger og er på vej til forrådnelse og der er transformation indenfor vinduerne. Helt inde i mig, hvor livet tages op til revision. Hvad er status? Hvad med drømmene? Længslerne? Relationerne? Kærligheden? Er det som det skal være? Skal der justeres? Er der noget, jeg har overset? Har jeg fokus de rette steder? O.s.v. Der bliver vendt og drejet, og det er en tid med spørgsmål. Ikke nye, men gamle. Og det er som det er.

Spørgsmålene sendes ud som skibe på havet, og hvad de vender hjem med - om de overhovedet vender hjem igen. Det véd jeg ikke. Jeg kan ikke tænke så langt som til verdens ende. Og Hvem ved? Måske når de helt derud? Det føles i hvert fald som om, de nogle gange er rejst meget langt væk.

Men jeg øver mig på tålmodighed. Jeg øver mig på tillid. Og jeg øver mig på tro. Tålmodighed, tillid og tro på, at der kommer svar. Ikke fordi, jeg har tænkt en masse tanker, læst en masse bøger (selvom det gør jeg også), men fordi, jeg har stillet spørgsmål og at der dukker svar op fra et sted, fra en kilde, som jeg ikke i min vildeste fantasi selv havde kunnet tænke mig frem til. Det har jeg nemlig oplevet før. Igen og igen. Og det er faktisk ganske betryggende. Jeg skaber en retning med mine spørgsmål og siden er der en vej, der finder mig. Og så plejer jeg at følge den.

Hjertets vej, en spirituel vej, en intuitiv vej. Kært barn har mange navne. I hvert fald en vej, hvor jeg kommer i kontakt med følelsen af at være forpligtet overfor mig selv til at følge den. Forpligtet på en måde, så det vil være som at forkaste mig selv ikke at gå med. Men hvorhen? Jeg går. Men hvorhen? hvordan? Med hvem? Med nogen overhovedet? Det er spørgsmålet. Spørgsmålene. De bliver stillet og lægger sig lige nu i bunker så smukke som efterårsbladene. Lige udenfor min dør. Og smukt er det i al sin farverigdom. Lys og mørke. Liv og forgængelighed. Liv i transformation.

onsdag den 2. november 2011

Noget om nåde


Der må være en mening. En sætning, der kørte rundt i mit hoved det meste af dagen i går. Der må være en mening. Hvad er den? Et spørgsmål jeg stiller mig selv hver dag. Hver morgen som det første, når jeg slår øjnene op. Jeg er gået i gang med Yalom, der skriver om eksistentiel psykoterapi, og som skriver side op og side ned om meningen med livet. Jeg véd ikke om jeg bliver klogere af det. Måske er det som T.S. Eliot har skrevet: At al vorees viden bringer os tættere på vores uvidenhed. Ta' den!

Okay så, det prøver jeg så, at ta' den - til mig -men hvad ér meningen? Hvor er meningen? Det er som om den gemmer sig et sted derude i tågen, og jeg er overladt til famlen på må og få. Bliver ør og svimmel, mens jeg venter på, at det igen skal blive blå og klar himmel. Jeg véd ikke om det sker idag. Jeg véd heller ikke om det vil gøre nogen forskel at vidce. Ja, vil det overhovedet gøre nogen forskel at vide, om der er en mening. Mon ikke, men meningsløsheden er min følgesvend, om den har klinet sig fast ind til min side, eller har lagt sig i baggrunden. Den er der - latent. Så lære at leve med den - det er vel "bare" det. "Bare" det, ja tak. Nådesløst, tænker jeg. Den er nådesløs. Meningsløsheden. Jeg fandt så nåde i dette - for en stund:

Amazing grace! Hvor blid en klang
Der frelste et skarn som jeg
Engang jeg var tabt, nu fundet igen, Var blind, men nu kan jeg se.

Det var nåde, der lærte mig frygt,
Og nåde lindred' den

Hvor dyr'bar den nåde dog fremstod;
den time, jeg først var tro!

Det' nåde, der uskadt har bragt mig så langt,
Og nåde vil bringe mig hjem

Når vi har været sammen i titusinde år,
Skinnende klart som den sol,
Har vi ej færre dage til at synge Guds pris
End da vi først lagde ud

Digtet har jeg hentet hos Priscilla Cogan i Hjertets kompas

tirsdag den 1. november 2011

Stænk af orange


Hvornår er det sommertiden starter igen? Min mands spørgsmål bliver ved med at hænge som et ekko fra dage tilbage. Jeg vil helst ikke tænke på det. Bare acceptere, at det er som det er. Mørket har meldt sig for en tid, de korte dage er først lige startet. Sådan er det og jeg kan hverken gøre fra eller til. Uanset hvor højt eller hvor længe, jeg kunne finde på at brokke mig over det, er det som det er og bliver ikke anderledes. I hvert fald ikke når man kigger ud.

Så jeg kigger ind. I mit hus, i mig. Jeg er på arbejde herinde. Lyset er der ikke bare, når jeg slår øjnene op. Jeg må tænde det lys, jeg har brug for. Jeg har ladet en lygte med et levende lys brænde udenfor mit vindue natten over. Så noget er allerede tændt. Mit hjerte luner sig, da jeg kaster blikket ud i mørket, der bliver fanget af lyset, og af det orange græskar, hvis farve også har en oplivende virkning i mørket. Jeg sætter mig stille ned og kigger ud, mens jeg mærker virkningen af de små lys i mørket og efterdønningerne af nattens drømme i min krop.

Der er ikke noget at grine ad og det behøver der jo faktisk heller ikke at være. Stille væren, tynget af mørke får jeg lavet mig en kop neskaffe og kogt et smilende æg over mit gaskomfur. Nogle gange er det de helt banale og fundamentale ting, der gør forskellen, og det gør mit gaskomfur nogle gange. Min mad laver jeg over levende ild. Mit æg koger jeg over levende ild. Basal hverdagsmagi, der går lige i hjertet på den gode måde.

Men der skal mere til - idag. Der skal mere til at fortrænge mørket omkring hjertet, kan jeg mærke. Selvom lyset nu er brudt frem udenfor. Gad vide, hvad der skal til herinde? En blå dag. Måske den skal have sin modsætning. Måske jeg skal male dagen orange. Blå's diametrale modsætning. Kan blå tåle lidt orange stænk i dag? Det skal prøves, kan jeg mærke. Jeg tror faktisk, det er en god idé og - at det kan blive: EN GO' DAG! Jeg forsøger.

Go' dag til dig!