Stænk af orange

Hvornår er det sommertiden starter igen? Min mands spørgsmål bliver ved med at hænge som et ekko fra dage tilbage. Jeg vil helst ikke tænke på det. Bare acceptere, at det er som det er. Mørket har meldt sig for en tid, de korte dage er først lige startet. Sådan er det og jeg kan hverken gøre fra eller til. Uanset hvor højt eller hvor længe, jeg kunne finde på at brokke mig over det, er det som det er og bliver ikke anderledes. I hvert fald ikke når man kigger ud.

Så jeg kigger ind. I mit hus, i mig. Jeg er på arbejde herinde. Lyset er der ikke bare, når jeg slår øjnene op. Jeg må tænde det lys, jeg har brug for. Jeg har ladet en lygte med et levende lys brænde udenfor mit vindue natten over. Så noget er allerede tændt. Mit hjerte luner sig, da jeg kaster blikket ud i mørket, der bliver fanget af lyset, og af det orange græskar, hvis farve også har en oplivende virkning i mørket. Jeg sætter mig stille ned og kigger ud, mens jeg mærker virkningen af de små lys i mørket og efterdønningerne af nattens drømme i min krop.

Der er ikke noget at grine ad og det behøver der jo faktisk heller ikke at være. Stille væren, tynget af mørke får jeg lavet mig en kop neskaffe og kogt et smilende æg over mit gaskomfur. Nogle gange er det de helt banale og fundamentale ting, der gør forskellen, og det gør mit gaskomfur nogle gange. Min mad laver jeg over levende ild. Mit æg koger jeg over levende ild. Basal hverdagsmagi, der går lige i hjertet på den gode måde.

Men der skal mere til - idag. Der skal mere til at fortrænge mørket omkring hjertet, kan jeg mærke. Selvom lyset nu er brudt frem udenfor. Gad vide, hvad der skal til herinde? En blå dag. Måske den skal have sin modsætning. Måske jeg skal male dagen orange. Blå's diametrale modsætning. Kan blå tåle lidt orange stænk i dag? Det skal prøves, kan jeg mærke. Jeg tror faktisk, det er en god idé og - at det kan blive: EN GO' DAG! Jeg forsøger.

Go' dag til dig!