fredag den 11. november 2011

Hele verden i et græsstrå


Det går stærkt. Det er lige blevet efterår og snart er bladene faldet af træerne. Ugen er lige startet og snart er den gået på hæld igen. Sidder en stille stund og mærker efter og funderer over tiden? Funderer over mit tilstedevær i tiden. Var jeg tilstede? Var jeg tilstede i den uge, der så hurtigt gik? Som der har været mange uger, som der har været mange fredage, hvor jeg har taget mig selv i træthed og udmattethed, når jeg nåede frem til fredag - og spurgt mig selv: var jeg tilstede? Jeg gjorde. Jeg udrettede, men var jeg tilstede?

Jeg spørger mig selv, fordi: jeg vil sgu være tilstede. Så jeg stopper op og mærker, om jeg nu var. Og jo, det var jeg. Jeg mærkede ugen. Jeg har mærket hver og en, der har siddet overfor mig. Jeg har mærket et samarbejde i proces. Når processen ser ud til at gå på grund. Når den bliver skubbet ud på havet igen, og ser ud til at bevæge sig. Jeg har mærket luften på mine kinder, der er blevet en tand køligere fra i søndags, hvor luften var mild og rund til gårsdagens løbetur, hvor luften var kølig og skarp. Og jeg har set månen, for gårsdagens løbetur var en aftentur, en månetur. En fuldmånetur. Månen der gjorde os selskab, så vi var tre. Tre, ligesom tre gange 11. Den 11.11.11. Jeg er tilstede lige nu - den 11.11.11, og kigger på et græsstrå.

4 kommentarer:

  1. Det er godt spørgsmål at stille sig selv. Er jeg til stede? Så jeg dråben i græsstrået, hørte jeg regnen tromme mod vinduet, mærket jeg vinden og livet. Som dig kan jeg svare "ja". Det gjorde jeg i denne uge og mærkelig nok var jeg også i en proces, som blev lidt kuldsejlet, stødte på grund, men som nu sejler igen. Ser det ud til.

    Lige nu mærker jeg også en forkølelse, der vil noget. Surt men sandt og ét har jeg jo lært. Accept. Så det prøver jeg og tænker, at jeg kan bruge weekenden på at læse og skrive gode ord. Være til stede i ordene ... og forkølelsen, hvis den insisterer.

    God weekend, kære du! :)

    SvarSlet
  2. Dejlige ord, Charlotte - og et spørgsmål, vi jævnligt bør stille os selv. Ha' en rigtig god weekend!

    SvarSlet
  3. Lene, det ser ud som om skibet sejler igen. Jeg kan mærke det. Det er dejligt. Ikke dejligt med forkølelse. Jeg ønsker dig god bedring og velfortjent weekend med dine gode ord.

    Gitte, tak. Ja et godt spørgsmål at stille sig og mere påtrængende med alderen, må jeg sande. Dejlig weekend til dig.

    SvarSlet
  4. hei og takk for din kommentar hos meg : )

    den siste tid har jeg fått en ny tilstedeværelse.. den handler ikke om å være tilstede bare for å se naturen rundt meg.. se foråret som spirer.. og efteråret som dør.. den handler om å se meg.. og de mennesker jeg har rundt meg.. hvordan vi spirer ved omtanke.. og dør.. når vi ikke blir sett..

    ha en god dag.

    SvarSlet