At finde og blive fundet

På aftenens tur til vandet gik jeg og tænkte på rav. At det kunne være sjovt at finde et stykke, og at jeg nu ville prøve at kigge efter det. Det gør jeg ellers ikke. Men i aften ville jeg gøre det. Knap havde jeg tænkt tanken til ende, førend næste tanke sejlede ind og tog plads i hjernen: at jeg måske skulle vende perspektiv og tænke, at hvis der skulle være en ravklump til mig på stranden, så fandt den nok mig. Den tanke føltes rar. Så jeg slentrede bare stille videre, lod mine tanker sejle videre i takt med de svage bølgeskvulp og overlod til, jeg véd ikke hvilken magt, hvorvidt jeg skulle have rav med hjem eller ej. Og det skulle jeg. Eller det skulle min mand. for det var ham - han fandt minsandten en lille ravklump på størrelse med et hindbær. "Der var det" sagde han pludseligt med snuden godt begravet i en lille dynge tang, som om han vidste, hvad jeg havde gået og tænkt. Han havde fundet et stykke rav, eller ravet havde fundet ham. Ja, tænkte jeg, men så har han mere brug for det end mig. Mere brug for, at det skal komme til ham end jeg har brug for, at det skal komme til mig. Det er altsammen i orden. Og det glæder mig, at se hans begejstring. Så bliver jeg også begejstret. Men endnu mere begejstret bliver jeg da også, da han synes, at jeg skal have det. Så er det næsten som om, at ravet også har fundet mig - bare via ham. Og det er da slet ikke ringe. Jeg véd helt nøjagtig, hvad jeg vil gøre med den lille guldklump: få lavet den sølvring med en natursten, som jeg ønsker mig. Jeg vidste bare ikke, at det var en ravsten, jeg ønskede mig i den. Men det véd jeg nu :-)