En symfoni af dufte slår imod os, da vi kommer til engdraget ved vandet her ved aftentide. Havet i baggrunden og i forgrunden springer blomster og planter med duften af sommer. En stærk duft af sommer, der sætter sig i næseborene, så jeg kortvarigt forsvinder fra nu'et, fordi fortiden et øjeblik banker på. Minder flyver i en fart gennem mig. Minder om lyse sommeraftner. Ungdom. Barndom. Fester. Sommerferie. En nat der knap er trådt ind og som endnu er meget ung.
Natten er ung, men dagen er gammel. Dagen går på hæld. Solen står lavt udover vandet her ved Storebælts kyst. Og vi iagttager dens vandring nedover himlem, hvor den bliver mere og mere guld for hver centimer den falder. Det er smukt, alt er såre enkelt. Rene linier i horisonten. Svage bølgeskvulp, der slår smut indover bredden, og snart med solens fuldstændige forsvinden står det hele tilbage som silhuetter i et skyggeteater. Dagen blev gammel, lagde sig ned og forsvandt for idag.
Natten er stadig ung. Ungdommens nætter. De presser sig på. Ungedommen presser sig på. Jo, det er sådan, det er, når aftenen falder på, og den er smuk, så er det som om min sjæl vender sig indad og går ned sammen med solen ude i vest. Jeg bliver eftertænksom. Det ene øjeblik leger jeg jorden er giftig henover de store sten, der ligger, er let til bens, kysser min kæreste og snoer mig ind i hans arme. Det næste får jeg lyst til at forsvinde ud over havet for at følge med solen, tage fat i guldsnoren, som den har kastet ind til kysten som lokkemad. Jeg snoer mig en ekstra gang - i de varme arme.
Uhm, jeg kan se, lugte og høre jeres dejlige oplevelser ved havet.
SvarSletTak for dine ord om Aggers udsendelser, det var lige dem, jeg manglede - at udsendelserne var nærmest poetiske, og det var befriende, når emnet var så alvorligt.