lørdag den 11. juni 2011

Købstadsliv i sommerlandet


Jeg føler mig næsten helt ramt. Ramt af ferie. Ramt af feriestemning. En købstadsby i Danmark. En lørdag formiddag, hvor det summer af sol, sommer og turister. Mennesker på gaden i sommertøj og med humøret højt. Caféer er rykket udendørs og det samme er gæsterne på bodegaerne, som vist ikke er dem, der ellers plejer at indtage formiddagsdrikken på stedet. Tysktalende mænd, kvinder, børn og hunde har taget plads for at indtage den danske sommerstemning på bedste bodega-manér - skål, og egentlig ikke et ondt ord om hverken tyskere eller bodegaer. Jeg håber bare, vi kan blive ved med at mødes i gemütlichkeit på tværs af grænser og kulturforskelle og bevare vores ry som et land, man har lyst til at tage på ferie i, arbejde i m.m. Selvom det ry måske er ved at være lidt flosset i kanterne, og der i øjeblikket er ved at blive lavet tiltag, der sætter yderligere flænger i stoltheden over at høre til på den her lille plet på jorden. Jeg taler selvfølgelig om genoprettelsen af grænsekontrollen ved indrejse til Danmark, og det var slet ikke min mening at blive politisk Men jeg bliver ærlig talt ærgerlig over den mentalitet "vi er os selv nok", som jeg oplever vi kommer til at signalere ud i resten af verden. Skulle vi da ikke snart hellere begynde at reparere på det danske flag igen, sy flængerne sammen og reparere kanterne, så det kan vejre stolt mod den juniblå himmel, og vi med oprejst pande kan fortælle ude iverden, hvem vi er, hvor vi kommer fra og gi' den fremmedængstelige stemme baghjul. Jeg synes, det er på tide.

Nå, men det var den danske købstad, som altså er Grenå, jeg kom fra, og som tyskere med glæde, ser det ud til, har fundet frem til igen i år. Ligesom mig. Når jeg besøger mine forældre i sommerhuset på Djursland skal der altid en Grenå-tur til - en lørdag formiddag, når solen skinner og der er tilbud i butikkerne he he. Jeg elsker garn og jeg elsker bøger. En posefuld af garn til 140 kr., de fedeste strikkepinde til 10 kr fandt jeg i en lækker lækker garnbutik. Kunne jeg bare nå at strikke alt det, som den indbød til - suk :-)) og jeg fandt hos Tom, en gammel original af en marskendiser i en af sidegaderne til torvet fire bøger og fin keramikkande, som jeg lige kan se en hyberose i til den nette sum af 12 kr. Jeg gav ham 20. Han kiggede uforstående, men jeg ville simpelthen ikke være andet bekendt.

Tilbud er godt. Det kan jeg li', men for pokker, lad os nu ikke sælge mere ud af den go'e gamle danske folkesjæl, hvor vi med stolthed kan møde fremmede med åbent sind og på demokratisk vis lukke dem i hjertet ind.

2 kommentarer:

  1. Det lyder rigtig dejligt, at du er på Djursland i pinsen! Og jeg giver dig fuldstændig ret med hensyn til, at vi bør møde fremmede med åbent sind og på demokratisk vis lukke dem i hjertet ind.

    SvarSlet
  2. Enig, enig, enig, Charlotte, længe leve mangfoldigheden, og nu er grænsen nået med hensyn til selvforståelse fra en lille søfartsnation, hvis forfædre ikke ligefrem var kendt for at gro fast bag landets kyststrækninger.
    Dejlige loppemarkedskøb, gode bøger er jeg altid hip på.
    I kærlige tanker, god Pinse.

    SvarSlet