lørdag den 18. juni 2011

Ravvejr eller bare regnvejr



Det er ravvejr, siger min mand. Nej mand, det er regnvejr, siger jeg. Øse pøse sjaskende regnvejr. Det kan godt være der også er rav, men især er det regnvejr. Men ok - det behøver jo ikke være en hindring for at bevæge sig ud - for at kigge efter rav (min mand har virkelig fået blod på tanden, siden han i ugen fandt et stykke ved vores strand) - eller bare ud at mærke det øse-pjaskende regnvejr.

Så det gjorde vi. Trak i gummistøvler og regntøj, og kørte ud til den ende af øen, hvor vi er helt sikre på at blive godt pjasket igennem. En vind der stod lige ind mod os med plaskende dråber af vand, der bankede ned ovenpå hovedet, som vi havde bragt i ly under hver vores hætte på regnfrakken. Bankede på den gode måde vel og mærket - for det lyder dejligt herinde under hætten med dryppene, der falder rytmisk ned fra den stålgrå himmel, hvor det er svært at få øje på, at solen lige om lidt skal titte frem. For det skulle den.

10 minutter senere trænger et lys gennem skyerne, og glæden blusser forventningsfuldt op i brystet: lys - sol...det ligger på lur lige bagved skyerne, og snart kan vi skyde hætten nedover skuldrene og lade håret fange ind af en lun vind, der følger med lysglimtet på himlen. Det er ikke fordi solen er bedre end regnen. De er ligesom hinandens gode venner, og jeg kan li' dem begge. De komplenterer hinanden, hvor den ene kan noget, det andet ikke kan. For kan solen måske frembringe den musiske rytme som dråber fra regnen kan? Kan solen alene frembringe den duft af sommer, som en regnbyge er med til at forstærke? Kan regnen gennemvarme min krop og få solsorten til at synge for fuld udblæsning som på en solskinsdag? De kan noget hver især - Hr. Regn som Fru Sol, og de klæder hinanden i den danske sommer. Et solstrejf kan være tiltrængt som en regnbyge kan være det.

Idag er der måske så nok faldet lige lovlig mange af de tiltrængte regnbyger, men sådan skal det åbenbart være. Der er nogen/noget der har bestemt det sådan, og at jeg undervejs langs stranden bestemte, at vi skulle hjem og drikke eftermiddagskaffe i haven - i solen :-), det kunne jeg så godt glemme igen. For selvom solen kom på besøg også idag, var det kortvarigt. Den havde gemt sig bag skyerne igen, inden vi nåede hjem, så eftermiddagskaffen tog vi altså indendøre og tændte op i brændeovnen istedet - mens vi lyttede til regnen på husets tag og indsnusede duften af den hjembragte hybenrose i go' samblanding med nybrygget kaffe.

Det var ikke ravvejr idag. Der blev ikke fundet ædle sten idag, men det var regnvejr- det var det. Øse pøse sjaskende dejligt regnvejr. Fortsat go' weekend!

3 kommentarer:

  1. En regnvejrstur kan være skøn, bare man er klædt fornuftigt på - luften er så frisk :-) Go' søndag aften til dig!

    SvarSlet
  2. Uhmmm Charlotte, det kan også lige få mine følelser op i en god vibration med skøn duft af hybenrose kombineret med levende ild i brændeovnen og friskbrygget kaffe, vidunderligt.
    i kærlige tanker, god Tirsdag.

    SvarSlet