Der er sten jeg snubler over undervejs

Jeg læser stadig om Shirley Maclaines rejse langs Caminoen. Den 800 km lange rejse, som hun gående har begivet sig ud på. Til en start i følgeskab med en veninde, som har gået turen før og som er spanskkyndig, siden alene, helt alene på sin vej udi ukendte egne, ind i ukendt land. Og det er der, man nogle gange må bevæge sig ud, eller der, jég nogle gange må bevæge mig ud, kommer jeg til at tænke under min læsning.

Jeg tog et meget stort skridt i efteråret 2010- og med det skridt er det faktisk som om jeg har begivet mig ud på en rejse, som har et mål, uden jeg helt kender rejsen hen mod det. Jeg opsagde mit faste job gennem mange år for at satse på at komme til at arbejde full-time som terapeut. Hidtil havde jeg praktiseret sideløbende med mit job, men tog så altså den beslutning. Jeg ville tage rejsen hen mod det, jeg i mange mange år har drømt om. Jeg måtte prøve min drøm af. Realisere den, og følge mit hjerte. Gå derhen, hvor mit hjerte ville ha' mig til at gå hen.

Det første skridt måtte ta'es. Og det tog jeg, da jeg med beslutsomme skridt gik ind til min chef, og lagde min opsigelse. Her statede rejsen for alvor. Jeg havde planlagt den i mange år. I mange, mange år. Helt tilbage fra min tidlige ungdoms drømmerier, da jeg sad på mit pigeværelse og tog en beslutning. En beslutning om, at jeg i en meget diffus fremtid skulle være én, der hjalp andre til at forny deres liv på samme måde, som jeg forestillede mig, hvordan jeg selv ville komme til at forny mít liv. Helt herfra har jeg undervejs lagt sten ud til den vej, jeg er på vej udad nu.

Den meget diffuse fremtid har indhentet mig, og er blevet til nutid. En nutid, hvor jeg har fornyet mig igen og igen og igen, og en nutid, hvor jeg har taget springet for at arbejde med andre menneskers udvikling. Det er nu, hvor det skal vise sig om alle forberedelser har været tilstrækkelige. Hvor det skal vise sig, om jeg er klædt passende på til rejsen. Om jeg formår at gøre mig forståelig selvom, jeg vil støde ind i mennesker, der taler et helt andet sprog end jeg. Om jeg er i tilstrækkelig i form til at udstå strabadserne. Om jeg er hårdhudet nok til at fortsætte min vandring trods vabler og smertende ankler eller en rygsæk, der gnaver sig ind i mine skuldre.

Der er sten, jeg snubler over undervejs. Der er dage, hvor jeg har lyst til at gemme mig, fordi jeg kommer til at føle mig forlegen og genert over min kejtethed og usikkerhed. Det møder jeg i mig selv. Men jeg møder gså noget andet. Efter de første kilometer, efter de første måneder er jeg slet ikke så lidt fortrøstningsfuld. Mit tempo er blevet mere stabilt. Jeg møder det fremmede mere vant. Der er kommet en vis rytme i min vandring. Og vablerne...de får et plaster - og så har jeg indstillet mig på, at de er en del af rejsen. For det er de. Men det er faktisk som dét skal være. Det er helt som det skal være - faktisk. Og jeg elsker elsker elsker at rejse :-)