Det var den konfirmation. Carl Emil er blevet konfirmeret. Min Nevø. Jeg skal tilbage i gængen igen. Har været væk meget længe. Sådan føles det. Været væk helt fysisk. Udenlands. Og mentalt den seneste uge. Har nemlig haft travlt. Dejlig travlt med klienter og dejlig travlt med forberedelser til Carl Emils konfirmation. Der var noget jeg gerne ville gi' ham. Og det skulle gøres ordentligt. Ordentligt med en go' tale og en sjov sang. Der er gået tid med forberedelser, og det har været en rejse tilbage i erindringen. Tilbage til sjove, dejlige, rørende momenter, som jeg har haft sammen med Carl Emil. Han står mit hjerte nær, så det gamle mosterhjerte har fået rørt sig så rigeligt. Smil på læben, en klump i halsen, en tåre i øjenkrogen. Ja det har ikke været bare-lige. Der har været lagt arbejde i det. Mentalt og følelses-arbejde. Men det har været alle anstrengelserne værd. Det er en glæde at gi' ham, selvom han bli'r genert ved at få. Kan ikke li' at være i centrum. Det er overvældende. Det sagde han selv, da han rejste sig for at sige tak til os, der var kommet for at fejre ham. Selvom der havde været taler, så havde det været ok. Talt fra hjertet - ærligt og redeligt som det var for ham. Det er et godt sted at starte. Fra hjertet.
Det bli'r hverdag igen. Alt er ved det gamle. Tilbage i sommerhuset. Flere uger siden vi forlod det, fordi et par større begivenheder stod for døren. Men nu tilbage. Synes vores lille landsbykirke så særligt smuk ud, da jeg kom kørende til "øen". Lå i et særligt lys. Et sommerlys? Ja, det er sommeren, der begynder at bryde igennem. Gennem regn, rusk og blæst har den kæmpet sig den seneste uges tid, men banker på for at komme ind igen. Og ind i stuen, følger den med, da jeg åbner dørene ind til sommerhuset, som har stået mennesketomt, siden vi forlod det for uger siden. Det er koldt at komme ind i, som det plejer, når det har stået ubeboet hen i længere tid. Virker underligt dødt, forladt. Skynder mig at åbne døre og vinduer, så forladtheden kan blive blæst ud og samtidig med, at der bli'r fyldt lidt i køleskabet, duften af nybrygget kaffe spreder sig i køkkenet, og solen lægger sig til rette henover plankegulvet er der snart pustet liv i huset igen. Ud i haven. kaffekoppen med og en grydefuld af nye kartofler, som jeg sætter mig i solen og skraber. De første forberedelser til aftensmaden, hvor grillen skal startes for første gang i år. En god kartoffelsalat bliver det til med olie-eddike-sennepsdressing og masser af purløg fra krukkerne på terassen. Purløgene kan klare lidt af hvert. Intet har jeg gjort for dem, for at de skal gi' afkast, og så villige er de til at bidrage til pynten og smagen i vores mad, om det er kartoffelsalaten, æggemaden eller den spanske tortilla. Jeg kan godt li' at lave mad, og med mad kan jeg rejse rundt i hele verden. Mad er en måde at rejse på. Mad er en måde at lave mine egne historier på. Iscenesætte mine forestillinger om verden på. Én dag tager jeg en tur til Indien, en anden en tur til Grækenland, og så er der Italien for ikke at tale om Spanien, Mexico, Frankrig. Nogle gange vil jeg bare gerne blive herhjemme. Så laver jeg en god dansk ret med gode danske sager. Jeg vækker minder. Jeg rejser i fantasien med den mad, jeg tilbereder. I aftes et middelhavscruise. En fransk kartoffelsalat, en græsk tomat-feta salat og som rosinen i pølseenden på ethvert grill-måltid hjemme hos os, står den på øko pølser fra Hanegal. Ingen grillmad uden pølser. Jeg har det bare ikke så godt med at indtage den slags, som indeholder ting og sager, jeg ikke har lyst til at vide hvad er. Jeg har en idé om, at Hanegal er hæderlig med råvarerne. Og så smager de fortrinligt ovenikøbet. En dejlig sommeraften foran grillen med slumretæpper omkring mig, et godt glas rødvin, og afsluttet i selskab med Barneby for jeg ved ikke hvilken gang. Men bare fordi...nu er alt ved det gamle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar