At finde rytmen

Som et lille barn, der har brug for at blive nurset, holdet i hånd, få opmærksomhed og kærlighed. Der er et barn jeg har forsømt i mange dage, og det er ikke godt. Børn, der ikke får opmærksomhed, dør. De svinder ind, visner og dør. Det må ikke ske. Man må ikke lade sine børn dø.

Måske lidt dramatisk billede, ja for billede er det selvfølgelig. Og billedet jeg er ved at ridse op er billedet af min blog, der har sultet og manglet næring i mange dage. Der har været mange voksenting, der har sat sig imellem bloggen og mig. Voksenting, som skal ordnes, men som også bliver ordnet med forhåbning om, at der på sigt bliver endnu mere tid til barnets behov. Men den der voksenforklaring forstår børnene selvfølelig ikke "Det er også fordi...", siger de voksne. De forstår det ikke, børnene.

Der er en voksen, der godt nok er optimistisk, som kan blive ved med at sætte børn i vernden, men som måske ikke altid er helt realistisk, når det nu bliver tydeligere og tydeligere, at ikke alle får den opmærksomhed, som de faktisk har brug for og krav på, når nu de er sat i verden.

Og bloggen...den har brug for opmærksomhed. Den vil være aktiv. Den vil leve. Det er ok med søskende, men den vil ikke forbigåes. Den vil have sin plads. Et minimum af daglig plads, eller i det mindste at vide, hvis ikke den får. Den har brug for en ramme.

Jeg véd det godt. Jeg må melde en realistisk ramme ud i forhold til den. Det er nødvendigt. At stikke en ramme ud, som er realistisk i forhold til de voksenting, der nødvendigvis skal være plads til og til de andre børn, der også har krav på opmærksomhed.

Men i stedet for at stikke den ramme ud, har jeg svøbet mig ind i en almoderlig drøm om at overkomme alt og alle på hver enkelts præmis, håber det hele går sin gang, som det skal, og forholder mig stille, luskende omkring. Jeg lusker omkring bloggen, lader som ingenting. Den opdager nok ikke, at jeg ikke lige har været der. Forholder mig tavs, og mens jeg gør det, lægger den sig stille og roligt til rette. Forstår hurtigt budskabet. Kan ligeså godt visne og dø. Det må være sådan så. Men det kære barn...selvfølgelig skal det have sin opmærksomhed.

Heldigvis er der trods alt alligevel et sted en årvågen voksen, der bliver opmærksom på det, der er ved at ske, og heldigvis er der en voksen, der synes, der er grund til at puste liv i det hensygnende barn igen. Puste, puste, puste....og der kommer liv. En langemand, en lillefinger, en tommeltot, en ringfinger, en pegefinger. De begynder at røre på sig, og der er puls igen. Tøver først med skridtene henover tasterne, men bliver efterhånden mere og mere modige, og stepper snart derud igen. Pyh...der er liv. Den er ikke helt død endnu, bloggen.

Men der er en opgave for bloggen og mig, at finde en rytme uden at gå død. Step er godt, vals er dejligt, tango er energisk. Vi ta'r den derfra. Vals, step, tango, whatever...vi danser endnu...sammen og lige nu ind i en kølig onsdag aftenstund drømmende om en snarlig lunere morgenluft

God aften til dig :-)