Varme favntag

Mandag morgen. Det er stadig maj. Men hvilken kulde du har lagt henover landet. Har slet ikke lyst til at træde ud til dig. Bare lyst til at gemme mig. Gemme mig her bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Lukke mine øjne og drømme mig tilbage til der, hvor jeg lige kommer fra. Drømmeland. Et land, der venligt åbnede sine arme for mig. Tog mig i sin varme favn og skinnede på mig lige fra jeg trådte ind i det og til jeg igen måtte forlade det. For det måtte jeg. Ingenting varer evigt. Og det gjorde den varme omfavnelse heller ikke. Den varede en uge, og holdt ved indtil jeg igen sad i flyveren, og skulle retur. Retur til nord, kulde, regn og blæst. Det varede ved et stykke tid endnu, det varme tag om mig, mens jeg sad i flyveren - på vej hjemad. Jeg ku' mærke eftervirkningen. Det kunne jeg lige indtil luftkaptajnen over højttaleren meddelte, at han begyndte at lægge an til landing. Dér begyndte det at gå op for mig, at det sluttede. Den favn, der hvade gjort mig så godt i en hel uge, og som jeg havde vænnet mig til, som om det altid havde været sådan, var ved at slippe. "ja, vi er nu begyndt nedstigning...." sagde han, og dér vidste jeg, at der ikke længere var nogen vej tilbage. Vi ville ikke vende om, som om jeg næsten havde kunnet bilde mig selv det ind til da. Det kunne jeg ikke mere. Endnu mere mærkede jeg, hvordan den varme favn slap mig, da luftkaptajnen så også fortalte om de hjemlige temperaturer "og temperaturen ligger på ca. 12 grader" sagde han. Jeg gøs og vred mig i sædet over, at det virkelig var, hvad der ville vente mig, når jeg steg ud af maskinen. 12 grader, overskyet og regn. Jeg ku' godt se det. Der hang vanddråber på ruden lige ud for mit sæde og nu sagde han det også. Langt væk var allerede mit drømmeland. Landet med de varme vinde, sol, sommer og bare ben i sandaler og korte skørter. Jeg var landet i Danmark på en kold, blæsende dag i maj. Midt i maj, hvor sommeren skulle siges at være på vej.

"Naeejj....se" sagde min mand i bilen på vej væk fra lufthavnen "se, markerne er helt gule". Markerne gule, skoven grøn og himlen grå. Jeg kunne ikke finde mine solskinsbriller. De var væk. Jeg ledte febrilsk i tasken. De var der ikke. jeg kiggede ud. Solen skinnede ikke. Jeg ku' se, markerne var gule. Jeg ku' se, at skoven var grøn, men solen, nej, den var væk. Mine solskinsbriller var væk. Jeg lukkede mine øjne. Lukkede øjnene for det der var derude. Vendte mit blik indad. Der var noget, der var bedre at se på dér. Jeg vendte blikket ind og erindrede. Erindrede det der lå kun få timer borte. Erindringen om timelang henslængen under solens stråler med en god kop con leche, min bog, en pen og papir ved siden. Altid ved siden af mig. Erindringen om svage bølgeskvulpe mod molen, mens vi ser på solen, der går ned bag bjerget i vest. Erindringen om en stille stund i en skyggefuld olivenlund med summen af insekter og sang fra cikader. Erindringen om stunder under solen, i varmen, hvor sanserne vågnede op og cellerne begyndte at danse.

Der går nok et par dage. Et par dage, hvor jeg må lukke mine øjne og svømme ind i erindringens land og bort fra en vestlig kuling. En blid landing. Det må ta' tid. Det må ta' den tid, det ta'r - at lande igen. Men jeg nærmer mig landjord - trods alt - jo, jeg gør. Den danske danske landjord med en vestlig kuling, der fejer hen over grønne skove og gule, solgule marker :-)