En bid af Caminioen

Tænke, tænke, tænke, skrive, skrive, skrive...sådan en arbejdsdag har det været idag. Kunne være rart med en løbetur lige nu, men nej, kroppen må hvile idag. Det må jeg respektere. Det meste af mig er klar på at hoppe i løbeskoene, men en enkel legemsdel siger fra. Og det er ikke den del, der nogen gange kan have svært ved at lette sig. Det er min ankel. Den er øm. En forstuvning, der ligger flere år tilbage plager mig stadig. Og den sætter sine begrænsninger i forhold til, hvad jeg kan kaste mig ud i. Irriterende, og samtidig en påmindelse om, at restitution er nødvendig. Det skal der til under alle omstændigheder.

Mens jeg således stadig sidder bænket her - i bogstavligst forstand - på min bænk midt i haven, tænker jeg tilbage, bare kort tilbage, som egentlig allerede virker som længe siden. Men det er faktisk lige 14 dage siden, vi vandrede i bjergene på Mallorca - min mand og jeg. For 14 dage siden vandrede vi en kortere tur - vi skulle jo lige igang - på 5 km omkring klostret Santuari de Lluc i Sierra Tramuntana bjergene. Klostret er berømt gennem hundredevis af år og besøges hvert år af tusinder af pilgrimme, der kommer for at tilbede den berømte Mariafigur, den sorte Madonna, der findes i den smukke kirke. Vi indtog en let frokost, da vi havde vandret. Der er en særdeles god restaurant på klostret - og vi overværede efterfølgende klostrets drengekor synge i kirken, inden vi igen kørte hjem. For dem, der er undervejs på Camina per Mallorca, pilgrimsruten, der strækker sig langs hele bjergkæden fra syd mod nord, er der mulighed for overnatning i refugiet, der også tilhører klostret.Det har jeg endnu tilgode.

Vi besøgte for anden gang dette kloster, der ligger i de smukkeste omgivelser, og jeg véd, at vi ikke har været der for sidste gang. Jeg drømmer om vandreture, der strækker sig, og kun afbrydes af overnatninger og hvil på refugier undervejs. Og dér er det, at jeg kommer til at gense Lluc, og finder en bænk der, om det er i klosterkirken eller i klosterhaven, og en seng selvfølgelig, så for at restituere til krop og sjæl er klar til endnu en etape, for de følger som perler på snor. Hele vejen fra Valldemosa i syd til Pollenca i nord. Det bli'r engang...