Vand. Klipper. Bjerge. Store landskaber. Storhed, vidder, voldsomhed. Et sted i norden. Brostensbelagte gader. Det ligger langt tilbage. En familie. En stor familie. Mange generationer. En søn, der vil ud på de store have. En søn der vil ud i den store verden. Han har levet sit liv i de brostensbelagte gader. Gode kammerater, jagtet af de større, hvor han har pisket afsted på sin cykel over stok og sten for at komme hjem i tryghed. Men ellers gode kammerater. I tryghed, hvor mormor altid var der til at tage imod. Har kysset sin første pige i lunden under de grønne bøge, en sommerdag. En god sommerdag et sted i norden. I lunden, der ligger højt hævet over byen, og hvorfra man kan skue udover havet. Ud i verden. Der er født en længsel. En længsel efter at komme ud. Hvad ligger derude i horisonten. En lige linie, der på klare dage skiller hav fra himmel, og på en diset dag flyder sammen, så man ikke kan se, hvad der er hvad. Hvad gemmer sig derude? Et mysterie. Findes der noget derude eller ender verden dér. Det er ikke til at vide, hvis ikke lige det er fordi, der findes vidner, der har været der. Været der på den anden side. Sømændene på havnen. Mænd, vejrbidte, brunlødede eller rødmossede i huden, i ansigtet og på hænderne. Der er et liv dernede, som han kan li'. Kan tusse rundt dernede i timevis. Han kigger og ind imellem er der en sømand, der be'r ham gi' en hånd med, én han falder i snak med. Her fødes længslen, her fodres drømmene om det der ligger derude. Det ukendte, som får en lille smule ansigt af det fortalte, han hører, og som sætter ekstra skub i længslen. Stadig en stor skoledreng, men med store drømme, store længsler. En lænsel, der suger i hans bryst, kildrer i hans mave, og gi'r ham pejling om, hvad han vil have, hvad han skal lave. Skal sejle. Han vil sejle. Han vil ud på de store verdenshave. Ud og se, hvad der venter derude i horisonten, som nogle gange står klart. Andre gange forsvinder i disen, tågen. Men han har set den, så selvom den er ude af syne, så véd han allerede, at den er der uanset hvad, og den er en materialisering af hans dragen. Der er ting, han skal afslutte. Der er forberedelser, der skal gøres, og det er han igang med. Han gør det, der skal gøres nu. Og defra véd han, hvad han skal bagefter. Han har mål. Han skal ud på søen, ud på de store have og opleve alt det, som han indtil nu kun har i fantasien og har af brudstykker som levet liv fra andre, fra sømændene på havet. Men han skal selv leve det. Leve det på åbent hav. Udse kyster og fremmede egne. Gå i land, hvor han har lyst, hvortil han er kaldet, passere det, som ikke synes at have noget med ham at gøre. Han kender det på en kalden i brystet. En kalden, som han har lært at gå efter, når han hører den. Tidlig læring, og som nu kalder ham ud. Ud fra stedet i nord. Det er nemlig herfra hans verden går. Og tiden nærmer sig...
Det er ikke mig, for jeg er jo ikke en dreng. Jeg bor godt nok i norden, men her er hverken bjerge eller fjelde. Her er hav. Her er lunde. Brostensbelagte stræder er her ikke. Men drengen, den snart unge mand, er én jeg kender. Jeg kender ham særdeles godt. Jeg kender længslen. Jeg kender appetiten på det uvisse, det der ligger ude i horisonten, som jeg ikke kan se, men som jeg altid har været overbevist om afslører fantastiske ting, når jeg nærmer mig. Jeg har altid troet på det, og jeg har ikke stået tilbage for at tage derud. Derud på søen for at komme tættere på, for på tæt hold at se, hvad det er. Og hvad har jeg ikke fundet undervejs. Wauw...det har været en rejse fra tidlig ungdom, fra det øjeblik, jeg begyndte at kigge opover kanten på reden, og opdagede, jeg kunne baske med vingerne, og forstod at de ville kunne bære mig ud. Ud af reden, ud i verden, ud over de store have. Fra det øjeblik vidste jeg, at jeg måtte udse mig mærker undervejs, som jeg kunne rejser efter. Og det har jeg gjort. Jeg har ladet mig inspirere. Jeg har suget til mig af læring og erfaring, som drengen på havnen har lyttet til hver en sømand, han kom i tale med. Jeg har slubret livet grådigt i mig, og jeg kan godt afsløre: jeg gør det stadig. Jeg har fundet mange kyster undervejs, hvor jeg har taget ophold. Jeg tager ophold, men har et åbent sind, og elsker stadig at ha' vind i sejlene og fare over søen for at se på den modsatte bred. Måske bli'r jeg hængende, måske vender jeg hjem igen, måske lander jeg et helt tredie sted. Jeg har mål og retning, men det er som med vejret: sigtbarheden skifter undervejs. Jeg er snart en erfaren søfarer, så når der er diset og tåget den ene dag, véd jeg godt, at den næste kan stå klar og solrig op fra en skyfri himmel. Det er sådan noget man lærer, når man har været ude i mange år, så det har jeg lært. Som en gammel sømand. Om de unge kan lære deraf, måske lidt. Nogle fif og indgyde lidt mod og håb, kan man vel altid, men de unge, drenge som piger. De må selv. De må selv derud, og mærke svien. Svien i huden fra det salte vand, og sugen i brystet, når de længes hjem. Drengen i nord, én af dem. Han kridter skoene, pakker bylten, og han drager snart afsted. Jeg siger bare: god vind med!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar