Når hjertet råder

Livet er magisk. Når hjertet beskæftiger sig med det, som det gerne vil, er det som om universet er med det. Det er magisk. Jeg oplever det. Mærker det. Der dumper appelsiner ned i min turban, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde drømt om. Søde, saftige, fyldt med vitaminer, og faktisk flere end jeg kan konsumere. Så takker jeg pænt nej, men er taknemmelig for, at de overhovedet fandt vej til mig.

Universet er med mig. Sådan føles det, jeg er taknemmelig og jeg tror, det har noget med hjertet at gøre. At jeg har fundet mit hjertes vej, har taget skridtet og bevæget mig derudad, selvom jeg ikke på forhånd vidste, hvad der i virkeligheden fandtes derude. Jeg havde en fornemmelse, jeg havde et håb om, at der fandtes noget af det, som hjertet længtes efter. Men hvordan kunne jeg være sikker på, at det hjertet ville ikke var blændværk, hvordan kunne jeg være sikker på, at det virkelig var hjertet, der talte. Jeg har før taget fejl. Og jeg var ikke sikker, men jeg havde en stærk fornemmelse, og den fik lov at råde.

Selvom der har været huller undervejs, så har det ikke fået mig til at vende om. Jeg kan slet ikke forestille mig, at der er noget, der kan få mig til det. Én gang taget skridtet, så er det for altid. Jeg tror det er sådan det er med mig. Der er ingen vej tilbage. Jeg vil aldrig mere tilbage. Min sjæl vil dø. Jeg vil dø. Og jeg tror aldrig det har været meningen, at jeg eller du eller nogen overhovedet skal leve et liv, der ikke går hjertets vej. Jeg tror, det er universets lov.