Mørket har lagt sig som et tæppe udover byen. Byen er oplyst af julestemning. Stjerner, kæder på husmure og diverse juletemaer på husgavle. Byen ligger højt hævet på toppen af Djursland, og der er udsigt til Århus i horisonten, som spreder sig vidt inde i bugten. Vi går en sen eftermidagstur opad bakke, og det går virkelig opad på disse kanter. Vi funderer hver især indimellem vejrtrækningen, som bliver tungere med stigningen, over, hvor højt, der egentlig er tale om. Men i hvert fald højt nok til, at der ikke langt herfra, hvor vi befinder os, er etableret en skibakke - med hejs. Det er et fladt land vi lever i, men der er nu noget med det der med at komme op i højden, bare lidt, som vi kommer her. Udsyn, luft, vinden, som vi rigtig mærker slår mod kinderne. Det føles godt og friskt. Vi går til. Går til den. En god måde at gå til den på. Gå ligesom den navnkundige Kirkegaard gjorde det. Han der gik igennem de tunge tanker rundt i Københavns gader. Den gode Søren, som måtte lide melankolien, mørket, tungsindet. Og det er da også til at blive tungsindig på sådan en mørk, regnfuld og blæsende første lørdag i december. Men så var det, vi gik en tur. Vi gik, eller måske var det bare mig, der gik med tungsindet eller tog tungsindet med på gåtur. Ligesom når jeg har taget børn i hånden i mit liv, og sørget for luftforandring til dem, når tingene kørte i hårdknude. Og det er vist det, de gør i tungsindigheden. Kører i hårdknude. Sådan føles det i hvert fald. Men jeg tog den med på tur. Luftforandring. Og det virker. Det virkede forandrende at gå ud i luften. At bevæge kroppen på en regnvejrsdag, som umiddelbart inviterer til de indendørs sysler. Men som har så meget at byde på, når først skridtet er taget og den indre huleboer har overvundet de negative associationer, som vejrliget giver. Så er det godt. Så er det bare så godt, og julebelysningen fik magt over mørket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar