Langsom morgenstund.
Langstræk i sengen inden jeg rejser mig. Her dufter af morgenkaffe. Uhm, min mand er oppe før mig. Kigger min kat ind i øjnene, som har taget plads lige i øjenhøjde udfor min seng. Langsom, langsom vågne. Åh...der er ikke noget bedre end langsom opvågnen til duften af friskbrygget mokka.
Langstrakt morgenmad. Avislæsning. Hella Joof og Nicolaj Koppel på P2 "der er for meget aftenshow over dig" siger hun skælmsk til ham :-)
Langsomhed - langsom som søndag morgen.
Langsom sol - nej, jeg véd godt, det hedder sort sol, men solen trækker tiden ud. Den er langsom idag. Men kommer langsomt snigende, inden den igen langsomt forsvinder, langsomt smeltende ind i et røgslør af dis.
Kender godt den dis. Det er en dis, hvor jeg kan blive væk, væk for mig selv. Ikke se landet omkring mig. Hvilken retning, jeg skal ta'. Tager skridt, men i blinde. Snubler ind imellem, men alligevel ikke mere, end at jeg kommer på benene igen. Et indre kompas fører vejen, og véd tilsyneladende, hvor vi skal hen. En intuitiv vandring, som sjælen kender til, men ikke mit jeg. Men jeg tror på sjælen og følger med. Jeg har tillid, selvom jeg også kan blive utryg. Men den vil et sted hen med mig, sjælen, og jeg kan mærke, det er vigtigt. Og hvad der er godt for den, er også godt for mig. For jeg er også min sjæl. Så selvfølgelig går jeg med. Selvfølgelig skal jeg med. Ligesom Blachmann ville sige: selvfølgelig går du videre. Det her - det er x-factor. Det er sgu det, det hele handler om. Ja, det er det, det er, og jeg går med i det disede land. Ser solen i glimt, og véd at den skinner for fulde gardiner lige på den anden side af disen.
Det her er ikke en dis, der lukker. Den kender jeg også godt. Men sådan er det ikke idag. Idag er det forventning, håb og tillid den gemmer på, så jeg værner mig med langsom tålmodighed og tillid på min langsomme søndag,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar