tirsdag den 12. april 2011

På en regnvejrsdag


Regn, regn, regn...jeg kan høre det på mit tag, endnu inden jeg er stået op. Det lyder hyggeligt. Står op, og tænder op i pejsen. Det er hyggeligt her med regn, ild, blog, pen, papir, latte og lassi.

Jeg troede bare, det skulle blive sol idag også, så lod mit vasketøj hænge ude natten over i forvisning om, at det skulle tørre i solen idag. Sådan skulle det ikke være. Det er stadig april, og lige godt for det, for det kunne ligeså vel have været en dag i juli, der endte med at skifte sit lune henover natten, og gjort stik modsat af, hvad vejrprofeterne havde sagt.

Nå, men regn er også hyggeligt og godt, selvfølgelig bare ikke lige for vasketøjet. Men fasanerne skræpper fortsat og ufortrødent uafhængig af om det er sol, regn, gråvejr, og der er mange af dem. Flotte, farverige hanner, og de lidt kedeligere hunner, at se til i hvert fald. Fasaner, rådyr, egern og ræven, et væld af fugle, som jeg ikke har nok ornotologisk kendskab til at identificere, men mange og forskellige. Men alle dyrene er "venner" som kommer forbi mit vindue i løbet af dagen og på forskellige tidspunkter.

Vi har besluttet, at vi allerede nu er startet lidt på "påskeferien", ikke fordi vi har ferie endnu. Der er stadig arbejde, der skal gøres, men det virker lidt ferieagtigt at tage afsted til arbejdet herfra, hvor vi er. Og vi er i vores sommerhus. Når vi er her, bliver alt lidt mere ferieagtigt, selvom der er arbejde, der skal gøres, og vi må køre nogle ekstra kilometer for at komme frem og tilbage. Men det, vi har her, er de ekstra kilometer værd.

Sigurd, synes også det er rart at være i sommerhus. Han er en rigtig indendørs hankat, og synes ikke at være mere fristet af det udendørs end, at han indtager indtrykkene af udendørslivet fra en sikker plads på spisebordet eller et lunt hjørne ved siden af brændeovnen. Men han er årvågen og intersseret, så det skal vi ikke tage fejl af...det kommer...at han vil ud at lege med naboens sorte kat, jage fugle og det der større. Sæsonen er først lige startet. Det bliver godt for ham, og ikke så godt for fuglene. Men der en naturens orden, som vi ikke kan sætte os imod. Og heldigvis for det. Der ér grænser.

Nej, se nu...hvor den spankulerer rundt herude den ranke fasan, og skræpper op - frem og tilbage henover grunden. Er på vagt - hver gang jeg forsigtigt, forsøger at åbne døren for at forevige den, spæner den afsted. Har han færden af noget, en hun i nærheden??? Jo, der kommer hun. Men nej...kostbar er han også....kigger den anden vej, lader som ingenting. Optakt til parringsdans?? Amoriner i luften? - Jo, jeg tror det. Det ér jo forår.

5 kommentarer:

  1. Det er bare så hyggeligt med regnvejr og sommer. Altså med måde. Men når man kan høre det tromme på taget, tænde op i brændovnen, lave kaffe og læse en god bog, så ulmer det altså af hygge.

    Jeg har udsat mine mere kedelige gøremål til i morgen, du ved ;) Det man nu engang skal. I dag orker jeg ikke. Jeg vil være regnvejrsagtig, læse bog og måske skrive lidt. Ikke andet.

    God dag! :)

    SvarSlet
  2. jeg mente regnvejr og sommerhus ;)

    SvarSlet
  3. Hvor lyder det som en dejlig beslutning, du har taget for din dag idag. Nyd den for fulde gardiner :-)

    SvarSlet
  4. Åh, hvor ku' det være skønt, hvis vores sommerhus lå så tæt på at vi kunne være der mere end bare weekender! Der er intet der slår en spirende feriestemning ;o)

    SvarSlet
  5. Ja, Rina...det nyder vi virkelig også, at kunne "lege" lidt ferie i hverdagen, når det er muligt. Ellers nyder vi også bare at tage afsted fredag eftermiddag på weekend, som I gør.

    SvarSlet