lørdag den 16. april 2011

Lørdagsliv




Morgenmad med husbonden. Lørdagsliv med Politiken, levende lys og duften af nybrygget kaffe. Uhm...dagen kommer langsomt fra start. Ingen sol idag, men sprækker af lys trænger ind i sjælen ved min elskedes berøring under bordet, hvor vi fletter bare tæer. Mads med Monopolet trænger igennem avisknitren. Han introducerer dagens værter. En trestjernet salami bestående af en balletmester, en popmusiker og Susanne Bjerrehus. Vi holder i særlig grad af hende her hos os, der har det med at sige tingene lige ud af posen. Og det er ikke småting, der kommer derfra, hvor vi nogle gange kan få røde kinder i morgenkrydderen, mens vi er ved at få kaffen galt i halsen.

Galt i halsen får vi ikke varerne, som vi senere vil cykle ned at hente på havnen ved vores fiskemand, som åbnede dørene op for sommersæsonen. Det er virkelig et tegn på det, der venter, det der allerede spirrer så småt. Det sommerlige, og vi har lige hørt på radioen, at temperaturen tænker sig at snige op på de 20 grader i næste uge. Var det virkelig det, vi hørte? Kigger spørgende på hinanden, men ja, de gentager det engang til en time senere.

Efter endnu en time, vores timelange morgenstund, indtager rastløsheden min elskede. Havet ligger i besnærende nærhed og det er ikke længere muligt at tilbageholde trangen til at se om kast med snørren i dag vil gi' bid. Så han rumsterer med grej og udstyr, mens jeg sidder tilbage og selv bliver helt klar til det, der nu kan trække mig videre ind i dagen. Det er der meget, der kan. Især ord og bogstaver har en særlig tiltrækningskraft. Trangen til at lade ord komme ud, fumle med dem, pusle med dem, vende og dreje dem. Det er som en bedre kryds og tværs, der skal løses, men som der ikke findes nogen løsning på. Ingen løsning, noget flydende, der slår ind mod fast grund for at drive ud igen i det uudgrundelig dyb, hvorfra alting kommer.

Hvor også fiskemandens fisk kommer fra. Havets frugter der frister med friskhed og inspirerer til lækkerier, der kan tilberedes senere. Men senere er der fødselsdag i familien, og så er der nok noget andet, der frister. Men i morgen...er der atter en dag, og atter en dag, for øen har først lige åbnet og tak for det Søren fiskemand, der hvert år kommer her og iklæder hende sommerkjolen så overbevisenden at vi nu tror på, at det sommerlige virkeligt er lige om hjørnet.

God lørdag!

5 kommentarer:

  1. Uhm, dejlig lørdag i langsomhed. Sådan en dag skal bare nydes! :)

    Mon søndagen er ligeså god?

    SvarSlet
  2. En rigtig dejlig start på en weekend, lige efter mit hovede Charlotte, langsom start med avis/boglæsning og så en tur rundt i blogland, (nåede det desværre ikke igår), og så ellers en lille strøgtur med en enkelt kølig eller cafe latte, og kan det hele suppleres med en udformning af bogstaver til et godt indlæg, bliver det ikke bedre.
    I kærlige tanker, god Søndag aften.

    SvarSlet
  3. Ja Lene...den skal nydes sådan en lørdag, og det blev den :-) Søndagen har været mere praktisk. Til gengæld er der lagt op til ren, og jeg mener REN afslpaning i påskeferien efter at hele huset har fået en ordentlig omgang forårsrengøring :-)
    Glæder mig til at ses efter påske - i løbetøjet ;-)

    Michael...det er ikke nemt at nå det hele...og der er så mange dejlige ting, vi gerne vil nå, ikk'...en strøgtur, cafébesøg er også noget af det jeg holder af, når jeg har fri. Håber, weekenden har været lige som du ønskede dig den :-)

    SvarSlet
  4. Det var smukt at læse, Charlotte! Her hos os nyder vi også Mads og Monopolet. Nu kan vi se frem til mange dage med sol og (næsten) sommer, og der skal rigtig nydes :-)

    SvarSlet
  5. Ja, det er herligt med det vejr vi har i vente ti påskeferien :-) Og TAK for roserne, Madame!

    SvarSlet