At følge sit hjerte

Jeg har været igennem nogle ting rent arbejdsmæssigt indenfor det senste halve år, hvor jeg har risikeret at opsige et job to gange, fordi der var noget, der ikke mere var godt for mig. Det første job havde jeg været i i mange år, og i det var der ikke mere for mig, bl.a. også fordi, jeg havde taget en ny udddanelse, og skulle realisere noget i relation til det. I det næste job, troede noget i mig, at jeg kunne realisere noget af det, som jeg ikke kunne i det forrige. "Noget" - det var nemlig ikke hele mig, der troede på denne realisering, noget i maven strittede imod. Det, der strittede imod kunne imidlertid ikke finde ørenlyd for alle min fornuftige forklaringer, som min hjerne kunne diske op med, så det endte med, at jeg trodsede min maves spæde indsigelser, og jeg sagde "ja".

I går blev jeg kommenteret herfra i en dialog omkring det at gå efter sin mavefornemmelse. Jeg lagde en kommentar hos Oline, som havde skrevet et indlæg om det, og berettede om min historie, om det at ende med at sige "ja" til et job, som min mave faktisk sagde "nej" til. At se stort og flot på de budskaber, som kroppen kommer med. Meget hurtigt stod det klart for mig, at det her ikke gik - med det nye job. Jobbet i sig selv var godt, men der var for meget af det, som mit hjerte virkelig brændte for, som jeg måtte tilsidesætte, og det gjorde mig frustreret og stresset - og ja, min mave gjorde ondt. Så jeg måtte tage en ny beslutning og sige jobbet op igen. Så det gjorde jeg.

Men hvad har jeg så lært af det? Det var det Oline fik mig til at tænke over:

Det er nok indlysende: Men så kan jeg lære det ;-) at lytte til min mave, og det der rør' på sig dér. Den vil mig virkelig noget, når den gør det.

Jeg kommer også i kontakt med taknemmelighed over så viiseligt jeg (vi) som mennesker er indrettet, at jeg har en krop, der kan vise mig vej. Den har vigtige budskaber at bringe.


Og jeg kommer i kontakt med en erkendelse af, at der ikke er noget, der hedder forkerte beslutninger, men at de beslutninger jeg tager, tager jeg, fordi der er noget, jeg skal lære.

Så det jeg skulle lære, og som står endnu tydeligere for mig nu end for fire måneder siden:

at lytte ind i kroppen - taknemmelighed - anerkendelse for mine valg

Og det mit hjerte virkelig brænder for, det har fået plads, og bliver realiseret med små skridt. Udvikler sig som et lille barn udvikler sig. Tre skridt frem, to tilbage, men stødt og sikkert går det i en retning, som min mave er helt tilfreds med :-)


Dejlig weekend ønskes til alle herfra, hvor solen skinner fra en skyfri himmel i dag ;-)