Primetime Kvinder

En dejlig fødselsdag i dag hos en veninde. En fødselsdag, hvor der var arrangeret yoga-time for hele selskabet på 11 skønne og kraftfulde kvinder. Lækker mad og vin efterfølgende og kvindesnak omkring fødsler, følelser, rejser, selvudvikling og i virkeligheden meget lidt job, uddannelse, karriere.

Jeg faldt over en meget kort åndelig jødisk sang i Albertes tro, håb og kærlighed. Den lyder sådan:

Hinneh ma tov u ma naim

Sjevet achim gam jachad

og betyder: Hvor er det godt og skønt at sidde sammen, brødre. Det er en sang som synges til begyndelsen af fester og fredag aftensabbat. "Den ene linje lægger sig som et stort varmt tæppe på de forsamledes knæ, henter samhørigheden frem op ad lommen og breder sig som cognac i brystet". (Alberte)

Den mangler selvfølgelig at henvende sig også til kvinder, men jeg kom til at tænke på den alligevel, og det var som om et stort varmt tæppe havde lagt sig henover vore knæ og der var noget samhørighed og fællesskab til denne fødselsdag, omend mange os ikke på forhånd kendte hinanden. Der var noget særligt ved det her selskab, kun bestående af kvinder i den i tiden så moderne primetime alder, for det var sådan et selskab, alle plus - minus de fyrre, og nogle (f.eks. mig meget meget tæt på de 50). Det vi i dag kalder primetime kvinder, og som ellers er gået under navnet kvinder i klimakteiet. Uf, det lyder ikke rart (og det føles heller ikke altid rart med de forskellige hormonelle forandringer, skulle jeg hilsen at sige), men der er noget andet, der er meget mere interessant at tale om, og så er der altså noget meget mere opløftende i at kalde os noget andet - alt andet end brugen af ordet klimakteriet. Det lyder som en sygdom - OG DET ER DET IKKE. Tværtimod. Det bliver så tydeligt sådan en aften. Godt nok kan vi tale om hedeture, humørsvingninger, hængepatter og rynkehud, men med ironisk distance og klasken på lårene. Flygter vi fra noget ved at distancere os? Det gør vi måske nogle gange, men jeg hører faktisk en stille alvor i nogele helt andre dybe reflektioner. Jeg hører en anden for for reflektion over livet og livets gang. Jeg hører, hvordan der bliver reflekteret over perspektivet. Tidsperspektivet. Hvordan perspektiverne forandrer sig. Vi begynder at øjne en grænse ude i horisonten. En grænse for hvor længe det her liv varer ved. Forhåbentlig i lang lang tid endnu, men jeg sporer en underliggende alvor, som ikke hører de yngre år til. Men lige prævis denne tidshorisont er måske med til at gøre os så meget mere umage med, hvordan vores liv skal leves. Der er altså ikke så mange fjumreklip tilbage. Det skal være ordentligt nu, og livet skal leves fuldt ud. Og det bliver det, jeg hører det omkring hele bordet. Livet får fo fuld skrue: karrierer udfolder sig, er på det højeste. Ivrigheden efter at se nye horisonter, tage nye ddannelser, rejse ud til fjerne rejsemål, udvikle os i det ydre som i det indre. Håret, tøjet er i orden. Vi plejer os selv, passer på med, hvad vi byder vores krop. Det er som om, at den erkendelse af, at det ender det her liv, får os til at anstrenge os endnu mere. Der er ikke tid at spilde. Livet skal være kvalitet, og det skal gi' mening, det vi foretager os. Tingene skal hænge sammen i en holistisk forståelse. Vi er forbundet i krop og sjæl. Vi er forbundet med universet. Vi er forbundet med hinanden. Jeg oplever en følelse af samhørighed med de her mennesker, som jeg slet ikke kender, og så alligevel nu, synes jeg kender. Vi er i samme båd. Vi har alle mere eller mindre stille erkendt, hvilken vej det går. Det går godt nu, bevarres, og vi lever for fuld skrue, men der er noget større, noget i fremtiden, der kan være for skræmmende til at vi kan blive ved med at leve på hver vores egen lille ø, et sted hvor vi har brug for hinanden, og begynder at trække os en smule sammen selv med mennekser som vi aldrig har mødt før, men vi har om nogensinde før noget til fælles nu, som kan mildnes i netop fællesskabet.

Jeg synes, det er smukt, når livets alvor får os til at vokse og udvikle os, og det er lige præcis den mulighed vi får foræret med denne overgang, med denne livsfase. Det er en chance for udvikling, fordybelse og en mulighed for at at komme til at leve i større overensstemmelse med os selv og med hinanden.

Tak til jer alle og Carpe Diem alle I smukke og kraftfulde kvinder derude!