Ord om ord

Skriver og blokerer. Skriver alligevel. Bare skriver ligesom Julia Cameron anbefaler. Skriver og lader ord vælte ud, hulter til bulter. Bli'r irriteret. Manglende orden, men fortsætter. Gentager det samme hulter til bulter. Stopper. Er ved at gi' op. Lægge det hele fra mig, lægger det hele fra mig. Der er forskel. Lægge det hele fra mig. Beslutter alligvel at beholde noget af det. Sletter resten. Delete. Skræmmende, hvor hurtigt alt kan tilintegøres på et splitsekund. Er det sådan det er? Alt ender lige pludseligt. Det ene øjeblik levende. Det næste død. Er der, er der ikke. Nogle enkelte gloser overlever. Bliver kigget an. Kan de bruges til noget? Må komme an på en prøve, så jeg prøver. Starter et sted, vilkårligt. Tager et ord, nedfælder det og overlader til dette at bestemme det næste. Sådan. Det næste får lov til at bestemme det næste. Og så fremdeles. Det ene ord tager det næste som at sætte det ene ben foran det andet, foran det første, foran det andet osv. indtil der viser sig en kæde af ord, der slutter, hvor det første startede. En fortælling med ord i kædedans. Jeg anede ikke, den eksisterede, og det gjorde den måske heller ikkke før nu, hvor den blev skabt ved at sætte det ene ord efterfulgt af det næste, og det næste og det næste ligetil der ikke var flere, der ville være med. Slut punktum. Ikke flere med.

Livets gang

Solskinsdag igen, ild i pejsen, duftende kaffe og 28. marts. Gærsmutten sad her foran vinduet for et øjeblik siden med høj haleføring, men er smuttet igen, inden jeg nåede at forevige den - ud på de evige jagtmarker efter føde, vil jeg tro. Birketræet der i går på samme tid knejsede rankt og vigtigt midt i haven ligger nu krøbet sammen som en bunke kævler nede i bunden. Alting har sine ende, sådan er det bare. Der er hele tiden noget, der ender. Dagen ender, natten ender, minuttet, sekundet. Der er en ende i alt, som der er en begyndelse i alt. Så er det, hvordan jeg lægger fokus. Der er nemlig stor forskel på, hvordan energien i min krop ruller afhængig af, hvordan jeg lægger fokus, vælger at tale om ting på. Vælger jeg at tale om altings ende, går energien ned. Vælger jeg modsat at tale om altings begyndelse, går energien op. Det lyder enkelt, og det er det nogle gange, og det virker, men bestemt ikke altid. Nogle gange er der bare en kraft, der er større end min vilje til at tænke over, hvordan jeg lægger mine ord. Og når den er der må jeg prøve at tænke som den buddhistiske nonne Pema Chödröns, der skriver om håb. At i selv mørket, desperationen, depressionen er der håb. Hun skriver:

I processen med at opdage vores sande natur går vejen ned, ikke op, som om bjerget pegede ned mod jorden i stedet for op mod himlen. Vi bevæger os nedad og nedad og nedad, og millioner af andre bevæger sig sammen med os som vores ledsagere på vejen mod opvågnen...Lige præcis der opdager vi en kærlighed, som aldrig dør."

Den 28. marts. Jeg skriver det lige igen. Det er min afdøde farmors fødselsdag. 101 år idag. Jeg skal ikke glemme hende, og vil ikke. Det vil hun vist være sikker på. Hun bankede nemlig på i mine drømme i nat. Hun kunne desværre ikke deltage i drømmens familiesammenkomst idag - hun eelsker - øhh...elskede - ellers familiesammenkomster - men hun havde en aftale med en anden. Det siger min mor og far. Nej, mor og far: hun er er død. Hun kan ikke komme, fordi hun har en aftale med en anden, siger de igen. Nej, mor og far: hun er død. Farmor er død. Hun ér død. Og så dukker hun så levende op i min drøm i nat, for at??? hun vil ha', at jeg skal mindes hende? for at fortælle mig, at selvom hun ikke er her, er hun her alligevel? for at fortælle om virkeligheden eller virkelighederne? Grænsen mellem den ene virkelighed og den anden? Liv og død som virkeligheder, der hænger sammen, ikke er adskilte? At enden og begyndelsen er en illusion, menneskeskabt, findes slet ikke??? Hun er der bare - i universet. Det er rigtigt - hun har en aftale med en anden. Hun har altid været en travl dame, altid været glad for selskab, andre mennesker. Men familien....kan hun sige "nej" til den? Det må være en meget vigtig aftale, hun har. Men kære farmor, du er en retskaffen kvinde, og løber ikke fra dine aftaler. Det ville vi heller aldrig be' dig gøre, men derfor kan vi hernede hos os godt ønske os bare én stund mere med dig over en kop sort kaffe. Og vi skulle selvfølgelig sørge for en pakke rød Look. Er ikke sikker på, at de findes der, hvor du er nu. Bare én gang mere, for at sige tillykke og tak og ære være dit minde, kære farmor - hinsides - på denne forårsdag 28.marts 2011!

Ud af mørket

Fuglesang, formiddagssol, sprød forår, stadig nøgne træer. Vinteren ser ud til at have vanrøgtet dem. De ser slidte og kedelige ud. Er der overhovedet liv i dem endnu? Det får tiden vise, men jeg véd det jo godt. I hvert fald for hovedpartens vedkommende. De skal bare lige have lidt mere sol og varme- så skal de nok begynde at sætte blade.

Hvilken kraft, naturen har i sig. Den udfordres igen og igen, og kommer sig igen og igen. Et par af de største træer faldt under saven idag. Vi skal ha' lys på grunden. Og så må de lade livet. Ubarmhjertigt, men den stærkeste vinder over den svageste, og med saven for struben falder stammen sukkende og savlende sammen. Bøjer sig i støvet for mekanikken. Men vi har brug for lys for at komme igen efter en mørk og lang vinter.

Kunne næsten miste orienteringen i vinterens mørke og kulde. En udfordring, som vi kommer igennem med en nødhjælpskasse af kandelabre og et par kilo chokolade for meget. Det er tid for os til transformation - nu -sætte nye frø i jorden, nye skud på de halvvisne grene i sjælen, drømme, håb, projekter skal pudses op og måske have en ny chance, hvis ikke de gav afkast sidste sæson. Så er tiden måske inde nu.

Ting skal have tid, og det skal drømme, projekter også. Det synes jeg, jeg har erfaret. Nogle gange dyrekøbt, fordi jeg er en utålmodig sjæl. Behovsudskydelse er et fremmedord, men jeg øver mig - tålmodigt. Men vi skal transformere os nu med lyset og varmens komme. Vi skal tage visdom udaf den mørke tid. Give de små spirrer og frø lys, luft, varme, så de kan udfolde sig, formere sig, kerre om dem som var de vore børn. De er jo en slags.

Derinde et sted forbliver vi at være børn. Børn med fantasi, drømme, idéer. Det er tid at tage fat på dem, og gemme motorsaven væk. Den kan nemt komme til at gøre mere skade end gavn. Får vi se om den allerede har gjort her hos os. Men for at give plads til de stærkeste idéer, må de svageste lade deres liv, og dér har saven relevans. Og det var missionen idag: en stærk idé om lys var født for længe siden, og dagen idag blev så dagen, hvor birken faldt.

Vi skal takke dig, kære hr. Birk, når kulden igen sætter ind, og du stiger op igen i lys lue og varmer op i vores stue.