
onsdag den 30. marts 2011
Ord om ord

mandag den 28. marts 2011
Livets gang

I processen med at opdage vores sande natur går vejen ned, ikke op, som om bjerget pegede ned mod jorden i stedet for op mod himlen. Vi bevæger os nedad og nedad og nedad, og millioner af andre bevæger sig sammen med os som vores ledsagere på vejen mod opvågnen...Lige præcis der opdager vi en kærlighed, som aldrig dør."
Den 28. marts. Jeg skriver det lige igen. Det er min afdøde farmors fødselsdag. 101 år idag. Jeg skal ikke glemme hende, og vil ikke. Det vil hun vist være sikker på. Hun bankede nemlig på i mine drømme i nat. Hun kunne desværre ikke deltage i drømmens familiesammenkomst idag - hun eelsker - øhh...elskede - ellers familiesammenkomster - men hun havde en aftale med en anden. Det siger min mor og far. Nej, mor og far: hun er er død. Hun kan ikke komme, fordi hun har en aftale med en anden, siger de igen. Nej, mor og far: hun er død. Farmor er død. Hun ér død. Og så dukker hun så levende op i min drøm i nat, for at??? hun vil ha', at jeg skal mindes hende? for at fortælle mig, at selvom hun ikke er her, er hun her alligevel? for at fortælle om virkeligheden eller virkelighederne? Grænsen mellem den ene virkelighed og den anden? Liv og død som virkeligheder, der hænger sammen, ikke er adskilte? At enden og begyndelsen er en illusion, menneskeskabt, findes slet ikke??? Hun er der bare - i universet. Det er rigtigt - hun har en aftale med en anden. Hun har altid været en travl dame, altid været glad for selskab, andre mennesker. Men familien....kan hun sige "nej" til den? Det må være en meget vigtig aftale, hun har. Men kære farmor, du er en retskaffen kvinde, og løber ikke fra dine aftaler. Det ville vi heller aldrig be' dig gøre, men derfor kan vi hernede hos os godt ønske os bare én stund mere med dig over en kop sort kaffe. Og vi skulle selvfølgelig sørge for en pakke rød Look. Er ikke sikker på, at de findes der, hvor du er nu. Bare én gang mere, for at sige tillykke og tak og ære være dit minde, kære farmor - hinsides - på denne forårsdag 28.marts 2011!
søndag den 27. marts 2011
Ud af mørket

Hvilken kraft, naturen har i sig. Den udfordres igen og igen, og kommer sig igen og igen. Et par af de største træer faldt under saven idag. Vi skal ha' lys på grunden. Og så må de lade livet. Ubarmhjertigt, men den stærkeste vinder over den svageste, og med saven for struben falder stammen sukkende og savlende sammen. Bøjer sig i støvet for mekanikken. Men vi har brug for lys for at komme igen efter en mørk og lang vinter.
Kunne næsten miste orienteringen i vinterens mørke og kulde. En udfordring, som vi kommer igennem med en nødhjælpskasse af kandelabre og et par kilo chokolade for meget. Det er tid for os til transformation - nu -sætte nye frø i jorden, nye skud på de halvvisne grene i sjælen, drømme, håb, projekter skal pudses op og måske have en ny chance, hvis ikke de gav afkast sidste sæson. Så er tiden måske inde nu.
Ting skal have tid, og det skal drømme, projekter også. Det synes jeg, jeg har erfaret. Nogle gange dyrekøbt, fordi jeg er en utålmodig sjæl. Behovsudskydelse er et fremmedord, men jeg øver mig - tålmodigt. Men vi skal transformere os nu med lyset og varmens komme. Vi skal tage visdom udaf den mørke tid. Give de små spirrer og frø lys, luft, varme, så de kan udfolde sig, formere sig, kerre om dem som var de vore børn. De er jo en slags.
Derinde et sted forbliver vi at være børn. Børn med fantasi, drømme, idéer. Det er tid at tage fat på dem, og gemme motorsaven væk. Den kan nemt komme til at gøre mere skade end gavn. Får vi se om den allerede har gjort her hos os. Men for at give plads til de stærkeste idéer, må de svageste lade deres liv, og dér har saven relevans. Og det var missionen idag: en stærk idé om lys var født for længe siden, og dagen idag blev så dagen, hvor birken faldt.
Vi skal takke dig, kære hr. Birk, når kulden igen sætter ind, og du stiger op igen i lys lue og varmer op i vores stue.
Abonner på:
Opslag (Atom)