Ord om ord

Skriver og blokerer. Skriver alligevel. Bare skriver ligesom Julia Cameron anbefaler. Skriver og lader ord vælte ud, hulter til bulter. Bli'r irriteret. Manglende orden, men fortsætter. Gentager det samme hulter til bulter. Stopper. Er ved at gi' op. Lægge det hele fra mig, lægger det hele fra mig. Der er forskel. Lægge det hele fra mig. Beslutter alligvel at beholde noget af det. Sletter resten. Delete. Skræmmende, hvor hurtigt alt kan tilintegøres på et splitsekund. Er det sådan det er? Alt ender lige pludseligt. Det ene øjeblik levende. Det næste død. Er der, er der ikke. Nogle enkelte gloser overlever. Bliver kigget an. Kan de bruges til noget? Må komme an på en prøve, så jeg prøver. Starter et sted, vilkårligt. Tager et ord, nedfælder det og overlader til dette at bestemme det næste. Sådan. Det næste får lov til at bestemme det næste. Og så fremdeles. Det ene ord tager det næste som at sætte det ene ben foran det andet, foran det første, foran det andet osv. indtil der viser sig en kæde af ord, der slutter, hvor det første startede. En fortælling med ord i kædedans. Jeg anede ikke, den eksisterede, og det gjorde den måske heller ikkke før nu, hvor den blev skabt ved at sætte det ene ord efterfulgt af det næste, og det næste og det næste ligetil der ikke var flere, der ville være med. Slut punktum. Ikke flere med.