Livets gang

Solskinsdag igen, ild i pejsen, duftende kaffe og 28. marts. Gærsmutten sad her foran vinduet for et øjeblik siden med høj haleføring, men er smuttet igen, inden jeg nåede at forevige den - ud på de evige jagtmarker efter føde, vil jeg tro. Birketræet der i går på samme tid knejsede rankt og vigtigt midt i haven ligger nu krøbet sammen som en bunke kævler nede i bunden. Alting har sine ende, sådan er det bare. Der er hele tiden noget, der ender. Dagen ender, natten ender, minuttet, sekundet. Der er en ende i alt, som der er en begyndelse i alt. Så er det, hvordan jeg lægger fokus. Der er nemlig stor forskel på, hvordan energien i min krop ruller afhængig af, hvordan jeg lægger fokus, vælger at tale om ting på. Vælger jeg at tale om altings ende, går energien ned. Vælger jeg modsat at tale om altings begyndelse, går energien op. Det lyder enkelt, og det er det nogle gange, og det virker, men bestemt ikke altid. Nogle gange er der bare en kraft, der er større end min vilje til at tænke over, hvordan jeg lægger mine ord. Og når den er der må jeg prøve at tænke som den buddhistiske nonne Pema Chödröns, der skriver om håb. At i selv mørket, desperationen, depressionen er der håb. Hun skriver:

I processen med at opdage vores sande natur går vejen ned, ikke op, som om bjerget pegede ned mod jorden i stedet for op mod himlen. Vi bevæger os nedad og nedad og nedad, og millioner af andre bevæger sig sammen med os som vores ledsagere på vejen mod opvågnen...Lige præcis der opdager vi en kærlighed, som aldrig dør."

Den 28. marts. Jeg skriver det lige igen. Det er min afdøde farmors fødselsdag. 101 år idag. Jeg skal ikke glemme hende, og vil ikke. Det vil hun vist være sikker på. Hun bankede nemlig på i mine drømme i nat. Hun kunne desværre ikke deltage i drømmens familiesammenkomst idag - hun eelsker - øhh...elskede - ellers familiesammenkomster - men hun havde en aftale med en anden. Det siger min mor og far. Nej, mor og far: hun er er død. Hun kan ikke komme, fordi hun har en aftale med en anden, siger de igen. Nej, mor og far: hun er død. Farmor er død. Hun ér død. Og så dukker hun så levende op i min drøm i nat, for at??? hun vil ha', at jeg skal mindes hende? for at fortælle mig, at selvom hun ikke er her, er hun her alligevel? for at fortælle om virkeligheden eller virkelighederne? Grænsen mellem den ene virkelighed og den anden? Liv og død som virkeligheder, der hænger sammen, ikke er adskilte? At enden og begyndelsen er en illusion, menneskeskabt, findes slet ikke??? Hun er der bare - i universet. Det er rigtigt - hun har en aftale med en anden. Hun har altid været en travl dame, altid været glad for selskab, andre mennesker. Men familien....kan hun sige "nej" til den? Det må være en meget vigtig aftale, hun har. Men kære farmor, du er en retskaffen kvinde, og løber ikke fra dine aftaler. Det ville vi heller aldrig be' dig gøre, men derfor kan vi hernede hos os godt ønske os bare én stund mere med dig over en kop sort kaffe. Og vi skulle selvfølgelig sørge for en pakke rød Look. Er ikke sikker på, at de findes der, hvor du er nu. Bare én gang mere, for at sige tillykke og tak og ære være dit minde, kære farmor - hinsides - på denne forårsdag 28.marts 2011!