Julekugler og nostalgi

Det er vinter, men hvor er sneen. Storm og vestlig kuling er hvad decembervejret byder på, men sneen lader vente på sig. Så jeg må finde vinterbillederne frem fra sidste år, hvor vi hvert fald fik sne. I så rigelige mængder. Men jeg kan li' det. Jeg kan li' frosten, det hvide landskab og den lyddæmpende virkning sneen lægger udover byen. Lydene er anerledes. Luften er anderledes og synsindtrykkene er anderledes. Meget anderledes og jeg venter på, det kommer.

Julestemningen sniger sig kun langsomt ind på mig. Men det er normalt. Og det er ok. En julefrokost i aften. Julegløgg-arrangement i morgen og Händels Messias i den lokale gamle klosterkirke på søndag. Mon ikke jeg bliver fanget ind for fulde gardiner af stemningen henover weekenden. Jeg tror det. Jeg synes, det er hyggeligt og rart og glæder mig til samvær med mange af de mennesker, jeg holder af i løbet af de nærmeste dage.

En lille smule jul er der dog i det lille hjem her på Rolighedsvej. De yndigste julekugler købte jeg på Rosenholm Slots julemarked sidste weekend, og de pryder henover min gamle kommode, som jeg har arvet fra min farmor, som boede i nabobyen til Rosenholm. Min farmors gamle kommode og nye julekugler med et nogalstisk præg i skøn samklang. Det tænder i hjertet til en lille julesang.

Julekuglernerne er købt hos Guld og Grønne Skove, som ejes af en skøn og kreativ sjæl, der vimsede rundt på markedet med englevinger på ryggen, strøede om sig med englestøv og solgte ting og sager til glade julegæaster fra sine fine opstillinger.

Skulle du have lyst til at besøge hendes stand, er hun på markedet på Svenstrup Gods, som ligger mellem Ringsted og Roskilde. Jeg har to fribilletter, hvis du er i nærheden af mig og kan komme forbi og hente dem.

God weekend!

Magt over mørket

Mørket har lagt sig som et tæppe udover byen. Byen er oplyst af julestemning. Stjerner, kæder på husmure og diverse juletemaer på husgavle. Byen ligger højt hævet på toppen af Djursland, og der er udsigt til Århus i horisonten, som spreder sig vidt inde i bugten. Vi går en sen eftermidagstur opad bakke, og det går virkelig opad på disse kanter. Vi funderer hver især indimellem vejrtrækningen, som bliver tungere med stigningen, over, hvor højt, der egentlig er tale om. Men i hvert fald højt nok til, at der ikke langt herfra, hvor vi befinder os, er etableret en skibakke - med hejs. Det er et fladt land vi lever i, men der er nu noget med det der med at komme op i højden, bare lidt, som vi kommer her. Udsyn, luft, vinden, som vi rigtig mærker slår mod kinderne. Det føles godt og friskt. Vi går til. Går til den. En god måde at gå til den på. Gå ligesom den navnkundige Kirkegaard gjorde det. Han der gik igennem de tunge tanker rundt i Københavns gader. Den gode Søren, som måtte lide melankolien, mørket, tungsindet. Og det er da også til at blive tungsindig på sådan en mørk, regnfuld og blæsende første lørdag i december. Men så var det, vi gik en tur. Vi gik, eller måske var det bare mig, der gik med tungsindet eller tog tungsindet med på gåtur. Ligesom når jeg har taget børn i hånden i mit liv, og sørget for luftforandring til dem, når tingene kørte i hårdknude. Og det er vist det, de gør i tungsindigheden. Kører i hårdknude. Sådan føles det i hvert fald. Men jeg tog den med på tur. Luftforandring. Og det virker. Det virkede forandrende at gå ud i luften. At bevæge kroppen på en regnvejrsdag, som umiddelbart inviterer til de indendørs sysler. Men som har så meget at byde på, når først skridtet er taget og den indre huleboer har overvundet de negative associationer, som vejrliget giver. Så er det godt. Så er det bare så godt, og julebelysningen fik magt over mørket.

Stilhed før stormen

Sen aften. Næsten lige inden sengetid. Roen har indfundet sig nogenlunde igen. Der har været uro. Jeg har været urolig. Jeg har været ude for rystelser. Forstyrrelser. Frivilligt og udviklende, men også uroligt. Jeg begynder at finde fodfæstet igen. Det er godt. Det føles godt. Som det skal. Efter uro kommer ro. Efter roen kommer uroen.

Ro før uro som stilhed før stormen. Efterårsstormen, der venter lige om hjørnet. De har varslet det for de kommende dage. Men jeg er hærdet. Jeg kender modvinden, jeg kender stormen og jeg har lært at stå fast. At stå på mine ben, når vinden suser omkring mig og tager fat i mit hår, og ihærdigt trækker i mig, som når en hest trækkes afsted.

Nu er jeg jo bare ikke en hest, så ingen skal trække afsted med mig med min gode vilje. Til gengæld er der nogle, der kommer til at trækkes med mig, men jeg antager, at det er med deres gode vilje. Fordi de selv har valgt det, som jeg selv har valgt dem, jeg gerne vil trækkes med. For de er der. Der er dem, jeg gerne vil trækkes med. Dem jeg holder af, dem, der holder af mig, dem der inspirerer og udfordrer mig, dem, der vil ha' noget af mig, dem, der vil mig noget og dem der nogle gange ryster mig. Jeg vil gerne trækkes med dem. Fordi de giver mit liv værdi og mening. Simply that!

Simply that, som er de tanker, der lige nu hjælper roen til rette, så den kan åbne dørene for den tiltrængte søvn, der banker på for at komme til - uanset den uro og larm, der kommer fra gaden og vist nok har tænkt sig at fortsætte et godt stykke tid endnu. Uro derude, men ro inde.

Go' nat Danmark!

Husk lige solbrillerne

Hjemmearbejde. Skrivearbejde. Mandag. En ny uge er skudt igang. Der er sat de første farveklatter på ugens palet. Det lader ikke til at solen kommer til at få særlig meget indflydelse på skalaerne i denne uge. Men en enkelt stråle strakte sig dog henover spisebordet ved middagstid, hvor jeg og sad puslede med ord og billeder til det, der skal blive min nye hjemmeside.

Mit hjerte bemærker straks solstrålen og springer op, strækker sig som en blomst efter lyset, smiler og sender et par taknemmelige tanker til et ubestemmeligt sted derude. Hvem så end de går til, hvor så end de går hen. Men et sted derude, som måske også er derinde. Derinde i hjertet. Et sted i hjertet, hvor der også er lys.

Men mit påvirkelige hjerte. Det lukker sig straks en smule sammen om sig selv med lyset, der igen svinder ind. Lægger sig lunt og godt til rette i sit kammer, hvor det efterhånden er ved at have indrettet sig og indstillet sig på, at det bliver vinter. At det bliver koldere og det bliver mørkere endnu.

Men der var lys en stund i dag. Sollys, og det bliver skrevet ind i bogen over taknemmeligheder. Taknemmelig for at det var der og taknemmelig for at vi bemærkede det.

Det er selv de mindste detaljer, der nogle gange udgør et højdepunkt. Og dem samler vi på her i huset. Men solbrillerne...dem fik vi dog ikke brug for ;-)

Stilhed ved skumringstid

Det liv, du kender, er et tyndt slør af begivenheder, der dækker over en dybere virkelighed -Deepak Chopra

Skoven var stille idag. Ikke et blad, ikke en gren rørte på sig. Det eneste vi kunne høre, var den raslende lyd i bladene med hvert skridt vi tog og en puslen af og til - også fra bunden under os. Måske en mus, en fugl, der søgte sit måltid mellem de fugtige nedfaldne blade.

Vi standsede op nogle gange undervejs for at suge stilheden til os. Lod stilheden synke roligt ind og gik videre. Vi bemærker træernes nøgenhed. Bladene har haft god vind til at lette fra kronerne bare siden sidste weekend. Og de afpillede grene står næsten klar til at tage vinterfrakken på. Den hvide vinterfrakke. En lille forsmag har de nok haft derude efter den forgangne nats frost, som byen til morgen var pyntet med.

Frosten var i hvert fald ved at gøre klar til at lægge sig, da vi kørte fra skoven igen. Blikket der søgte udover marker, ud mod horisonter blev bremset af den lette dis, der var ved at sænke sig og gøre klar til at iklæde landskabet den frosthvide dragt. Ikke gennemhvid som sne, men en transparant hvid, hvor vi aner, der ligger noget andet nedenunder.

Selvom vi selvfølgelig godt véd, at der ér noget, er det alligevel som om, at naturen vil understrege skønheden i antydningens kunst. Der ligger noget under, som vi får antydningen af.

Jo så, og det ér skønt. Det ér smukt. Jeg holder af antydninger. Jeg holder af, at jeg ikke får hele historien fortalt. Om det er, ja helt i ordets rette betydning: en historie. En go' bog. Eller om det er en go' film, et kunstværk og ja naturen.

Jeg kan godt li', at min fantasi, min forestillingsevne, mine sanser bliver vakt. Og jeg bliver i særlig grad vakt, inspireret, når noget viser sig for mig kun antydningsvis, på skrømt. Det virker som en god flirt med livet.

Jeg blev stille i de sene timer af søndagen. Ved skumringstid i udkanten af skoven, hvor dis og mørke lægger sig sammen henover landskabets silhuetter. Vi føjer en ordløs krølle på en dejlig og begivenhedsrig weekend, os i bilen, på vej hjem igen.

Hele verden i et græsstrå

Det går stærkt. Det er lige blevet efterår og snart er bladene faldet af træerne. Ugen er lige startet og snart er den gået på hæld igen. Sidder en stille stund og mærker efter og funderer over tiden? Funderer over mit tilstedevær i tiden. Var jeg tilstede? Var jeg tilstede i den uge, der så hurtigt gik? Som der har været mange uger, som der har været mange fredage, hvor jeg har taget mig selv i træthed og udmattethed, når jeg nåede frem til fredag - og spurgt mig selv: var jeg tilstede? Jeg gjorde. Jeg udrettede, men var jeg tilstede?

Jeg spørger mig selv, fordi: jeg vil sgu være tilstede. Så jeg stopper op og mærker, om jeg nu var. Og jo, det var jeg. Jeg mærkede ugen. Jeg har mærket hver og en, der har siddet overfor mig. Jeg har mærket et samarbejde i proces. Når processen ser ud til at gå på grund. Når den bliver skubbet ud på havet igen, og ser ud til at bevæge sig. Jeg har mærket luften på mine kinder, der er blevet en tand køligere fra i søndags, hvor luften var mild og rund til gårsdagens løbetur, hvor luften var kølig og skarp. Og jeg har set månen, for gårsdagens løbetur var en aftentur, en månetur. En fuldmånetur. Månen der gjorde os selskab, så vi var tre. Tre, ligesom tre gange 11. Den 11.11.11. Jeg er tilstede lige nu - den 11.11.11, og kigger på et græsstrå.

Transformation

Det blev lys. Det blev sågar sol idag. Mange dages fravær, men nu tilbage på sin egen sløve måde som hører efterårsmånederne til. Men det er herligt. Jeg får energi. Løbeskoene blev luftet efter at ha' trukket støv i en uges tid. Støvsugerne fik en tur gennem huset, dynerne luftet og diverse andre småting, som i sidste ende gør en helhed af velvære og nydelse, når jeg nu snart sætter min gryderet over, som vi skal spise til aften.

Solen og weekenden var velkommen, og på sin egen mærkelige måde har den forgangne uge også været det. Selvom tungsind og melankoli fik sunget nogle strofer, så det var lige til at græde over. Men det hører med. Det hører med til livet. Og det hører med til årstiden. For mig.

Der er transformation udenfor vinduerne, hvor nedfaldne blade ligger i dynger og er på vej til forrådnelse og der er transformation indenfor vinduerne. Helt inde i mig, hvor livet tages op til revision. Hvad er status? Hvad med drømmene? Længslerne? Relationerne? Kærligheden? Er det som det skal være? Skal der justeres? Er der noget, jeg har overset? Har jeg fokus de rette steder? O.s.v. Der bliver vendt og drejet, og det er en tid med spørgsmål. Ikke nye, men gamle. Og det er som det er.

Spørgsmålene sendes ud som skibe på havet, og hvad de vender hjem med - om de overhovedet vender hjem igen. Det véd jeg ikke. Jeg kan ikke tænke så langt som til verdens ende. Og Hvem ved? Måske når de helt derud? Det føles i hvert fald som om, de nogle gange er rejst meget langt væk.

Men jeg øver mig på tålmodighed. Jeg øver mig på tillid. Og jeg øver mig på tro. Tålmodighed, tillid og tro på, at der kommer svar. Ikke fordi, jeg har tænkt en masse tanker, læst en masse bøger (selvom det gør jeg også), men fordi, jeg har stillet spørgsmål og at der dukker svar op fra et sted, fra en kilde, som jeg ikke i min vildeste fantasi selv havde kunnet tænke mig frem til. Det har jeg nemlig oplevet før. Igen og igen. Og det er faktisk ganske betryggende. Jeg skaber en retning med mine spørgsmål og siden er der en vej, der finder mig. Og så plejer jeg at følge den.

Hjertets vej, en spirituel vej, en intuitiv vej. Kært barn har mange navne. I hvert fald en vej, hvor jeg kommer i kontakt med følelsen af at være forpligtet overfor mig selv til at følge den. Forpligtet på en måde, så det vil være som at forkaste mig selv ikke at gå med. Men hvorhen? Jeg går. Men hvorhen? hvordan? Med hvem? Med nogen overhovedet? Det er spørgsmålet. Spørgsmålene. De bliver stillet og lægger sig lige nu i bunker så smukke som efterårsbladene. Lige udenfor min dør. Og smukt er det i al sin farverigdom. Lys og mørke. Liv og forgængelighed. Liv i transformation.