Latte og Lassi

Der er noget at værdsætte i det små. Husker jeg altid det? Nej, for pokker. Værdsætter jeg virkelig, at det betyder noget for mig, at jeg kan anrette mig ved morgenbordet med den kop, jeg godt kan li' at se på, holde på og drikke af og en lassi lavet lige til mig lige efter min mave. Nej, jeg gør det bare, rent mekanisk fordi det er blevet den måde jeg gør på om morgenen, når jeg står op, men nærværende??? Nej! Godt nok søvndrukken til en start, men snart ta'r tankerne over. Jeg er ikke nærværende. Så snart mine drømme for natten har ladt pladsen tilbage for dagens komme, tager noget andet hus i mit sind. Såsnart bevidstheden vågner begynder den at arbejde: hvad skal der ske idag, hvad nu med det, hvad nu med den. jeg vil også, måske skulle jeg også....tankestrømme som tornadoer rejser sig med dampen op fra morgenkaffen, så blikket, nærværet, smagsløgene sænker sig i afmagt, og indser de har tabt slaget - igen idag!

Men hvad skal der til for at sætte en kæp i hjulet på den her indre kværn, der har stillet sig på repeat og gentager sig selv i et væk. Kunne jo lade det komme an på en prøve....prøve at praktisere bevidst nærvær....bringe yoga-praksis (mindfullness) indover min morgenmad...holde fokus på det, jeg drikker og spiser. Gøre det i et tempo så jeg virkelig smager, dufter, mærker, ser, og for hver gang jeg begynder at tænke...ups...tilbage NÆRVÆR....

Jeg véd det bliver en kamp, en kamp med tankerne selvfølgelig. Men det bliver også en kamp med den stemme, der tvivler på at jeg kan...at jeg kan disciplinere mig så meget, at jeg vil være i stand til at overroule mine tanker, kraften fra min tanker. For det må jeg sige, tankens kraft...den er go' nok. Den er meget virkelig, og lige nu (i morgen tidlig) udfordrer jeg den - for at se om værdsættelse i det små er så eftertragtelsesværdigt og om Latte og Lassi kan sætte en kæp i hjulet på kværnen.